DE GRØNNE SLAGTERE. Instr: Anders Thomas Jensen

DE GRØNNE SLAGTERE
c
Danmark 2003
1 time 39 minutter

Der er dårlige film, der er ligegyldige, fordi de intet vil og intet kan - og der er dårlige film, der er mislykkede, men interessante, fordi de i hvert fald vil noget. "De grønne slagtere" er det sidste.

Den interesserer - og den er mislykket. Den er det på et niveau, hvor man gider tage den alvorligt, men den mangler format, og den mangler også det elementært underholdende, som "Blinkende lygter" havde i så rigt mål. Og så formår den ikke at fængsle i den form, som Anders Thomas Jensen har pakket emnet ind i. Men måske er det en film, som instruktøren skal have ud af systemet, før han kan komme videre og skabe den fremragende film, jeg tror, han har i sig, og som ikke mindst hans tre Oscar-nominerede kortfilm ("Ernst og Lyset", "Wolfgang" og "Valgaften") har givet løfter om.

Det forekommer i hvert fald, som om denne film vil alt, alt for meget, så resultatet er blevet tænderskærende indædt, og dermed tabes "budskabet" i "De grønne slagtere"s historie om to slagtersvende, der gør alt for at fastholde succesen med deres nyåbnede forretning, om det så skal koste andre mennesker livet.

Det grumt ironiske i historien, der er langt bedre tænkt end realiseret, er, at slagtersvendene fejltolker årsagen til succesen med de kylle-ryller, de noget tilfældigt får succes med, for det viser sig, at succesen slet ikke skyldtes kødet, men derimod marinaden, men før fejltagelsen er opdaget, har adskillige mennesker mistet livet.

Stilen virker ikke

De er "parat til at slå ihjel for at blive elsket," har Anders Thomas Jensen for nylig sagt om filmens hovedpersoner og mener dermed at trække en sat-på-spidsen parallel til nutidsdanskerens feberhede krav om succes-mig-her og succes-mig-der, succes-for-enhver pris. Fint nok tænkt og villet, hvis blot filmen havde formået at chokere os til umiddelbart at fatte dette, til midt under grinet at stivne i erkendelsen.

Men den valgte stil virker slet ikke efter hensigter. For nok overspilles der dygtigt af både Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, men deres ramme er alt for naturalistisk, og kun Ole Thestrup falder godt til rette i filmen.

At give publikum den ønskede indsigt indsigt kræver en anden form, måske en form, hvor det makabre ender i det groteske eller i det lettere absurde. Musicalformen måske, som Stephen Sondheim viste det i "Sweeney Todd" om den grumme barber fra Fleet Street, der lystigt myrdede sine kunder, eller måske farcen, som i John Hustons mesterlige "Familiens ære" med Jack Nicholson og Kathleen Turner som professionelle mordere.

I hvert fald lykkes det ikke for "De grønne slagtere" at chokere os til den ønskede erkendelse. Der er masser af mord, men alt for lidt morskab.