Appaloosa

Ed Harris er tro mod genren i fremragende western, der har Viggo Mortensen i en hovedrolle.

Artiklens øverste billede
Viggo Mortensen - har hovedrolle i Appaloosa. Foto: Lorey Sebastian/Newline.

APPALOOSA

USA, 2009

Instruktion: Ed Harris

1 time, 54 minutter





Dette er variationer over et tema, men temaet er slidstærkt og variationerne originale, så man er fremragende underholdt.



”Appaloosa” er en klassisk western, der hengivent formidler genrens visuelle storhed, dens enkle konventioner og fortæller sin historie, som om (næsten) intet var hændt siden John Fords og Howard Hawks store, episke billedfriser, der løftede den gennemsnitlige western op i det sublime, suppleret med bramfri humor, barsk poesi og maskulin mystik.



Som hos Hawks er også her venskabet mellem mænd handlingens omdrejningspunkt. Og som så ofte før ankommer et par selvbevidste, statuariske herrer, hvis adfærd ikke står til diskussion, til en støvet flække, der tyranniseres af en gangster (Jeremy Irons - fremragende, farlig og flabet).



Lavmælte Mortensen

De to venner er lige så skrappe som ham, men på den rigtige side af loven: »Mit arbejde er ikke at slå folk ihjel. Jeg opretholder lov og orden. At slå ihjel er nogle gange et biprodukt,« siger Virgile Cole, der spilles af instruktøren, Ed Harris, selv med en flegma, der bringer Yul Brynner i erindring, og samtidig en eruptiv, skræmmende voldelighed. Den anden, Everett Hitch, spilles af Viggo Mortensen med sin efterhånden velkendte, distante, men lavmælte diktion og en sensitiv eftertænksomhed, der gør ham til historiens overordnede bevidsthed og fortæller. »Ved du, hvorfor du ikke er så skrap som mig og dem, vi er oppe imod?« spørger Virgil ham og svarer selv: »Fordi du har følelser.«



Makkerskabet er så rodfæstet, at pauserne i deres ordknappe dialog siger lige så meget som replikkerne - eller mere. De er indforstået med hinanden, udveksler sigende blikke og nik og klæder hinanden: Den ene, Virgilimpulsiv og handlekraftig, den anden, Everettpåpasselig og reflekterende. Således har Virgil besvær med udtalen af vanskelige gloser, men suffleres af Everett: Civilisationen er ved at fødes, men ikke forløst - endnu.



En femme fatale

De hyres som sheriffer i den støvede by Appaloosa i New Mexico i 1882 og får efter megen turbulens og et farligt besvær sat skik på stedet. Hertil ankommer der også en dame, Allie, (Renée Zellweger, der med sit erotisk skælmeri er det helt rigtige valg til rollen). Hun fører sig som dame og vil behandles som dame, men viser sig som noget af en femme fatale og beregnende gold-digger. Hvad hun søger, er beskyttelse, lige meget af hvem, hun vil hytte sit skind i et råt miljø.



Hende falder Virgil for, og det er nær ved at føre ham i ulykke, men han er lovligt undskyldt, mener han, for skønt midaldrende har han aldrig været i lag med andre kvinder end ludere og indianer-piger.

Kendte skabeloner





Handlingen skal ikke refereres i detaljer. Den respekterer de kendte skabeloner, der oplades med kontant og konstant energi og opfindsomhed, og den afklarer håndfast sine moralske dilemmaer uden dog at sigte imod den intellektuelle spændstighed og stringens som prægede ”3.10 til Yuma” (2007). Der veksles harmonisk mellem de dramatiske scener og de afslappede, begivenhedsløse øjeblikke, som forlenes med en sjælden intensitet og lurende farlighed.



Tilsvarende er billederne klare, ofte holdt i rene, mejslede linjer, så at the West møder øjet med sin på én gang forjættende skønhed og sin melankoli og ensomhed.



Kameraarbejdet er pointeret og rytmisk, men upåfaldende som også de få vigtige, men diskrete symboler. Ed Harris' kærlighed til genren er så nidkær, at han inddrager samtlige de basale western-elementer: Den isolerede farm, hvor de skulende, afrakkede gangstere med flosset skæg holder til, den lovløse by i udvikling, de storslåede vidder, indianerne, jernbanen - det altsammen!



Det er dybt tilfredsstillende. Skønt at skulle begynde årets biografture med så herlig en oplevelse!



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen