”John Wick 3: Parabellum” drukner i uendelig vanvidsaction for at camouflere, at plottet er så tynd en kop te
Tredje gang rundt i Manhattans underverden er én gang for meget for den ubøjelige John Wick.
Keanu Reeves ser træt ud, som han i åbningsscenen i den tredje og forhåbentlig sidste film i John Wick-serien som en lovløs legende bevæger sig af sted gennem Manhattans regnvåde gader. Han er da også gennembanket og bliver snart endnu mere jaget vildt, da en milliondusør vil gøre den, der dræber ham, meget, meget rig. Som altid er Wick fulgt af sin hund og en hel hær af mafiøse forfølgere, der ønsker hans liv på samvittigheden.
Jeg var ret imponeret af de to første John Wick-film, der ligesom denne er instrueret af stunt-veteranen Chad Stahelski. Trods et vældig forudsigeligt plot og endimensionelle figurer ramte de nemlig en ren tone, der hvor hæsblæsende, blodig action møder filmisk skønhed. Særligt ”John Wick: Chapter 2” (2017), der er filmet af danske Dan Laustsen, havde vanvittigt flotte billeder af New York og Rom, og i filmens bedste passager blev kampscenerne ophøjet til sublimt koreograferet actionballet.
Det er, som om Stahelski har tænkt, at han med to succeser i bagagen har kunnet køre den hjem på rutinen. I hvert fald er der noget træt og uoplagt over tredje kapitel i sagaen, hvor Stahelski i stedet for at spille med musklerne spiller på alle de tangenter, han har trykket på i de første film.
Endnu en gang er underverdenen i New York i oprør. De høje herrer har besluttet, at Wick skal forvises fra det hemmelige broderskab, og han skal elimineres – koste hvad det vil. Prisen på hans hoved stiger fra time til time, og kun ved at søge helle på det efterhånden famøse Hotel Continental har han mulighed for at slippe væk på grund af amnesti fra hoteldirektøren Winston (Ian McShane) og hans loyale højre hånd (Lance Reddick). Gennem en genvej via et russisk teater kommer han til Marokko, hvor den smukke Sofia (Halle Berry), der også har et særligt forhold til sine hunde, kommer ham til undsætning.
Tilbage i New York har de høje herrer sendt en håndlanger i form af en dommer (Asia Kate Dillon, der kun har ét udtryk at spille på) for at rydde op blandt dem, der har hjulpet Wick. Det drejer sig ud over Winston om duekongen på Bowery (Laurence Fishburn).
Det plot kunne være afviklet på et kvarter, men bliver det ikke, fordi Stahelski pumper det spinkle skelet med så mange actionscener, at en fjerdedel kunne have været nok. I begyndelsen af filmen er det næsten morsomt, fordi der trods alt er en vis opfindsomhed i måden, hvorpå Wick bruger en hests bagben til at smadre sine modstandere, men efterhånden bliver man som publikum lige så træt som Wick.
Det minder mere om et generisk computerspil end biograffilmaction. Lad os håbe, at Wick får lov at hvile i fred efter denne omgang.