Man slog en hund ihjel
Man skal ikke lægge sig ud med Keanu Reeves i flot actionthriller. Plottet er dog tyndere end en anorektisk supermodel.
Plottet er tyndere end en anorektisk supermodel i stuntmagerne Chad Stahelski og David Leitchs fælles instruktørdebut, ”John Wick”. Den tidligere, ekstremt effektive lejemorder John Wick (Keanu Reeves) troede sig egentlig ude af det hæsblæsende liv i New Yorks anonyme, mafiøse underverden. Men da hans kone dør af en uhelbredelig sygdom, må Wick kæmpe for at holde sig oven vande. Det eneste han har at klamre sig til, er den hund, hans hustru – post mortem – har fået sendt til ham.
Derfor er det svært uheldigt, at et forkælet russisk møgøre en dag forelsker sig i hans bil og derefter bryder ind i hans lækre New Jersey-villa og ikke alene snupper bilen, men også nakker hans hund. Det bliver værst for knægten, for John Wick er ikke sådan at spøge med. Det fortæller hans far ham da også med knytnæverne, da han forklarer sønnike, at man pinedød ikke lægger sig ud med John Wick.
Og som filmen forløber, forstår man godt det ræsonnement, for sjældent har Keanu Reeves været så iskold og morderisk som i ”John Wick”, der på mange måder er alt for meget, men som genrefilm betragtet fungerer glimrende.
Det skinner tydeligt igennem, at d’herrer Stahelski og Leitch er stunteksperter og kræsne med det visuelle udtryk. For selv om det kriminelle eliteliv er skildret nærmest klichéplat, virker det overbevisende, fordi det er så gennemført.
På jagt i natklubben
Særligt imponerende er en scene, hvor Wick bevæger sig gennem en blålig, dunkel natklub for at få ram på den russiske mafiaarving og ikke skyr nogen midler.
Lækkerheden gør, at man til nød kan se igennem fingre med det ikkeeksisterende plot og nyde en film, der giver sig hen til sin genre.