Filmanmeldelse: Mesterlige Malmros

AT KENDE SANDHEDEN
Danmark 2002
Instruktion: Nils Malmros
1 time og 38 min.
Premiere i dag

At kende sandheden" er Nils Malmros' niende film. Heraf er de otte lavet på 29 år - med den Jean Vigo og Francois Truffaut inspirerede skolefilm "Lars Ole 5.C" (1973) som det egentlige gennembrud efter talrige genvordigheder - frem til det stort anlagte skæbne- og kærlighedsdrama "Barbara" (1998). Med den var Malmros på udebane og fik uafgjort.

Nu er han tilbage og vinder suverænt på hjemmebane: Barndomsbyen Århus, der også er hans voksne livs operationsbasis, og miljøet omkring Århus Kommunehospital og endelig - som så mange af hans foregående - en film, der spinder sin virkelighed ud af erindringen. Men denne gang ikke pubertetens foruroligende, konturløse sansninger, flygtige fantasier, vågnende seksualitet og gryende forelskelser, som Malmros tidligere har skildret med så enestående en indlevelse, at hans film trods deres bevidste provinsialisme hører hjemme på et sjældent og eksklusiv kvalitetsniveau, hvor de mageligt måler sig med det allerbedste ude fra den store verden.

Autentisk

Denne gang fortæller han en i strukturen autentisk historie fra den voksne verden, idet han fordyber sig i sin fars liv, skæbne - og karakter. En fortælling om en voksens mands umulige valg, hans blokerende dilemmaer lige fra barndom til den sene alderdom. Historien om Richard Malmros, der var neurokirurg og som sådan blandt de allerdygtigste og mest respekterede, er vel efterhånden oprullet så mange gange i de seneste ugers interviews med sønnen og foromtaler af filmen, at den ikke behøver repeteres i en anmeldelse.

Derfor blot dette: Brugen af kontrastmidlet Thorotrast, der var nødvendigt for at svulster og blodpropper kunne lokaliseres på røntgenbilleder af hjernen, var en livslang anfægtelse og bekymring for Richard Malmros, da han vidste, at stoffet kunne fremkalde kræftsygdomme mange år senere. I hans alderdom kom der retssager fra kræftramte, tidligere patienter, hvis liv han dog havde forlænget med flere årtier. Med stor sensationslyst, nyfigenhed og aggression blev sagen snuset op af pressen, hvad der forpestede og formørkede den gamle læges sidste år, skønt han intet havde at bebrejde sig selv og da heller ikke modtog nogen offentlig kritik. Tværtimod: Han forblev en højt respekteret autoritet.

Det er denne historie, sønnen, der kom sin far nærmere end nogensinde, mens sagen rullede, fortæller. Samtidig har han så meget andet at sige. Derved forvandles historien fra en privat tragedie til et alment, lidenskabeligt, mørkt drama om en mands karriere, hans udvikling fra barn til voksen, til beundret ekspert og siden en jaget olding.

Mørkt drama

Historien begynder i Esbjerg, hvor Richard Malmros vokser op i et splittet miljø: Forældrene er fattige, faderen arbejdsløs og lettere fordrukken, moderen kærlig og klog, men afmægtig. Heroverfor står så en stærk, kølig, krævende mission, repræsenteret ved den lokale præst og Richards tante, der driver et vaskeri, hvor han er bydreng. Tantens stramtandede, følelseskolde missionske indstilling vækker latter i biografen, og hun er da også det nærmeste, filmen kommer en karikatur. Ikke fordi hun ikke er livagtigt skildret, men hun er så farisæisk, at figuren i sig selv - som den eneste - balancerer på kanten af det parodiske.

Men - og det er den barske og skæbnesvangre pointe - der er ikke noget at grine af! For det er ikke moderens omsorgsfulde, skønsomme væsen, men tantens, der inkarnerer sig i nevøen, blot uden de missionske gevanter og attituder: Hans pligtfølelse, hans ubøjelige vilje, hans indædte stædighed, hans benhårde arbejdsmoral, hans ubønhørlige, næsten uoverkommelige krav til sig selv og andre, hans kompromisløse samvittighedsfuldhed og deraf følgende nagende samvittighedskval, da Thorotrast-sagen kører - alt sammen er det en ubevidst arv fra tantens missionske tro og hendes stærke, kølige karakter. Samtidig er hans mor til stede, men som en slags biperson, i han opmærksomme, omsorgsfulde, på en gang reserverede og hjertelige forhold til patienterne - og til kone og børn, hvor hans bundne varme i sjældne, forunderlige øjeblikke bryder ud i lys lue.

En autoritet

Som så mange andre i den generation gør han en regelret karriere og bliver en autoritet på sit felt med en anerkendt afdeling, hvor han dog får kollegiale problemer på grund af sit dominerende væsen. Han har svært ved at lade andre komme til, især en ung reservelæge Riber (sikkert spillet af Michael Asmussen som yngre og Waage Sandø som ældre) bliver et på flere niveauer truende problem, selv om manden har den bedste vilje.

Men vil Malmros bestemme, så har han dog intet valg i sit livs afgørende situationer, hvad der bliver en del af tragedien: Tanten bestemmer, at han får sin vilje og bliver læge, men først da hun selv har brug for en; han bliver gift, fordi pigen vil det, han vil have en anden. Han ville have et andet speciale end neurokirurgi; han ville bruge at andet stof end Thorotrast, men havde intet valg.

Heller ikke da sagen dukker op i pressen og han, der nu er 80, begiver sig på en formålsløs, fortabt vandring ind i de gamle journaler, kritisk assisteret af sin søn (fint og afdæmpet spillet af Søren Østergaard). Dette er altså historien tre faser: Barndom i Esbjerg, den voksne mands familieliv og karriere i Århus, den gamle mands ensomme smerte, da sagen ruller. Alle faser væves sindrigt ind i hinanden, så at vi ikke får historien kronologisk, men brudt op, så at mønsteret langsomt toner frem.

Bevægende

"At kende sandheden" er en bevægende og medrivende film fra første til sidste billede. Den er holdt i Jan Weinckes betagende smukke sort-hvide fotografering, som i subtile lys-skygge-kompositioner skaber et særligt drømmeagtigt skær over barndommens truede kådhed og usikre frihed, siden et snævert rum af skæbne og uafvendelighed omkring den voksne og aldrende Malmros. Desuden kalder billederne mindelser frem om stærke, levende danske film: Grønlykkernes "Balladen om Carl Henning" (1969) og Henrik Stangerups: "Giv Gud en chance om søndagen" (1970). Ja, både den lige akkurat antydede sendrægtighed i spillestilen og roen i de asketiske, under tiden næsten stiliserede billeder leder tankene hen på Dreyers skæbnedramaer.

Endelig og som noget aldeles afgørende: Der spilles både besættende godt og dybt tilfredsstillende i samtlige roller: Jens Albinus har aldrig været bedre end her i rollen som den modne, tillukkede og dog så lidenskabelige Malmros, og William Rosenberg skaber med sine mejslede ansigtstræk og med aristokratisk reservation et afmålt, hjertegribende portræt af den sårede, bekymrede, jagede gamle overlæge, der på fortvivlelsens rand dog har værdigheden i behold.

Der laves mange gode danske film i disse år, og de får deres velfortjente succes hos både kritikere og publikum - og på festivaler! Men denne hæver sig op på et niveau så sjældent, at vi er nær på det mirakuløse; den er lige så anderledes, som instruktøren er anderledes og sjælden. Nils Malmros har altid hørt til de bedste, det har ingen betvivlet. Efter min mening den allerbedste! Er jeg mon alene om den vurdering?