MollyCam

MOLLYCAM

Danmark, 2008

Instruktion: Aage Rais-Nordentoft

Premiere fredag


Der er næsten ikke noget værre end film, der gaber over mere, end munden kan rumme - i dette tilfælde helt bogstaveligt. Aage Rais-Nordentoft, der i 2003 stod bag den sympatiske, men ikke voldsomt vellykkede "2 ryg og 1 aflevering", har instrueret "MollyCam" en i sit emnevalg grænseoverskridende film om 16-årige Molly (Lea Rønne), der filmer hele sit (hovedsageligt sex-) liv. Molly er kæreste med den noget ældre Zako (Olaf Højgaard), og sammen eksperimenterer de med den unge piges blomstrende seksualitet - alt sammen på film.

Filmens intrige er, at Molly henvender sig til det noget dvaske århusianske politi med en anklage om gruppevoldtægt. Det eneste problem er, at Molly ikke helt kan gennemskue, om hun selv indbød til det og ikke fik sagt nej i tide. Heldigvis (ikke mindst for den midtvejskrisetruede og småliderlige politimand spillet af Kristian Halken) har Molly jo uendelige dokumentationer til rådighed, og disse optagelser beslaglægger politiet for via disse selviscenesættelser at finde frem til sandheden om voldtægten, der dog lige netop har undsluppet linsen.

Filmen veksler mellem politiets nutidsefterforskning - og politimandens krise med konen - og Mollys tilbageskuende optagelser. Optagelserne skal tjene til at vise Molly som en seksuelt udfarende pige, der med struttende bryster og truttende læber måske selv har lagt op til sin skæbne ved at bede Zako arrangere et gruppeknald.

"MollyCam" er baseret på teaterstykket "Dom over skrig" af Christian Lollike, der også har skrevet manuskript til filmen. Og dét kan mærkes. For selv om filmen er film på film, sniger teaterbaggrunden konstant sin påvirkning ind. Uden at have set stykket forestiller jeg mig, at replikkerne, der leveres tungt og deklamatorisk, ligner dem fra stykket temmelig meget. At også Olaf Højgaard var med i teaterversionen, gør ikke tingene bedre.

Filmens andet væsentlige problem er formen. Det er et interessant eksperiment at lade Mollys ubehjælpeligt ringe videooptagelser fylde det meste af filmen, men det er forfærdeligt at se på. Således rammer filmen et punkt, hvor dens realisme (for ja, det er sådan unges egenoptagelser ser ud) snubler over ambitionen og får den stik modsatte effekt.

Ingen af skuespillerne, heller ikke kønne Lea Rønne, får noget rigtig spændende ud af deres roller, og særligt i klimaksscenen, hvor politimanden bruger lidt rejseholdspsykologi på det unge offer, bliver det tydeligt, hvor mangelfuldt forlægget er.

Så hvad der leger kontroversiel undersøgelse af ung seksualitet og voksnes begær, ender som en uforløst våd drøm.