Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Du vidste ikke, at du havde savnet Axel Foley

"Frækkere end politiet tillader: Axel F" er mere hyggelig end spændende, men man er glimrende underholdt af Eddie Murphy og hans gamle venner.

De fleste seere har nok savnet gavflaben Axel Foley ligeså lidt som politiet i Beverly Hills.

Især ikke i lyset af den brede enighed om, at sidste møde med ham i ”Frækkere end politiet tillader 3” fra 1994 var den svageste i serien. Og slet ikke efter Eddie Murphys forsøg på at genoplive en anden 80’er-klassiker ”Coming to America” med den decideret usjove ”Coming 2 America” fra 2021.

Men nu er Murphy efter 30 år tilbage i rollen som den urostiftende, sandhedssøgende og hurtigsnakkende betjent fra Detroit, der endnu en gang gør gaderne og skurkene i Beverly Hills usikre.

Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra Eddie Murphy og hans meget 80’er-agtige actionkomik?