Christianias styrker og svagheder skildres charmerende

Der findes et væld af perspektiver på Fristaden Christiania, og de fleste bunder i stærke holdninger – enten for eller imod, for Christiania er en svær størrelse at være ligeglad med.

Fra begyndelsen i 1971 var holdningerne tydelige: Nogle så utilpassede nasserøve, der vil leve uden for samfundet, men stadig have del i goderne, andre så en kreativ smeltedigel, hvor man satte tankerne fri og lod kærlighed og kreativitet flyde – og en helt anden gruppering så en fed forretningsmulighed i idealerne om fri hash.

Christiania har gennem mange år delt landet, og med “Christiania” får vi splittelsen personificeret i Karl Friis Forchhammer, der har fødselsattest fra fristaden, men betragter den med den udefrakommendes blik.

Det var et socialt eksperiment af dimensioner, da unge på jagt efter et andet liv end det, som det borgerlige Danmark kunne tilbyde anno 1971, besatte et nedlagt militært område og stiftede Christiania.

Først var der den naturlige modstand, men forsvarsminister Kjeld Olesen så potentialet i at lade eksperimentet overleve, og det gav grundlaget for den løsrevne minibys eksistens.

Instruktøren Karl Friis Forchhammer er af en noget yngre årgang, men han blev akkurat født på Christiania, før hans forældre flyttede ud i Danmark igen. Han har derfor haft sin faste gang på Christiania, men med en outsiders blik. Ikke forelsket i illusionen, men heller ikke blind for potentialet trods de mange strabadser med at bygge et konsensusbaseret samfund og finde balancen mellem fri hash og organiseret bandekriminalitet.

Dette dobbelte blik er den største styrke i “Christiania”, der er enormt veloplagt og meget effektivt skruet sammen. Arkivoptagelser flyder sømløst mellem hinanden med en let kærlig-ironisk fortællerstemme.

Forchhammer undgår fint at lave en historietime med opremsning af datoer og tidspunkter, men der er alligevel en kronologi i skildringen, hvor man tydeligt mærker den centrale konflikt i fristadens grundlæggende væsen: Når man vil kunne rumme alle, så er der også en risiko for, at alle vil være med. Det blev tilfældet for hashhandlen, der ikke overraskende fandt en god base blandt dem, der gik ind for fri hash.

Det spændingspunkt føres med videre til portrættet af styreformen, hvor fællesmøderne var forum for konsensusdemokratiet. Ingen afstemninger, men diskussioner, indtil der var enighed – og så forfra dagen efter, hvis nogen ændrede mening.

Det er en idealistisk styreform, der nok ser bedre ud i teorien – og Forchhammer er også næsten overbærende i sin skildring af møderne og fristadens beboere. Men – og det er et væsentligt ”men” – den har svagheder til trods fungeret i over 50 år, og det anerkendes også.

For hovedpointen er tydelig hos Forchhammer: Christiania har trods alle skavanker og problemer en unik plads i dansk samfunds- og kulturhistorie.

Det synlige oprør mod efterkrigstidens borgerlighed, der gik fra en anarkistisk grundtanke og endte med at være en af vores mest elskede turistattraktioner og en fast bestanddel af samfundet.

Vi har alle en holdning til Christiania, omend den er blevet rundet af tiden og ikke længere er nærmest militant i enten forsvar for eller opposition mod.

“Christiania” er et utroligt veloplagt og grundlæggende kærligt portræt af dette unikke sted, som ser styrkerne uden at vende det blinde øje til alle problemerne.