De fortabte sjæles ø
Nikolaj Arcel har skabt den bedste metafysiske gyser siden Carl Th. Dreyers Vampyr.
De fortabte sjæles ø
Danmark 2007
Iinstruktion: Nikolaj Arcel
Efter sin dundersucces med Kongekabale (2004), den bedste danske, politiske thriller nogensinde, har Nikolaj Arcel åbenbart haft lyst til noget helt andet: En metafysisk gyser, og De fortabte sjæles ø er den bedste danske i den genre siden Carl Th. Dreyers Vampyr (1932).
Mor (Anette Støvelbæk) bliver skilt fra far og flytter med sine to børn, Lulu på 14 og Sylvester på 12 til Broby. Lulu er vild med magi. Der skal skrappe sager til for at sætte kulør på en træls provins-hverdag. Den blegner og fortoner sig da også, da lillebror skifter identitet. En over hundrede år gammel afdød, hvis ånd ikke kan finde hvile, tager bolig i ham.
Ånden er rar og foruroliget og hiver de to søskende ind i en djævelsk kamp om intet mindre end verdensherredømmet, som en infam, ond nekromancer vil overtage. Men han mangler nogle få sider ikke blade af Satans bog, men af et okkult skrift, Logebogen, som han har forsøgt at få fingre i godt 100 år tidligere.
Mellem ham, Lars Mikkelsen, hyllet i sort kappe, skaldet, bleg og med hult, ondt stirrende øjne, og børnene står den rasende kamp til vands, til lands og i luften, ja, endda i en uhyggelig underjordisk hule, en art parodi på Aladdins. Nekromanceren har overtaget og bestemmer farten, og den er høj, men godt hjulpet af en Georg Gearløs-agtig opfinder, en troskyldigt afvæbnende Nikolaj Kopernikus, får børnene undertvunget mørkets magter og går fortrøstningsfuldt mod en ny dag i det nu knapt så trivielle liv i Broby.
Medrivende spænding
En stor del af filmen udspilles i tykt mørke, men billederne er designet efter alle eventyrets skabeloner og gruelige gotiske formationer. Hver en scene, hvert et billede emmer af mystik, magi og fantasi.
Handlingen holder et drastisk tempo, veksler brat og eskalerer effektivt, og det er både underholdende og medrivende. De tre børn gør glimrende fyldest i afslappet stil og anspændte attituder. Især er Sara Langebæk Gaarmann et fund: Nærværende, mut, mild, tænksom, køn og til stede i billedet med helt sin egen magi.
Og dog er der et problem, som efterhånden er generelt i dansk film: ca. en fjerdedel af replikkerne mumles eller raspes, så de ikke er til at opfatte. Er det skuespillerne, instruktøren eller lydmanden, der svigter? For et alvorligt svigt er det.
Bortset fra det, hopper man på fra første billede, for filmen flintrer over lærredet som medrivende spænding, det store kolde gys og den absolutte vinterferie-oplevelse for både børnebørn og bedsteforældre og alle os andre, der stadig tror på mystik og gode og onde ånder. For der er mere end nok mellem himmel og jord!