Vanvittig historie om et vildt kunsttyveri nærmer sig – måske – en meget overraskende afslutning

Nøjagtig hvordan og hvornår det ekstremt kostbare maleri blev stjålet, hersker der stadig usikkerhed omkring.

Men faktum er, at man på museet Galleria d’Arte Moderna Ricci Oddi i den italienske by Piacenza, der ligger en times kørsel syd for Milano, tirsdag den 18. februar 1997 til personalets store rædsel opdagede, at en af museets perler – maleren Gustav Klimts portræt af en ung pige – var forsvundet.

I nu 20 år har politiet ledt ihærdigt – men forgæves – efter maleriet, og der er i årenes løb bygget det ene højst usædvanlige lag på maleriets historie efter det andet.

Den i øjeblikket nok mest interessante og overraskende udvikling er, at politiet og det italienske museum har et vist belæg for at tro, at værket dukker op på museet igen i løbet af februar 2017.

Gustav Klimt malede portrættet i løbet 1916 eller 1917, men hvem det forestiller, fik man først ved et tilfælde – og takket været en fiffig 18-årig kunststuderende – en formodning om i slutningen af 1996.

Billedet blev købt af museet i Piacenza allerede i 1925 og var frem til dets forsvinden i 1997 en del af museets permanente udstilling, i hvilken det ganske enkelt blev betegnet som ”Portræt af en kvinde”.

I mange år blev der ikke just gjort meget stads ud af maleriet, men det ændrede sig, da der blev gjort en såre interessant opdagelse:

I 1996 studerede den dengang 18-årige Claudia Maga kunsthistorie i Piacenza, og på det lokale museum blev hun dybt fascineret af Klimt-portrættet, som hun dér på dets plads på den hvide væg i udstillingshallen studerede adskillige gange under sine mange besøg på museet.

Dette førte til en generel interesse for Gustav Klimt og hans kunst. Den unge studerende tilegnede sig al den viden om Klimt og hans arbejde, hun kunne komme i nærheden af. Da hun en dag igen sad og bladrede i et digert værk om kunstneren og hans arbejde, studsede hun over et af de kvindeportrætter, der var gengivet i bogen.

Det forestillede en ung kvinde med hat og et tykt skærf viklet omkring halsen.

Billedet var sidst set i Dresden i 1912, men kvinden havde meget tydelige ligheder med kvinden på det portræt, som Claudia Maga så ofte havde set på Ricci Oddi-museet.

Maga undersøgte de to portrætter indgående. Kopierede dem, lagde dem ovenpå hinanden og fandt på den måde ud af, at de to malerier – bortset fra hatten og skærfet – var identiske. Selv en skønhedsplet på kinden havde de to kvinder til fælles.

Den 19. februar 1996 var hun så overbevist om, at maleriet, der hang på Ricci Oddi-museet, var malet oven på portrættet, der sidst var set i Dresden i 1912, at hun nogle dage senere henvendte sig til den daværende leder af museet.

Faktisk var ligheden mellem de to malerier så stor, at det efter Magas afsløring vakte nogen forundring i kunstkredse, at ingen før hende var kommet frem til samme konklusion:

Det kendte kvindeportræt blev malet oven på det andet.

Så vidt vides i øvrigt den eneste gang, at Klimt gjorde noget sådant.

Se her en BBC-video i hvilken Maga fortæller om sin opdagelse.

Den daværende leder af museet, Ferdinando Arisi, var så overbevist om, at Claudia Maga havde ret, at de sammen nogle uger senere forsigtigt fjernede Klimt-billedet fra dets ramme og kørte det til det lokale hospital, hvor en hurtig røntgenundersøgelse afslørede, at der ganske rigtigt var tale om et portræt, der var malet oven på et andet.

Efter at have researchet i billedet og Klimts historie konkluderede de to, at det originale portræt angiveligt måtte forestille en kvinde fra Wien, som Klimt var svært forelsket i. Da hun pludselig døde, gemte han – for at slette alle smertelige minder – billedet af hende væk og malede det senere over.

Senere blev det udstillet på museet, hvor det – med dets nyopdagede historie – blev et trækplaster.

I efteråret 1996 og i begyndelsen af 1997 var Ricci Oddi-museet under kraftig renovering og ombygning. Mange af museets værker – også Klimt-portrættet – var taget ned og befandt sig i kælderen, dørene til museet stod ofte pivåbne, og håndværkere og andre gik ud og ind.

Klimt-portrættet blev efter museumsrenoveringen hængt tilbage på dets plads, men den 18. februar 1997 opdagede man, at maleriet var forsvundet.

På taget af museet fandt politiet rammen, hvorfor man i begyndelsen antog, at tyven på et tidspunkt med en krog og en line havde fisket maleriet op fra dets plads med en krog gjort fast på en line. Men senere undersøgelser afslørede, at rammen var alt for stor til at kunne gå igennem loftsvinduet.

Hvorfor tyven havde smidt rammen på taget, forblev en gåde indtil sidste år.

