”Litteraturen har hjemme i kulden, sneen og ruinerne”

HELSINGFORS

Republikken Finland fylder 100 i år, og det er svært at overse jubilæet i hovedstadens gader, hvor flag og mindeplakater alle vegne fejrer den runde fødselsdag. Trods den evige trussel fra den kolossale nabo mod øst har de fem millioner finner holdt stand med lige dele sisu (den særlige finske blanding af råstyrke, vilje og udholdenhed) og et indre værn i form af stor kunst og arkitektur. Og når novemberblæsten fra Tölö-bugten blæser over taget på Alvar Aaltos ikoniske Finlandia-koncertsal, føles begge dele meget nærværende.

Måske derfor rammer Kirsten Thorups takketale så stærkt, da hun indtager scenen for at modtage Nordisk Råds Litteraturpris 2017.

”Denne store sal er en slags beskyttelsesrum, afskåret fra verdens trængsel, afskærmet fra den rå virkelighed, som jo er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige ude på den anden side af væggene, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, i ruinerne, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden. Dér befinder litteraturen sig. I smerten og sorgen, ekstasen og kærlighedsvanviddet.”

Hvis man ser bort fra den utopiske Nobelpris, er Nordisk Råds Litteraturpris den største hæder, en dansk forfatter kan opnå, og Thorup er lettere rundt på gulvet, da hun møder avisens udsendte efter ceremonien.

Da hun debuterede som lyriker i 1967, optrådte hun til et debutantarrangement i Sverige, og siden har hun holdt tæt kontakt til sine nordiske kolleger og føler et slægtskab med den øvrige nordiske litteratur. Særligt den mørke svensker Lars Norén har været en inspirationskilde.

”Der er et slægtskab i Norden. Dels sprogligt, dels på grund af vejret, som betyder meget. Det er helt specielt at vi har ekstremerne med de lyse somre og mørke vintre, og det giver mange dramaer, også menneskelige. Meget af vores melankoli og noir-stemning stammer derfra.”

Hun har været nomineret én gang før, for ”Bonsai” i 2001, men fremover er det ”Erindring om kærligheden”, der vil blive nævnt sammen med hendes navn. Værket har været fem år undervejs og trækker på hendes eget liv, men hun er ikke meget for at kalde bogen et litterært testamente.

”Det er nok lidt for tidligt,” ler hun. ”Men det er en bog, der betyder meget for mig, for den er en opsummering af mit eget liv. Den spænder over de fem årtier fra jeg var teenager og til nu. Men den tog tid, for den kvindelige hovedperson var meget svær at lave. Hun er en kvinde, som ikke kan leve op til de alle de roller, der kræves af hende. Som kvinder skal vi kunne det hele og leve op til en række krav, både som ægtefælle, som mor og så videre. Kvinder skal være perfekte. Min hovedperson er ikke perfekt, og hvor er man som menneske, hvis man tager alt det væk?”

Thorups hovedperson er den omflakkende Tara med de kuldsejlede skuespillerdrømme, der sådan lidt tilfældigt får datteren Siri og ellers forsøger at gøre gode gerninger, blandt andet at pro forma-gifte sig med en flygtning for at sikre ham opholdstilladelse. ”Et hjælpekompleks”, kalder Thorup hendes tilstand.

”Jeg interesserer mig for magtforhold. Hvad er forholdet mellem dem, der hjælper, og dem, der bliver hjulpet? Hvem har egentlig overtaget, hvem bestemmer? Er det den, der giver? For det er meget lettere at give end at modtage. Man ser det både på det personlige og det overordnede plan. Inden for familier er der ofte en, der altid hjælper de andre, og det giver virkelig hjælperen en dominans. Det samme gælder på makroplanet, når vi i Vesten hjælper ulandene. Hjælpsomhed er selvfølgelig vigtigt, det er det kit, der vinder samfundet sammen. Men det er også meget komplekst, og det ville jeg gerne undersøge.”

Hovedpersonens datter Siri bliver senere performancekunstner og går i kødet på mor/datter-relationen og konflikten mellem de to er romanens dramatiske omdrejningspunkt. ”Du er ikke en mor, du er et barn,” råber datteren et sted i romanen. Kirsten Thorup nikker.

”Hun har været nødt til at agere mor for sin mor i en alt for tidlig alder, og den rolle må hun gøre op med, da hun bliver voksen. Hun vil ikke være sin mors hjælper. Der er hjælpesituationen igen. Hun skal finde sin egen vej, og derfor opstår der en kæmpe konflikt. Men de mødes jo til sidst som voksne mennesker begge to.”

Hvem af de to kvinder er der mest af dig selv i?

”Der er meget af mig i dem begge to. Når man er så gammel som jeg, er man jo mor til voksne børn, men man har også selv været barn engang. Forældre skal også blive voksne. Og det bliver man mange gange i sit liv, det er man ikke én gang for alle.”