LILJA 4-EVER: Instr. Lukas Moodysson

LILJA 4-EVER
Instruktion:
Lukas Moodysson
Sverige 2002
1 time og 49 min.
premiere i dag.

Lilja er 15-16 år og bor i et forfaldent, trøstesløst kvarter af uddøde betonkarréer et sted i Rusland. Alt er den rene elendighed: Hendes mor har fået hende ved et uheld og betragter hende som en ulejlighed; derfor kommer Lilja ikke med, da mor rejser til USA, skønt hun har glædet sig. Hun er grædende og ikke til at trøste, og værre bliver det, da hun af en galsindet og vranten faster gennes hen i en fugtig, ulækker lille lejlighed, hvor hun må klare sig selv. Penge har hun ingen af, ingen venner, ingen familie, ingen ting og slet ingen fremtid.

For dog at få brød på bordet kaster hun sig et par gange på fasterens hjerteløse anvisning ud i prostitution og udsættes for en rå og iskold seksualitet. Det er til at brække sig over, men penge får hun da og kan bespise sin eneste fortrolige, den fire-fem år yngre Volodya, en vanrøgtet og mishandlet knægt, der er godt lun på hende og fuld af pessimistisk klarsyn og lammende desillusion. Sammen råhygger de og sniffer lim og pjatter og drømmer.

Den flinke fyr...

Så løber Lilja ind i en flink fyr med tilsyneladende reelle hensigter og en rød bil. Generøst han inviterer hende til Sverige, hvor han arbejder og foregøgler hende en tryg og velbeslået fremtid. Hun bider på krogen og ender som sexslave i en svensk storby.

Lilja har et billede, som hun tager med, hver gang hun er i opbrud: En lysende engel, der følges med en lille pige på en farefuld færd. Hun beder også Fadervor foran det og trøster sig i en ren, enfoldig gudstro. Men Gud svarer hende ikke. Hvad instruktøren har betonet.

Blot har instruktøren mere at skulle have sagt end Gud i sin historie, hvor han jo selv er Gud. Og han kunne sagtens være kommet den ulykkelige Lilja til undsætning.

I stedet synes den hele film kynisk optaget af hendes - og drengens - nedværdigelse, nød, smerte, håbløshed og elendighed, der ikke kan blive grusom og hensynsløs nok. Og som al kynisme slår også filmen mod slutningen om i vammel sentimentalitet.

Modbydeligt resultat

Nogle vil nok finde filmen rystende og nærgående i dens skrappe, kompromisløse, ildelugtende socialrealisme. Selv finder jeg det frastødende at sidde og glo på, hvordan totalt magtesløse mennesker tvinges ned i sølet og brutalt tværes ud. For det er nu engang sådan, at selv om den nøgne lidelse, den destillerede ondskab nok findes, så kan ingen af delene skildres kunstnerisk troværdigt, hvis ikke kunstneren på en eller anden måde giver til kende at være på håbets og livets side. Ellers bliver resultatet modbydeligt.

Det synes jeg, den film er - til trods for åbenlyse formelle kvaliteter, især de to hovedpersoners tilstedeværelse på lærredet: Som Lilja er Oksana Akinsjina på en gang en forrådt lille pige og en voksen kvinde. Hun har et ansigt så renfærdigt som en engels, og det lyser af sødme og livsmod, som knækkes. Hun kan klare op i et bedårende smil, men også lukke sit ansigtsudtryk om usigelig pine og ubodelig sorg over de vilkår, der bydes hende.

Også Artion Bogutjarskij er som drengen Volodya totalt afvæbnende. Et forsømt barn, som følelseskulde og umenneskelige forhold har gjort ældet og træt til døden, før han er voksen, men samtidig har han et overskud og en gammelklog visdom, der går lige til hjertet.

To stjerner alene på grund af de to unge skuespillere, hvis smerte bliver siddende i tilskueren længe efter, filmen er forbi. For med sin kynisme og sin sentimentalitet, sin uafladelige kredsen omkring det ækle, f.eks. den afstumpede og voldelige seksualitet, har den ikke fortjent mere end en enkelt.