En triumfbue bygget af kompromiser
Selvom Johan Otto von Spreckelsens nærmeste har svært ved at genkende ham, fungerer “Den nye triumfbue” som et stærkt drama om kunstnerisk stædighed og de kompromiser, der former ethvert monument.
Når mit liv en dag skal opsummeres, må det for min skyld gerne være på film, men jeg kommer til at bede min familie og mine venner om at holde sig væk.
For hvad nu, hvis instruktøren har tænkt en selvstændig tanke og ikke støber billedet af mig, præcis som de hver især mindes mig?
Hvad nu, hvis der lægges til og trækkes fra, så filmen i sig selv får en dramaturgisk kurve, men så regnestykket ikke længere hænger sammen for dem, der har hele facitlisten at forholde sig til?
Nu handler “Den nye triumfbue” ikke om mig, men om den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen – og kritikken før premieren har i høj grad gået på, at hans nære relationer slet ikke kan genkende ham i Claes Bang og Stéphane Demoustiers i øvrigt underholdende fiktionaliserede drama om mødet mellem dansk stringens og fransk bureaukrati.