Max Pinlig
Filmen om Max er lige så sjov som tv-serien.
Børnefilm
Max Pinlig
Danmark, 2008
Instruktion: Lotte Svendsen
1 time 40 min.
Premiere i dag i biografer landet over
”Verdens pinligste dreng!” Så sønderlemmende lyder den imaginære overskrift på en lokkende spiseseddel i den 12-årige Max' fantasi.
For Max selv er fuldkommen overbevist om, at han med sin i særklasse pinlige mor, Agnete (ekstremt morsomme Mette Horn), der går med en hue, der ligner et elefantpessar og uden varsel inviterer klassens populære pige på middag i deres pinlige hus, kandiderer til titlen.
”Max Pinlig” er en ny spillefilm baseret på DR's tv-serie om drengen Max (Samuel Heller-Seifert). Serien er som filmen instrueret af Lotte Svendsen, der har et fantastisk blik for det kiksede og formår at skildre ungerne helt uden det gængse sukkerlag og de opstyltede replikker, der gør de fleste børnefilm ulidelige at overvære. Samtidig tilpas absurd til, at den ikke bliver moraliserende og alt for realistisk.
Som serien benytter filmen sig af forklarende eller forvirrende - alt efter hvordan man anskuer det - historiske klip om alt fra vidunderbørn til astronauter.
Enkel historie
Historien er enkel. Julen, og endnu vigtigere, nytåret nærmer sig, og Max er forelsket i Ofelia, der hænger ud med klassens populære poptøser. Max' bedste venner er afghaneren Hassan og rigmandsdatteren Esther, hvis far er den populære skuespiller og kvindeidol Steen Cold (Lars Bom i sin bedste rolle), der overhovedet ikke kender sin datter og tror hun leger med dukker, hvilket på ingen måde er sandt.
For at komme tæt på Ofelia tyr Max til alskens midler.
Af de mere aparte kan nævnes, at Max og hans mor skal have Carlo fra det fængselskor, som præstevennen Mogens dirigerer, boende et par dage. Carlo viser sig at være Ofelias far, og Max, der selv lider under savnet af sin far, beslutter sig for at overraske Ofelia med ham til skolens Lucia-optog.
Men Ofelia bliver alt andet end glad og så igangsættes en lavine af forviklinger, der får Max ud i kulden og ind i varmen.
Årets julefilm
”Max Pinlig” er vild sjov. Undertegnede grinede uforceret under det meste af filmen. Årets gode danske julefilm, som alle forældre roligt kan tage ungerne med ind at se.