Alle undersøgelser og afhøringer af kendte kunsttyve endte tilbage i 1997 resultatløse.

Maleriet var og blev borte, men allerede i april 1997 skete der noget underligt:

Ved den fransk-italienske grænse ved Ventimiglia beslaglagde politiet en stor flad pakke, der viste sig at rumme Klimt-portrættet af kvinden – eller i hvert fald noget, der lignede til forveksling.

Det var adresseret til Italiens tidligere premierminister Bettino Craxi, der dømt for korruption var gået i landflygtighed i Tunesien for på den måde at undgå at afsone sin fængselsstraf.

Da repræsentanter fra museet undersøgte billedet, blev det meget hurtigt klart, at der var tale om en kopi og ikke det originale billede. Maleriet lugtede faktisk stadig af frisk oliemaling.

Herefter gled sagen om det forsvundne Klimt-portræt ud af medierne og offentlighedens søgelys, men blev aldrig glemt.

Så sent som i 2014 blev rammen, der blev fundet fundet på taget, igen undersøgt ved hjælp af moderne teknik, men det bragte dog ikke sagen nærmere en opklaring.

Et gennembrud indtraf i sommeren 2015, da en kriminalreporter fra det lokale dagblad Liberta havde arrangeret et møde mellem en berygtet kunsttyv og en repræsentant for politiet.

Kunsttyven var blandt de kunsttyve, som politiet afhørte allerede i 1997.

I sommeren 2016 mødtes journalisten Max Paradiso alene med kunsttyven på en café i Piacenza:

»Jeg fik arrangeret mit møde med tyven via nogle af mine gode kilder og havde også temmelig meget held med mig,« siger Max Paradiso til Jyllands-Posten.

Tyven var ekstremt åbenmundet, og han gentog sin mildt sagt forbløffende historie:

Han tilstod, at det var ham, der havde stjålet billedet i 1997, men – afslørede han – det var faktisk en kopi, han havde stjålet den dag, hvor han i forbindelse med tyveriet for at vildlede politiet havde smidt rammen fra sig på taget.

I det kaos, der herskede i forbindelse med renoveringen af museet, gik han flere uger tidligere ind i museet og fjernede – uden at nogen standsede ham – det originale maleri og erstattede det med en kopi. Han fik hjælp til tyveriet af en ansat på museet, men ønskede ikke over for hverken politiet eller de to journalister at afsløre navnet på denne.

Da Claudia Maga og hendes opdagelse havde bragt fornyet fokus på Klimt-maleriet, frygtede tyven, at det meget hurtigt ville blive afsløret, at det udstillede maleri på Ricci Oddi-museet var en kopi. Dette ønskede tyven ikke – blandt andet af hensyn til sin medskyldige på museet – skulle ske, hvorfor han besluttede sig for også at stjæle kopien.

I sin samtale med Max Paradiso sluttede han med at oplyse, at det originale billede i årevis har befundet sig hos en privat samler, men at det i anledning af 20-årsdagen for tyveriet af kopien vil blive leveret tilbage til museet i Piacenza i februar 2017.

Max Paradiso siger til Jyllands-Posten om sandsynligheden for, at billedet virkelig leveres tilbage til museet om et par måneder:

»Politiet undersøger stadig sagen, og jeg fornemmer, at myndighederne er overbeviste om, at ”vi vil komme til at høre meget om dette maleri i de første måneder af 2017”. Jeg kan kun have tillid til, hvad de siger, idet de har spor i sagen, som vi andre ikke har.«

I øvrigt rummer historien om Klimts kvindeportræt også den detalje, at tyveriet i sin tid formentlig har været et bestillingsarbejde fra en samler. Billedet var allerede, da det forsvandt, alt for kendt til, at en tyv ville forsøge at sælge det på det åbne marked.

Her står sagen lige nu – om det originale maleri leveres tilbage til Ricci Oddi-museet om et par måneder, vil vise sig.

Allerede i 2015 fik politiet i øvrigt ifølge kunstsitet Art.News en anonym henvendelse fra en person, der ville levere det stjålne Klimt-maleri tilbage for en løsesum på 150.000 britiske pund (ca. 1,3 mio. danske kroner).

Det afviste politiet blankt, men selvom diverse private kunstinstanser i Piacenza meddelte, at de ville overveje at rejse pengene, hørte man aldrig mere fra afpresseren – medmindre han da er identisk med den mand, som senere lagde kortene på bordet over for Max Paradiso.

Selvom Klimts kvindeportræt som bebudet dukker op på museet til februar, er der ikke som udgangspunkt nogen garanti for, at billedet er det ægte. Siden tyveriet har adskillige dygtigt udførte kopier været i omløb.

Også nedenstående værk er selvsagt en kopi af det berømte portræt – men helt legalt fremstillet af firmaet Top of Art, der sælger håndlavede reproduktioner af kendte malerier – og blandt disse også flere af Gustav Klimts værker: