En ganske rar mand

En ganske rar mand

Norge, 2010

Instruktion: Hans Petter Moland

1 time 43 min.

Premiere i Grand i København, Øst for Paradis i Århus, Cafè-Biografen i Odense og Biffen i Aalborg

Allerførst: Nærbillede, ultranærbillede af Stellan Skarsgaard en face med et indadvendt, forstenet ansigtsudtryk.

Allersidst: Nærbillede, men ikke helt nær af Stellan Skarsgaard, lettet, frimodigt smilende og en autoophugger, der har skaffet ham af med en bil med et ret kriminelt indhold, men nu presset flad som en pandekage.

Imellem disse to billeder er handlingen spændt ud. I begyndelsen står Ulrik, som Skarsgaard hedder her, foran en fængselsport. Han løslades efter 12 år bag tremmer for et mord og får en formaning med ud i friheden af en gemytlig fængselsbetjent: »Fremad, Ulrik!«

Se dig ikke tilbage, men fremad, og det gør han, men det går langsomt, genvordighederne tårner sig op i denne forsorent humoristiske krimikomedie med øjeblikke så groteske, at de minder om en krydsning af Anders Thomas Jensen og brødrene Coen.

Formidabelt spil

I et surt, klamt, regnfuldt Norge passes Ulrik op af en gammel ven, en fascistisk småforbryder, Jensen kaldet, og ikke uden en vis forslagen charme (aldeles afvæbnende spillet af Bjørn Floberg - overhovedet spilles der formidabel komedie i samtlige roller).

Han har en håndlanger, Rolf (Gard B. Eidsvold), som hele tiden får besked på at holde kæft, skønt han har ret hver gang, han åbner munden.

Ulrik har brummet, fordi han blev stukket af en bror til den mand, han skød, og han skød, fordi manden bollede hans kone, hvad Ulrik ikke brød sig om - dengang.

Nu er han ligeglad, men tilstås af konen (Kjersti Holmen) en enkelt, ekspres-omgang på betingelse af, at han holder sig fra deres søn, der har kæreste og venter barn. Vennerne mener, stikkeren bør nakkes, og at Ulrik er manden. Handlingen går med at varme op til, aflyse og udsætte likvideringen.

Slentre gennem regnen

I mellemtiden installeres Ulrik i et gråt kælderværelse, så trist som den celle, han har sagt farvel til.

Ovenpå bor Jensens søster, en harsk, forbitret, ramponeret kvinde (Jorunn Kjellsby), der serverer resterne af dagens middag for ham, men til gengæld hiver trusserne af og forlanger sig betjent af Ulrik, der støder til, så hun hujer vildt i nærmest religiøs trance under påkaldelse af ingen ringere end Jesus Kristus.

Det bliver for meget for Ulrik, der er varm på bogholderen (Julia Bache-Wiig) i det mekanikerværksted, hvor han arbejder. Men også det går galt, skønt det først går godt, så den arme mand er ilde faren og kan blot slentre gennem regnen.

Men så sker der noget, jeg siger ikke hvad, men fremad kommer han - i et ordentligt spring og med en barnefødsel som pant på den fremtid, som han så smilende ser i møde i filmens sidste billede.

Tavs, men beslutsom

Ikke overraskende er Stellan Skarsgaard helt suveræn som Ulrik, nølende, famlende og fortabt, træt og tavs, men beslutsom, når det skal være, både nærværende og fjern i hvert et øjeblik, som vil han egentlig helst ikke noget - undtagen i forbindelse med sønnen (Jan Gunnar Røise).

”En ganske rar mand” er en prægtig film, sej i trækket, men i sin egen egensindige rytme og et forløb af herligt galgenhumoristiske scener.

Dialogen har underfundighed og sagtmodigt vid, en blanding af bagvendt logik og ren nonsens-poesi i et manuskript mesterligt orkestreret af danskeren Kim Fupz Aakeson.

Det er en slyngelkomedie, men også en skæbneanekdote, der vil overbevise om, at der er chancer selv på bunden af tilværelsen, det gælder bare om at gribe dem.

»Det var et lykketræf,« siger håndlangeren et sted. »Nej, det var et tilfælde,« svarer den vrantne Jensen. »Nej,«, lyder det igen, »for et tilfælde kan være både godt og skidt, et lykketræf er kun godt.«

Den film er ét stort lykketræf.