DET LEVENDE SLOT: Instr. Hayao Miyazaki
Storslået og ambitiøst tegnefilms-epos fra den japanske mester, Hayao Miyazaki.
DET LEVENDE SLOT
(Hauru no ugoku shiro)
Japan 2004
Instruktion: Hayao Miyazaki
1 time og 59 minutter
Premiere i Grand, Palads og Cinemaxx
i København, Bio City og Cinemaxx
i Århus, samt landet over.
Der er folk, der laver tegnefilm. Og så er der den nu 64-årige japaner Hayao Miyazaki, der for fire år siden fik sit definitive vestlige gennembrud med den Oscar-belønnede "Chihiro og heksene". Hvad han kan og vil, også her i efterfølgeren "Det levende slot", er i forhold til flertallet af andre tegnefilm, hvad Akira Kurosawas samuraifilm var i forhold til brødrene Øbberbøv.
Visuelt er det i sig selv overdådigt. En suveræn og ubesværet blanding af klassisk håndtegning og nymodens computergrafik, der stilistisk spænder fra typisk japansk animationsstil med pangfarver, store øjne og strithår til et blidere, let nostalgisk univers, som da Walt Disney var ung, underlige himstregimsmaskiner a la Terry Gilliams bizarre vignetter i de gamle Monty Python-episoder, samt ikke mindst kolossale panoramaer og slagscener, der giver selv Peter Jackson og "Ringenes herre" kamp til stregen. Men også til tider med en skræmmende uhygge og voldsomhed i udtrykket, som i vestlige tegnefilm næppe har mange andre pendanter end Gerald Scarfes indslag i Pink Floyd-filmen "The Wall".
Dermed er sagt, at det næppe er en film for helt små børn. Også fordi handlingen, der både er ret indviklet og udvikler sig efter sin egen uforudsigelige magi, ikke er helt let at følge med i. Til gengæld er der midt i dramatikken også en egen spøjs humor og passager af sødme og romantik, som bør gå rent indhos de lidt større - for slet ikke at tale om deres voksne.
Psykologisk fabel
Vi er i et på samme tid idyllisk og frådende militærbegejstret land, som mest af alt ligner England omkring krigsudbruddet i 1914 - filmen er baseret på Diana Wynne Jones' roman "Howl's Moving Castle" (dansk titel: "Det magiske slot"). Men samtidig er der magi i luften, både ude i naturen, hvor den frygtede Ødeheks holder til, og lige rundt om byen, hvor troldmanden Haurus forunderlige, vandrende skrammelslot bevæger sig vraltende afsted. Og her havner den lille hattemagerske Sophie, da hun er kommet til at fornærme Ødeheksen, og som straf trylles om til en ældgammel grim kone.
Det viser sig midt i filmens håndfast iscenesatte skildringer af krigens gru - som Miyazaki dog også er æstet nok til at fremstille formidabelt flot - at være historiens grundlæggende tema: At ingen er hvad de ser ud til, og at ingen heller behøver blive ved med at være, som man først opfatter dem.
Hverken den bly Sophie, der viser sig at have større kræfter, end nogen anede, den af en troldmand at være i virkeligheden ret sky og konfliktsky Hauru eller den i længden mere og mere harmløse Ødeheks.
Det er en psykologisk fabel nok så meget som en krigsfilm og et eventyr. Og altså en storslået filmoplevelse, med mere grandiost format og større menneskelig troværdighed end mange film med levende skuespillere og virkelige kulisser.
Hertil tjener i den danske version også, at man har investeret i et A-listehold af stemmer, der under Chresten Speggers' ledelse agerer med et engagement og en skuespilkunst, som spillede de Shakespeare i fuld figur på Det Kongelige Teater: Sofie Gråbøl som Sophie, Lars Mikkelsen som Hauru, Susse Wold som Ødeheksen, Daniel Kromann som troldmandslærlingen Markl og en meget morsom Preben Kristensen som den temperamentsfulde ilddæmon Calcifer.
Abrupt afslutning
Helt hjem kommer fortællingen i filmen ikke. Miyazaki snyder på vægten ved på samme tid at opbygge en kompliceret intrige og så undervejs ofte se stort på den i et magisk univers, hvor alt kan ske - altså så at sige at ville være logisk og ulogisk på samme tid. Af samme grund kommer slutningen til at virke lidt flad og abrupt efter al den mægtige opbygning i filmens første del.
Men desuagtet er det en filmoplevelse i særklasse, en mesterinstruktørs magtdemonstration af, at tegnefilm både kan have genrens traditionelle troskyldighed i behold og tage vægtige emner op i det helt store format. Ligesom eventyr i øvrigt.