Alle i toget flipper ud, da filmstjernen crasher sin datters interrail med hele sit entourage. Undtagen datteren

Som skuespiller kan man altid få en ommer. Men i virkelighedens verden får man kun én chance.

Det må filmstjernen Jay Kelly, spillet af George Clooney, sande, da han i en alder af 60 begynder at se tilbage på sit liv. Mens han stræber efter den perfekte præstation på lærredet og altid beder om et take mere, indser han, at han ikke altid har prioriteret rigtigt i livet.

Hans ældste datter taler dårligt til ham, fordi hun er vred over hans fravær. Hans yngste datter er på vej på universitetet og vil hellere bruge sommeren på at tage til Europa med sine venner end at sidde hjemme med sin far.

Men Jay er vant til at få sin vilje og insisterer på at få en chance mere hos den datter, der stadig tolererer ham. Også selvom hans metode både får hans manager og publicist til at se rødt og datteren til at græmmes.

Filmstjerne på anden klasse

Under dække af at modtage en hæderspris på en filmfestival i Toscana, som han egentlig havde takket nej til, blæser han på en filmoptagelse og tager i stedet hele sit entourage med til Paris, hvor han crasher datterens togrejse til Italien.

Der er flere begivenheder, der sætter Jays indre opgør i gang. Først dør den instruktør, som gav Jay hans første rolle og startede hans karriere. Til begravelsen møder han en gammel studiekammerat fra skuespillerskolen, der beskylder Jay for at have stjålet hans liv. Netop den gennembrudsrolle fik Jay nemlig ved at gå med sin ven til audition.

Har Jay været en dårlig ven, en dårlig far og en dårlig husbond? Er han overhovedet et rigtigt menneske, eller er han en tom skal, der har mistet sig selv i alle de roller, han har spillet?

Sværest at spille sig selv

Filmen åbner med et citat fra Sylvia Plath: »Det er et helvedes ansvar at være sig selv. Det er meget lettere at være en anden eller ingen.«

Det er Jay Kellys store problem. Selv når kameraet er slukket, spiller han en rolle. På togturen modtager han sine medpassagerers hyldest og nysgerrige spørgsmål med glæde og charme. Han mimer endda sine actionroller ved heltemodigt at løbe efter en tyv, der stjæler en ældre dames taske. Men applausen føles hul.

»Alle mine minder er film,« siger han på et tidspunkt. Og da han ved hyldesten sidder side om side med sin manager og ser klip fra sine roller gennem tiden – Clooneys roller – flyder Jays liv, Jays roller, Clooneys roller, ja, nærmest hele den moderne filmhistorie sammen på en sært rørende måde.

Lige der finder Jay den betydning i filmene, som han så desperat søger. For så har arbejdet og forsømmelserne ikke været spildt. Filmen er både en kritik af og en hyldest til det medie og den branche, mange af os, ikke mindst instruktør Noah Baumbach, elsker.

Baumbach er blevet blød

Baumbach virker så optændt af at lave sin ”8 ½”, at han har glemt at byde ind med en original vinkel i Hollywood-metagenren. En filmstjerne, der er blevet spoleret af berømmelsen, kæmper med at adskille sin offentlige persona med sit private selv og har forsømt sin familie, er slidt stof og ikke så dybt, som filmen selv tror. Men man må give Baumbach og hans medforfatter, skuespiller Emily Mortimer, at de fortæller historien så veloplagt og charmerende, at man er grebet fra start til slut.

Ikke mindst castingen løfter filmen fra at være god til at være en udsøgt fornøjelse. Det er svært at forestille sig andre end George Clooney i rollen som feteret filmstjerne, der får folk til at vende sig på gaden og lader ham slippe af sted med hvad som helst. Ud over sin åbenlyse karisma tilføjer Clooney både selvironi som forkælet filmstjerne, der altid har nogen til at række ham en drink, og en tristesse.

Der er komik i skildringen af hele apparatet og hysteriet omkring Jay Kelly og i Jays privilegieblindhed. Samtidig er filmen fyldt med patos. Noah Baumbach, oprindeligt en kynisk newyorker med følelsesmæssigt hårde film som ”The Squid and the Whale” og ”Margot at the Wedding”, er tilsyneladende blevet blødsøden på sine gamle dage. Jeg kunne godt savne lidt mere bid. Jay slipper let, og det er ærligt talt svært at have rigtig ondt af George Clooney.

En ven tager ikke 15 pct.

De rørende øjeblikke i filmen står først og fremmest Adam Sandler for i rollen som Jays mangeårige, hårdtprøvede manager, Ron. Deres symbiotiske, men ulige forhold er det mest spændende i filmen.

Som publicisten Liz, herligt spillet af Laura Dern, siger, vil Jay altid betyde mere for dem, end de gør for ham. Ron elsker Jay, men man er ikke ægte venner, når man tager 15 pct. Og Jay vil i sidste ende skide højt og flot på, hvad hans indfald har af konsekvenser for Rons karriere og familieliv – hans kone spilles i øvrigt skønt af Greta Gerwig, der danner par med Baumbach privat.

I det hele taget er filmen et festfyrværkeri af fremragende skuespilpræstationer, og den ene efter den anden gode skuespiller dukker op i mindre roller. Billy Crudrup, Jim Broadbent, Riley Keough, Lars Eidinger, Alba Rohrwacher, Patrick Wilson, Eve Hewson og Stacy Keach er nogle af dem, der gør indtryk.

Noah Baumbach er i mine øjne en af de bedste nulevende amerikanske instruktører. ”Frances Ha” og ”Marriage Story” er blandt mine yndlingsfilm, der fortjener 10 stjerner. Trods mine kritikpunkter lander ”Jay Kelly” derfor stadig på fem stjerner. For jeg nød hvert en scene af den ret vidunderlige, sjove, velspillede og begavede film.