Frihed på prøve
Tiden er gået i stå hos Erik Clausen. Og det gør den også for publikum til hans nyeste film.
Frihed på prøve
Danmark, 2010
Instruktion: Erik Clausen
1 time 44 min
Premiere i dag i biografer landet over
Skulle man være fræk, kunne man hævde, at Erik Clausen hører hjemme i den genbrugsbutik, som dele af handlingen i hans nye film udspiller sig i. I en genbrugs finder man nemlig ting fra gamle dage, der lugter vel mølædt, men som stadig kan besidde en bedaget charme.
Sådan forholder det sig også med Erik Clausen og hans filmunivers. Genkendeligheden er attraktionen, men samtidig også skuffelsen. For hvor interessant er det, at alt er, som det plejede at være for længe siden?
Clausens pointe
I den selvstændige fortsættelse til ”Ledsaget udgang”(2007) er Clausens elskede Vesterbro-betonjungle skiftet ud med Lars Tyndskids marker i Jylland. Her skal den prøveløsladte John (Clausen) redde kastanjerne ud af ilden for sin søn, der har fået et mulatbarn. Og både moren og den erklærede far er temmelig blege i skindet.
Men med replikken »vi mennesker er ens: Vi lugter ens, når vi skider«, får Clausen markeret sin pointe.
Det er ikke svært at finde sprækker i de langt fra perfekte karakterer, som netop gør dem elskelige. Men som film er ”Frihed på prøve” ekstremt svær at holde af.
Langt de fleste skuespillere ser næsten ud, som om de lider, når de afleverer en replik. Det skyldes sandsynligvis, at Clausen er »ude efter det autentiske skuespil, ikke det virtuose«, som han har sagt. Men det er en stor misforståelse at skille disse to ting ad.
Ukendt begavelse
I en birolle ses den stadig ukendte, men enormt begavede skuespiller Peter Plaugborg (”Submarino”), og i alle de scener, han medvirker i, ånder man lettet op og krummer tæerne ud for en kort stund. Han kan nemlig give sin figur liv, integritet, overbevisning og personlighed. Hans figur bliver troværdig, man holder af og med ham, og man har lyst til at se, hvordan det går ham.
Indlevelse er et kernepunkt i den type fiktionsfilm, den samfundssatiriske folkekomedie, som Clausen laver, men udover Plaugborgs karakter, tror man lige så lidt på filmens figurer som på, at Hitler var fredselskende humanist. Forkærligheden for manden på gaden, den uudannede eller uskolede er nok sympatisk, men ikke gangbar som værktøj i underholdning med et budskab.
Et budskab, der lyder, at man skal være fri til at elske og elske at være fri. Se, det tog ikke særligt lang tid at sige vel?
I ”Frihed på prøve” tager det en evighed.