Submarino

Submarino

Danmark, 2009

Instruktion: Thomas Vinterberg

1 time 53 minutter

Premiere torsdag i Grand Teatret, Empire Bio, Palads, Dagmar, CinemaxX og Falkoner i København samt i en række biografer landet over

I et trøstesløst univers på samfundets absolutte vrangside befinder personerne i Thomas Vinterbergs Berlinale-konkurrencefilm ”Submarino” sig, og der er ikke mange lyspunkter. Hvis nogen.

Filmen tager sin begyndelse for år tilbage, da de to brødre Nick og hans lillebror, der filmen igennem forbliver navnløs og udelukkende defineret i relation til andre, skal passe deres spæde yngste bror, fordi moderen er i en konstant døs af alkohol og ikke er i stand til at være noget for nogen af sine børn.

Drengene er tydeligt præget af det åbenlyse svigt, men prøver det bedste, de kan, at gøre livet rart for babyen. Men de kan intet stille op mod den sociale arvs favntag, og broderen dør i deres varetægt.

Med den tunge skygge hængende som en definitiv markering af nederlag over hovedet er de to brødres videre vej i livet alt andet end let. Vi møder Nick (en stærk Jakob Cedergreen), da han er midt i 30'erne, konstant ryger ind og ud af spjældet og har et massivt alkoholproblem.

Han lever i vedvarende erindring om den skelsættende episode i barndommen og forsøger med alt, hvad han har - og det er ikke meget - at passe på menneskene omkring sig - hvilket ikke altid fører det bedste med sig.

Han er stadig ikke kommet sig over bruddet med ekskæresten Ana, men får forløsning - eller blot og bar udløsning - hos naboen på herberget, Sofie, der spilles med lige dele sårbarhed og ukuelighed af en fremragende Patricia Schumann.

Nick har først ikke kontakt med sin bror, men ham møder vi i en parallelhistorie. I ham har ”Submarino” sin fineste præstation af den forholdsvis ukendte Peter Plaugborg.

Han fuldender rollen som den martrede narkomanfar, der har intentionerne og viljen på det rette sted og elsker sin søn Martin (eminent fremstillet af den unge Gustav Fischer Kjærulff) over alt, men trangen til heroin er så overvindende, at han intet kan stille op. Da de to brødre endelig får kontakt igen, er det for sent. Som det allerede var fra begyndelsen.

Konsekvent og stramt

At råbe hurra og sjunge, at Vinterberg er tilbage i formen fra ”Festen” er en gammel sang, som ikke skal synges her. Men det er tydeligt, at han i romanforlægget fra Jonas T. Bengtsson har fundet et emne, som han har fundet sig hjemme i.

Og det er måske det, som man har kunnet fornemme mangle i de noget mere mangelfulde mellemliggende film. ”Submarino” er konsekvent, stramt fortalt, og giver os så lidt lise, at det næsten er for meget af det onde.

For meget realisme bliver det desværre også, når Kim Larsens hæse røst runger på lydsporet. Det er en unødvendig præcisering af miseren.

Men hvor er det dejligt at være glad for en film, som man inderligt håbede det bedste for.