Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Syv nye serier til sommerferien: Benedict Cumberbatch glemmer sin søn, og Natalie Portman jagter sandheden om et drab

Vi guider til syv vidt forskellige nye serier på streamingtjenesterne Netflix, Disney+, Apple tv+, DRTV og TV 2 Play.

Hver måned kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.

Der er spændende serier på vej til sommerferien, og med det sædvanligvis sløje danske sommervejr er det en god nyhed i mere end én forstand. Månedens premiererundtur starter på DR, som vi alle kan se, fordi vi alle allerede har betalt. Hurra.

I den britiske thrillerserie ”Red Eye” (DRTV) spiller Richard Armitage en læge anklaget for at have myrdet en kinesisk kvinde. Derfor bliver han eskorteret af en betjent fra London til Beijing, og seriens originale greb er at foregå primært på den 10 timer lange flyvetur.

Nogen ombord forsøger nemlig at slå lægen ihjel, så måske er han slet ikke så skyldig, som betjenten ellers tror. Jeg ser frem til Armitage på opspændt line, for han klæder enhver spændingsserie og har blandt andet båret den formidable spionfortælling ”Berlin Station”.

Det er dog en anden premiere, jeg glæder mig allermest til denne sommer, nemlig tredje sæson af det moderne mesterværk om en kok og en bjørn.