Natalie Portman er enerverende og magnetisk som egotrippende mordreporter
Natalie Portman spiller en af sine mest komplekse og uforudsigelige roller til dato som aspirerende graverjournalist, der bliver besat af at opklare to måske forbundne mord i 60'ernes Baltimore.
Natalie Portman er en sjældent intellektuel skuespiller. Med sin psykologigrad fra Harvard og stræberagtige arbejdsmoral har hun en særlig evne til at skabe dybde i sine intense portrætter af dramatiske karakterer.
Det demonstrerer hun overlegent i bl.a. rollerne som ballerinaen Nina, der gennemgår en total mental nedsmeltning i Darren Aronofskys ”Black Swan”, Jackie Kennedy, der kæmper for at bevare fatningen efter det traumatiserende snigmord på hendes mand i Pablo Larraíns ”Jackie” og skuespilleren Elizabeth, der går langt over grænsen i sin research til en rolle i Todd Haynes ”May December”.
Men i miniserien ”Lady in the Lake”, der er baseret på Laura Lippmans roman fra 2019, spiller Portman muligvis sin mest komplekse rolle til dato.