VANILLA SKY: Inst. Cameron Crowe

VANILLA SKY
Instruktør: Cameron Crowe
USA 2001
Længde: 2 timer
Premiere i dag i Dagmar, Palads, Palladium, CinemaxX og Empire samt 45 biografer landet over

Verden er uretfærdig. Mens spanske Alejandro Amenábars psykologiske thriller "Open Your Eyes" (1997) end ikke blev fundet værdig til dansk biografdistribution, udsendes Cameron Crowes på mange måder inferiøre, amerikanske genindspilning i ikke færre end 50 kopier.

Årsagen er simpel. I den nye version spilles hovedrollen af Tom Cruise. Og det gør den amerikanske stjerne på sin på sin helt egen facon, frit fluktuerende mellem det selvfede og det uudgrundelige.

Hvilket for så vidt passer fint til rollen som super-yuppien David Aames, der indledningsvis ligner en figur løftet direkte fra "American Psycho".

Davids øgenavn er Citizen Dildo og hans største bekymring i tilværelsen er, hvordan han får lempet sin blonde elskerinde (Cameron Diaz) ud ad døren, inden hun begynder at føle sig for godt hjemme i den luksuriøse ungkarlehybel på Manhattan.

Da en ikke mindre attraktiv brunette (Penélope Cruz) dukker op til Davids fødselsdagsfest, sker der imidlertid ting og sager. Ikke engang det faktum, at den skønne Sofia ledsages af Davids bedste ven, stopper hans kurtisering.

Men der er ikke langt fra forgabelse til fortabelse for den stakkels mand. I filmens rammefortælling krydsforhøres David af en emsig psykiater (Kurt Russell), der kan fortælle, at han er anklaget for mord. Og ikke nok med det: Den unge playboys ansigt er så vansiret, at han er blev udstyret med en ansigtsprotese, der får ham til at ligne et kryds mellem Elefantmanden og Hannibal The Cannibal.

Så er scenen ellers sat for en gennemført hallucinatoriske thriller, hvor fortid og nutid, drøm og virkelighed, umærkeligt glider over i hinanden.

Manden i midten

På sine steder virker det næsten som om, Cruise er tilbage i Kubricks "Eyes Wide Shut", hvor skuespilleren ligeledes gik på opdagelse i sine egne drømme.

Salig Hitchcock rumsterer også i baggrunden, og som i "Vertigo" har hovedpersons højdeskræk en ikke uvæsentlig indflydelse på handlingen. Og præcis som den gamle mesterinstruktør spejler Crowe en blondine og en brunette - med fatale konsekvenser for manden i midten.

Crowes indgang til historien er dog langt mere (post)moderne og poppet. Instruktørens kærlighedsforhold til rockmusikken (manifesteret ganske eftertrykkeligt i sidste års selvbiografiske "Almost Famous") bliver nærmest et af filmens ledemotiver, og ikke kun på lydsporet.

På billedsiden er der mere eller mindre raffinerede, men gennemgående fuldkommen overflødige vink til alt fra Bob Dylan til Björk. Crowe omtaler selv sin film som en coverversion, men derfor havde han ikke behøvet at spække den med pop-referencer. Instruktøren smager næsten for meget på sig selv, men dét passer selvfølgelig fint til medproducent Cruises narcissistiske udfoldelser på lærredet.

Ellers har Cameron Crowe været ganske tro over for forlægget, og nogle af de mest uforglemmelige scener fra "Open Your Eyes" er også dem, som står stærkest i "Vanilla Sky".

En indledende mareridtsscene, hvor Cruise - midt i myldretiden -løber rundt på et fuldkommen øde Times Square i New York er ikke mindre foruroligende end Amenábars mennesketomme Gran Via i Madrid.

I filmens finale - optaget på taget af en skyskraber - er Crowes film helt utilsigtet blevet tilført en ekstra dimension, for i baggrunden knejser de to tvillingetårne i al deres skråsikre vælde.

Trods enkeltstående stærke scener og overvældende tableauer forbliver "Vanilla Sky" en eftersnakkende om end ganske kuriøs kopi. Når det gælder konspirationer og paranoia, drømmesyn og mareridtsvisioner, er David Lynch stadig ene mand på tronen, men undervejs kan man da nyde synet af Penélope Cruz, der i en reprise af sin rolle fra "Open Your Eyes" leverer sin nok bedste engelsksprogede indsats til dato.