Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Ikke særligt vildt blod

Austin Butler sættes i scene som vor tids Marlon Brando og James Dean, men når ikke forbillederne til sokkeholderne.

Der hviler en tyk mande-mands-stemning over Jeff Nichols biografpremiereaktuelle epos ”The Bikeriders”. I en dirrende vibration af tatoveringer, alkohol, vold og rygmærkefællesskab har Nichols skabt en film om marginaliseret mandeliv i slutningen af 1960’erne.

Det kunne have været både interessant og rørende, men Nichols fortaber sig i sin egen fascination af miljøet omkring den motorcykelklub, der danner udgangs- og omdrejningspunkt for filmen, i en grad, så det større billede fortoner sig.

”The Bikeriders” er baseret på den bog af samme navn, som fotografen Danny Lyon udgav i 1967. I en årrække fulgte Lyon den Chicago-baserede motorcykelklub the Vandals og forsøgte med fotografier og interview med både medlemmer og deres kærester at indkapsle stemningen og mystikken om det sammenhold, der opstår, når mænd overgiver sig til hinanden.