Guldbjørnen til rumænsk film om menneskets seksualitet og forskellighed

En hyldest til menneskets forskellighed.

Sådan har juryen bag den 68. Berlinale utvivlsomt set rumænske Adina Pintilies avancerede ”Touch Me Not”, et værk så særpræget, at mange mistede tålmodigheden og udvandrede, da Jyllands-Posten så filmen onsdag aften.

Til gengæld var der bonus til de tilskuere, der stod distancen, 125 minutter, i form af en rørende og menneskekærlig historie.

Filmen er en hybrid af dokumentar og drama. Midaldrende Laura indtager hovedrollen, og vi ser hende første gang, da hun har bestilt en mandlig prostitueret, som skal onanere foran hende. Lauras problem er nemlig, at hun ikke kan tåle fysisk berøring fra andre mennesker. Hun kigger bare på.

”Touch Me Not” er struktureret, så man gennem værket følger Lauras forsøg på at blive klogere på sin egen situation og gøre noget ved den. Derfor går hun blandt andet på et kursus i kropsforståelse sammen med en række andre personer, som ønsker at udforske deres intime univers og flytte grænser. Det er ikke på den lumre måde. Det foregår delvist i en hospitalsagtig ramme, hvor alle er iklædt let, hvidt tøj.

På kurset går bl.a. en multihandicappet punkfyr, hvis fortænder stritter ud i luften og som savler voldsomt, når han taler. Ham skal en mand uden hårvækst - spillet af Tomas Lemarquis fra den nye ”Bladerunner” - tale med og se øjnene, så han lærer at se forbi det forkrøblede ydre og i stedet se ind i hans sind. Det er en vanskelig udfordring, og man følger personerne overskride deres tærskler undervejs.

Filmens instruktør, Adina Pintilie, interviewer ind i mellem de medvirkende i et klassisk interview set-up, og særligt Laura er flittigt søgende. Hun taler med en transseksuel, som hun køber et peep show hos, og hun møder en terapeut, der kan mærke hendes anspændthed i muskler og led.

Midtvejs i filmen sker der oven i købet det, at instruktøren bytter plads med de medvirkende, så hun også lader sig interviewe og deler sine overvejelser med publikum.

Der findes ingen anden film som ”Touch Me Not”, det er garanteret.

Det hele ender i en swingerklub, et fænomen, som man kan få en ny forståelse af ved at se filmen. Rummet er ikke kun til den enkelte, der skal lege pornokonge eller dronning og fyre sig selv af. Det er - i hvert fald i dette tilfælde - et tillidfuldt og åbent rum, og det er for tykke og tynde, normale og unormale. I en af slutsekvenserne samles de medvirkende i en fetichklub, hvor der bliver gået til den med læder og avanceret binding med reb. Her er plads til alle, deres særpræg og deres behov.

I en verden, som i stigende grad er digitaliseret, er ”Touch Me Not” en hyldest til menneskets kompleksitet og diversitet. Til alle dem, der trækker vejret.

Sølvbjørnen for Juryens Pris gik til den polske ”Mug” af Malgorzata Szumowska.

Alfred Bauer Prisen, som går til en film, der har vist et nyt kunstnerisk greb, gik til Marcelo Martinessi fra Paraguay for ”The Heiresses”. Filmen handler om et lesbisk par, der oplever, at denne kommer i fængsel. Partneren i det fri etablerer en limousine service for de rige, og på den måde får filmen vist et flersidigt billede af samfundet, da handlingen foregår i vidt forskellige miljøer. Det var også i denne film, at juryen fandt festivalens bedste kvindelige hovedrolle. Prisen gik til Ana Brun, som spiller chaufføren.

Den bedste mandlige hovedrolle gik til den unge Anthony Bajon, der medvirkede i franske Cedric Kahns ”The Prayer”. Bajon spiller en ung narkoman, der søger hjælp i et katolsk kloster.

Wes Anderson vandt prisen for bedste instruktør for sin animationsfilm ”Isle of Dogs”, der havde et stjernecast af stemmer bag en række deporterede hunde på øen Trash Island.

Sølvbjørnen for bedste manuskript gik til mexicanerne Manuel Alcalá and Alonso Ruizpalacios for ”Museo”. Filmen er baseret på et virkeligt museumstyveri fra 1985, hvor to unge mænd først senere forstår, hvilken betydning de stjålne genstande har for den nation, de kommer fra.