Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street

SWEENEY TODD

- Den djævelske barber fra Fleet Street

(Sweeney Todd - The Devil Barber Of Fleet Street)

USA 2007

Instruktion: Tim Burton

1 time 56 minutter

Premiere i dag i biografer landet over


Johnny Depp synger ikke særlig godt, og hans påtagede engelske accent er ikke særligt stabil. Derudover forstår man til gengæld sagtens, at han er blevet Oscar-nomineret for sin titelrolle i ”Sweeney Todd”.

Nok har det da været sjovt at se ham klovne rundt i ”Pirates of the Carribean”-filmene. Men som den hævngerrige barber i det tidlige 1800-tals London, der slagter sine kunder, hvorefter hans kvindelige partner bager lækre tærter af ligene, har han fået sin bedste, for ikke at sige mest kødfulde rolle i mange år.

Todd ligner kulminationen på de tragiske outsidere, Depp har spillet i efterhånden mange film, ikke mindst med Tim Burton som instruktør. Barberen er på samme tid offer, hævner og efterhånden også desperado, der blot vil tage livet af alt og alle, men bliver af Depp spillet med en ømhed, så man alligevel føler med ham hele vejen til helvede.

Musikken er i vejen

Dog er det langt fra kun Johnny Depps forestilling. Tværtimod er det også én af det uregerlige og ikke altid lige stabile kæmpetalent Tim Burtons allerbedste film, hvor et røgfyldt, mørkt og klaustrofobisk London mest af alt ligner en tidlig udgave af Gotham City i Batman-filmene.

Helt løbe fra sine teaterrødder kan filmen ikke. Mærkeligt nok er det i øvrigt første gang i over 40 år, nogen har turdet binde an med at filmatisere et værk af USA's største nulevende musicalkomponist, den nu 77-årige Stephen Sondheim.

Og selv om Burton har saneret en del i musikken, er der stadigvæk så meget af den, og så mange numre, der standser handlingen, at filmen ikke altid flyder lige jævnt. Men når den gør, er det med en nådeløs kraft frem mod den halvtragiske slutning, som synes umulig at stå imod.

Vi æder hinanden

Filmen er - mildest talt - ikke for folk, der har svært ved at se blod. Meget af det.

Hvad der imidlertid også er lykkedes imponerende for Burton med hans anlæg for det groteske og morbide, er at ramme en tone, der på én gang er ond, vittig og bevægende.

Sondheims sorte fabel om, hvordan kapitalismen bogstavelig talt er grundlagt på, at vi slagter og æder hinanden, ligger nok under handlingen, men uanset de mageløse kulisser og makabre detaljer bliver filmen nok så meget et kammerspil med levende mennesker.

Depp er fremragende, men Helena Bonham Carter som den driftige tærtebagerske Mrs. Lovett er endnu bedre. Det er i sandhed mange år siden hun mest var et lille forknyt nips i engelske kostumefilm.

Alan Rickman er så slebent ond som nogensinde som den lede dommer Turpin, og Sacha Baron ”Borat” Cohen er som en uheldig kollega til Todd et lille show i sig selv - så længe han får lov til det. Verden er et blodigt galehus, og det er et meget spinkelt vindue af tilfældigheder, historien lader stå åbent, for at de unge og uskyldige måske får lov at overleve.