Bille August har en tendens til at hive al liv ud af litterære storværker. "Greven af Monte Cristo" er ikke en undtagelse
Bille August har instrueret en stort anlagt dramaserie baseret på hævnklassikeren "Greven af Monte Cristo". Serien er på mange måder kompetent og flot – men der mangler noget.
Alexandre Dumas’ hævnklassiker ”Greven af Monte Cristo” er en ægte pageturner. Så spændende, at Dan Turrèll i sine erindringer ”Vangede billeder” beretter om, hvordan han som barn blev så grebet af romanen, at hans mor gav ham lov til at blive hjemme fra skole i tre dage for at læse den.
Jeg har svært ved at forestille mig nogen, hverken børn eller voksne, der på lignende vis finder det umuligt at slukke for Bille Augusts nye, stort anlagte serieversion af romanen. Heller ikke selv om dramaserien på mange måder er kompetent lavet, velcastet, flot og tro mod sit forlæg.