THE PASSION OF THE CHRIST: Instr. Mel Gibson

THE PASSION OF THE CHRIST
Instruktion: Mel Gibson
USA 2004
2 timer og 6 min.
Premiere fredag

Kristendommen har et problem, der nærmer sig en tragedie: Tidligt valgte den en station på vejen, nemlig korset, et grusomt torturinstrument til sit centrale symbol. Ikke korsfæstelsen langfredag, men opstandelsen påskemorgen er hele kristendommens mening og indhold. Den begivenhed, hvormed den står og falder, er den tomme grav og rygtet: "Herren er opstanden!"

Den ensidige fokusering på korset har uvægerligt medført en usund dyrkelse af lidelsen. Specielt de mest formørkede sektioner af den katolske kirke har fordybet sig i den med en fanatisk nidkærhed, der hengiver sig til både sadistisk og masochistisk nydelse.

Betændt fantasi

Således har en talsmand for Vatikanet, fader Di Noia forklaret, at som "fantasiens rekonstruktion af Kristi lidelse er Gibsons film fuldkommen tro mod Det nye Testamente". Det er beviseligt ikke sandt, men tyder på, at fader Di Noia må have en betændt fantasi, der forleder ham til den indskrænkede påstand, at "det kræver troens øjne at se, at Kristi krops vansiring repræsenterer den åndelige vansiring og uorden forårsaget af synden". Men "troens øjne" glor ikke på et biograflærred, de skuer Kristus i hans herlighed: "Ordet blev kød, og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed" (Johs.-evg. 1.14.)

Men fader Di Noia er jo netop Vatikanets talsmand, og ikke blot Vatikanet har velsignet filmen. Det har også obskure katolske loger som "Opus Deus" og "The Legion of Christ", der nyder pavens positive bevågenhed (og beskyttelse), skønt den nu 83-årige stifter af den sidste er under anklage for hårdkogte pædofile forbrydelser. Den slags lyssky og ultrakonservative kræfter er det, Mel Gibson har allieret sig med.

Filmen vil overbevise os om "syndens gru og uorden". Skulle den få os til at føle os som syndere, måtte vi følgelig identificere os med bødlerne, men det er ikke muligt. De er så rå, bestialske og modbydelige, at intet normalt mennesker her genkender sig selv! Men så med Jesus da? Det er heller ikke muligt! For det ene øjeblik er han ophøjet, mild og god - bigger than life - det næste er er han fornedret og slagtet - hinsides det menneskeligt begribelige.

Derfor lader filmen mig iskold. Mishandlingen berører mig ikke, hvad den gør i Dreyers "Jeanne D'Arcs Lidelse og Død" (1928), som er langt mere autentisk og bevægende. Hos Mel Gibson noterer jeg mig den hellige sadisme og spekulerer så på, hvor mange dage, man mon har været om at optage pisknings-scenen, der varer elleve minutter (!), og at det dagligt har taget syv timer at sminke Jesus til blødende bankekød. Han spilles af James Caviezel, værdig og afmål i lidelsen, rar og ironisk i de idylliske flashbacks, hvor vi genkender tømmermanden med det pæne skæg, som Frank Jæger sagde.

Lige så problematisk er det, at filmen lukker sig om sig selv ved at forudsætteren enorm forhåndsviden. Hvor mange kender i detaljer Getsemane-episoden, hvor minsandten djævelen dukker op og hvisker Jesus i øret, at ét menneske ikke kan bære verdens synd. Her har djævelen faktisk intet at gøre. Det er Gibson, der her som andre steder tager sig platte friheder over for den evangeliske historie. Hvor mange yngre kender til episoden med Peter, der hugger et øre af ypperstepræstens tjener, Malkus, som får det påmonteret igen af Jesus?

Mishandlingen

Dernæst mishandlingen. Jesus tæves og smadres, så Center for Torturofre må sig forbarme! Derfor står han allerede hos Pilatus med det ene øje ophovnet, svampet og læderet, så det er helt lukket, hvis det overhovedet er der. Han er halvdød forinden og havde ikke kunnet rejse sig for at slæbe sit kors, for han ville være død af indre blødninger efter den omgang, hvor han flænses af langt flere slag end både jødisk og romersk retspraksis foreskrev. I disse scener er Mel Gibson på hjemmebane som Mad Max, der gi'r den gas!

På vandringen ad Via Dolorosa bankes, skubbes, væltes Jesus af ondskabsfuldt grinende romerske soldater og en hujende, blodomtåget hob. Imens hænger Judas sig - superviseret af djævelen, der bærer en deform, skaldet dværg - a la Gollum i "Ringenes Herre" - på armen, en parodi på Madonna med barnet! Men hvad er meningen? Jo, papisterne har ret: Gibson er urokkeligt tro mod forlægget! På samme måde: Herodes er udstafferet som dekadent, buttet bøsse i et drag-show. Og Veronika er der med sin svededug, men Jerusalems Skomager har åbenbart sendt afbud.

Den monotone vold accelererer. Trods blodtabet fosser det fra Jesus, da han korsfæstes. Men - som en engelsk kritiker har bemærket - Gibson udviser dog en vis taktfuld blufærdighed, for fra et menneske i den tilstand ville andre afsondringer end blod og spyt være sivet ned af korset. Tak, Gibson! Herefter så en mat, fad, antydet opstandelse. Som titlen siger: Det er passionen, vi skal bevidne.

Flashbacks

Jesu øvrige virksomhed meddeles - som antydet - i korte associativt bestemte flashbacks - i alt ca. en halv snes: Pilatus, der vasker sine hænder - Jesus, vasker disciplenes fødder; korsvandringen kontrasteret af indtoget i Jerusalem; synet af Golgata fremkalder i Jesus mindet om Bjergprædikenen; under korsfæstelsen skiftes der til indstiftelsen af nadveren - han gav jo sig selv! Disse forudgående tildragelser filmes så net og mildt og overjordisk kærligt som på gamle middelalderfresker som kontrapunkt til torturen. Den handlekraftige og vrede side af Jesus, hans kompromisløse vilje til konfrontation - som tempelrensningen - udelades.

Man må lade Mel Gibson, at spillet er i orden. Scenerierne - de udvendige og de indvendige interiører - er flotte og kompakte, kameraarbejdet funktionelt og masseoptrinene knugende. Der klippes effektivt og kontant. At filmen skulle være specielt antisemitisk, er det ikke til at få øje på. Romerne, bødlerne er de mest perverse sadister.

Hvad man kan frygte, er, at danske præster slår følge med Vatikanet og bruger filmen som pædagogisk undskyldning for ikke at tænke kritisk og ædrueligt. Den maniske pastor Stender er allerede splattet ud i tårer og ævl: "Biografgængeren fatter, at Gud er død for vores skyld". Det fatter jeg aldeles ikke! "Voldsfilmen forvandles til en kærlighedsfilm med happy end". Mere hult og hysterisk kan det ikke siges. Her er der - med teologen Johannes Lauridsens ord - tale om "lidelsesliderlighed"! Derfor er det værd at huske, at evangeliernes ord peger hen på en åndelig virkelighed, mens filmbilledet afbilder en sanselig. De to sfærer, de to medier lader sig ikke forene. Det beviser "The Passion of the Christ", og det er dens eneste fortjeneste, skønt det modsatte af dens hensigt.