Blå mænd
Komedien ”Blå mænd” lader meget tilbage at ønske. Der er intet usædvanligt, rørende eller overraskende over handlingen.
BLÅ MÆND
Danmark, 2008
Instruktion: Rasmus Heide
1 time 21 min.
Premiere i dag i biografer landet over
Jesper Jensen (Thure Lindhardt) er en rigtig skidt fyr. Han snyder sine kolleger og behandler sin kæreste dårligt - men pengene fosser ind i det lækre designerhjem, og chefen elsker ham.
Man fryder sig derfor, da han kører spritkørsel og straffes med seks ugers samfundstjeneste. På en losseplads! Her møder han nogle typer, der ligger langt fra de seje og selvfede karrieremennesker, der plejede at være hans omgangskreds, og han lærer nye sider af sig selv og møder endda en sød pige.
På en skala fra 1 til 10 over dybsindige plots ligger ”Blå mænd” på en flad etter. Der er intet usædvanligt, rørende eller overraskende over handlingen, men det er vist heller ikke meningen.
For som filmens instruktør Rasmus Heide skriver i pressematerialet, er det filmens primære formål at underholde. Heide og manuskriptforfatteren Mick Øgendahl vedkender sig filmens simplificerede univers, men påstår samtidig, at de ikke går efter laveste fællesnævner. Det kan dog diskuteres.
Karikaturer
Først og fremmest formår ”Blå mænd” på sine bare 81 minutter at fornærme alt og alle: Bøsser er per definition nogle kvindagtige typer, der stemmer deres s'er, mens lesbiske er grove og mandhaftige. Offentligt ansatte er dovne, kvindelige sekretærer har lav selvtillid og hængebryster, og de smukke kvinder er snerpede bitches, der dømmer piskefløde ude og mascarpone inde.
Det kan man så vælge at lade sig provokere af, eller man kan bare synes, at det er indskrænket.
Lyhnes to minutter
Filmens største problem er dog, at den ikke er sjov. Og det er jo alvorligt, når man først og fremmest vil underholde.
Thure Lindhardt er en dygtig skuespiller, men komedien er ikke hans force. Anderledes gælder for Mick Øgendahl, men hans stand-up-stil egner sig dårligt til det store lærred.
Så er der resten - et imponerende opbud af navne: Troels Lyby, Sidse Babett Knudsen, Jens Jørn Spottag, Claes Bang, Mia Lyhne, Martin Brygmann og Beate Bille.
Af dem er det især de kvindelige roller, der vækker smil. Sidse Babetts drømmende lossepladsarbejder er det umuligt ikke at holde af, og Mia Lyhnes to minutter er muligvis filmens bedste.
De resterende 79 er der dog ikke meget at grine af. Hvilket er temmelig paradoksalt, når Mick Øgendahl i pressematerialet skriver, at han har set mange film, hvor han fik indtryk af, »at kun instruktør og skuespillere har fået noget ud af det«. Det er nemlig nøjagtig det indtryk, ”Blå mænd” efterlader.