Fakta: Danske virksomheder var også en del af "Olie for mad"-skandalen
Instruktøren Per Fly tager i sin internationale filmdebut fat på skandalen om "Olie for mad"-programmet.
Filminstruktøren Per Flys nye internationale spillefilm, "Dobbeltspil", skildrer, hvordan FN-programmet "Olie for mad" blev ramt af korruption for milliarder af dollar.
Her er kendsgerningerne om det skandaleramte FN-program og de involverede danske virksomheder:
- Efter at Iraks leder, Saddam Hussein, lod sin hær invadere nabolandet Kuwait i 1990, indførte FN sanktioner mod Irak.
- Irak måtte fra 1996 kun sælge sin eftertragtede olie under kontrol af FN, og indtægterne måtte kun bruges til at købe varer som mad og medicin godkendt af FN.
- "Olie for mad"-programmet blev lukket ned efter den USA-ledede invasion af Irak i 2003. I perioden købte Irak varer for godt 30 milliarder dollar inden for programmet.
- Ifølge en FN-komité betalte over 2000 af de 4500 virksomheder, der handlede med Irak, 11 milliarder kroner i bestikkelse og returkommission for at få ordrer i landet.
- 21 af de mistænkte virksomheder var danske, heriblandt Novo Nordisk, William Demant og Grundfos.
- Bagmandspolitiet rettede i sidste ende søgelyset mod 14 danske virksomheder for at få konfiskeret op mod 100 millioner kroner.
- I alt blev der inddraget 75,8 millioner kroner enten frivilligt eller ved dom. Men i en retssag om det fynske bilfirma Bukkehave fastslog Højesteret, at det beløb, som Bagmandspolitiet krævede, var for højt.
- Som konsekvens af Højesterets rettesnor gennemgik politiet i 2013 de øvrige sager og foretog tilbagebetalinger på 15 millioner kroner.
Kilde: Ritzau og Berlingske