Projekt: Statsministeren og DR har udskrevet folketingsvalg
60.000 skoleelever skal i de kommende uger komme med deres bud på, hvordan Folketinget bør sammensættes.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev den 15. januar valg til Folketinget.
I hvert fald på en måde...
Det handler om et stort anlagt undervisningsforløb tilrettelagt af Undervisningsministeriet, Folketinget og DR:
60.000 skoleelever fra 8. og 9. klassetrin skal den 2. februar stemme til et fiktivt valg til Folketinget, og idéen bag undervisningsforløbet er selvsagt at sætte de unge godt og grundigt ind i de mange begivenheder og aktiviteter, der er knyttet til denne grundpille i vores demokrati.
Ligesom i den virkelige verden vil de næste tre uger blive præget af en intens valgkamp med alt, hvad det indebærer.
Det hele dækkes intensivt af DR. Både på skærmen og på dr.dk.
Udover at skildre selve valgkampen gåes der også tæt på de unge, deres liv og holdninger.
»Valghandlingen er grundstenen i et demokrati, og selv om skolevalget ikke giver os en ny regering, giver det et indblik i, hvordan de unge tænker det fællesskab, vi alle er en del af. Det er grundlæggende interessant for os alle at få indblik i, hvordan de kommende generationer forholder sig til vores demokrati,« siger DRs digitale chef Michael Arreboe.
Indtil afgørelsen den 2. februar, kan man følge udviklingen her og her kan man hente materiale, der målrettet til de unge kan anvendes i undervisningen.
Det hele kulminerer når DR3 og dr.dk dækker selve valget direkte fra Landstingssalen på Christiansborg, hvor slagets gang styres af værterne Peter Falktoft og Esben Bjerre.