Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Simon & Malou

Simon & Malou er en rodekasse af klicheer om kærligheden. Men enkelte scener er hysterisk morsomme.

Af NANNA FRANK RASMUSSEN

Simon & Malou Danmark, 2009

Instruktion: Theis Mølstrøm Christensen

1 time 34 min.

Premiere 30. oktober landet over

At vi kan lave romantiske komedier i Danmark fuldt på højde med genreprodukterne fra Hollywood, slog Susanne Bier fast i 1999 med ”Den eneste ene”. Man kan godt udfylde en skabelon med intelligent og rammende dialog, gakkede indfald og vittigt spil uden af den grund at fremstille endnu et smagsløst produkt fra pølsefabrikken.

Det er vel det, som folkene bag ”Simon & Malou” har haft i baghovedet, da de begyndte på filmen. Men noget er gået galt.

Ikke mindst puster det til konspirationsteoriernes ild at opdage, at den krediterede instruktør i virkeligheden fungerede som såkaldt 1. assistant director, eller teknisk instruktør, og at Lasse Spang Olsen, der ellers oprindeligt var tilknyttet som instruktør, trak sig tidligt fra projektet efter aftale med producerne. Noget er altså gået galt.

Noget er gået galt

Noget er altså gået galt. Umiddelbart virker det som om, det er på manuskriptplanet, at filmen har haft sine største udfordringer, og starten af filmen fungerer, for at sige det mildt, virkelig dårligt.

Det begynder ellers flot med majestætiske helikopterskud af København, tempoet er skruet op, og musikken er poppet, helt efter bogen. Men så skal de to hovedpersoner støde tilfældigt ind i hinanden, og hvad er sjovere end at lade det kit, der holder deres første møde sammen, være en sædklat?

Man har tydeligvis endnu engang kigget tilbage til slut-1990'erne, hvor Farrelly-brødrenes ”Vild med Mary” brugte det trick til en i bogstaveligt talt hårrejsende joke. Men det er ikke specielt morsomt at se Dejan Cukic tabe et bæger sædceller ned over Tuva Novotnys læderstøvle, til nøds mere irriterende end kedeligt. Og så gør forudsigeligheden i historien ikke ligefrem begejstringen meget større.

Det er enkelt, mand møder kvinde, først opstår katterjammer og derefter sød musik. Og det er ikke at afsløre for meget.

Til gengæld reddes filmen af et par hysterisk morsomme scener, hvor Cukic folder sig ud på fri slap stick- line. Han kan efter et uheld ikke bruge sine arme, og det skaber vanskelige situationer for manden, når han for eksempel skal på toilettet. Denne gang slipper vi dog for at se noget til kropsvæsker, men nøjes med at være vidne til hans mildt sagt besværlige kamp for at beholde værdigheden. Hvad han naturligvis ikke gør. Filmen gør sig bedst, når den lader sig inspirere af de gamle screwball-komedier og Charles Chaplin-gak gak, men det gør den desværre alt for lidt.