Jake Gyllenhaal brillerer i overlæsset kriminaldrama
Serieskaber David E. Kelley er fantastisk til at skildre menneskelig psykologi, men formår ikke at få skovlen under whodunnit-genren.
En ung, smuk kvinde findes brutalt myrdet. Hun er lemlæstet til ugenkendelighed, bagbundet og ligger på gulvet i sit hjem, hvor morderen har efterladt hende.
Billedet er ikke til at få væk fra nethinden, og fordi vi er blevet så vant til at blive fodret med iscenesættelser af dræbte kvinder, føjer billedet af den afdøde fra David E. Kelleys nye spændingsserie ”Presumed Innocent” på Apple tv+ sig til et kulturelt katalog af spektakulære kvindelig.
Men hvad kan så netop denne historie med endnu et bestialsk kvindemord i fokus?