Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Intenst tennisdrama er årets mest sexede og underholdende film

Instruktør Luca Guadagnino har skruet op til maks., både når det kommer til stil, intensitet og sexappeal i trekantsdramaet "Challengers".

Tennismakkerne Art og Patrick tror ikke deres eget held. Tidligere på dagen har de vundet doubleturneringen ved US Open for juniorspillere, og næste dag står de over for hinanden i singlefinalen.

Men det, der ophidser dem, er, at det underskønne tennistalent Tashi, spillet af superstjernen Zendaya, lige nu sidder på deres hotelværelse. Hun har allerede vundet sin finale og er ovenpå.

Hun morer sig over, at begge venner bager på hende, og kigger skælmsk fra den ene til den anden. De kysser alle tre lidenskabeligt, inden hun rejser sig for at gå. På vej ud siger hun, at vinderen af morgendagens kamp får hendes nummer.

Den kamp bliver afgørende for meget mere end vennernes tenniskarrierer.