Svaret lå ikke på spillestederne i København og New York - det lå i et sommerhus i Sverige

Northside, juni 2015

Scarlet Pleasure havde slet ikke opdaget publikum, før de trådte ind på scenen. De tre unge mænd i gruppen havde været travlt beskæftiget med at give interviews til bl. a. DR3, som havde fulgt dem frem til et kvarter før koncerten. Et kvarter blev derfor også mængden af tid, de havde til at forberede sig mentalt på koncerten.

Det var ikke deres første koncert. Men det var en af de første store festivalkoncerter. De tre musikere havde oprigtigt ikke regnet med, at publikumspladserne ville blive mere end halvt fyldt. Forinden havde singlen " Windy" roteret som P3' s Uundgåelige, og den seneste single "Heat" var netop begyndt at blive spillet i radioen.

Men derfra og til at vide, hvor mange mennesker der egentlig ville dukke op, var der langt.

Det viste sig at være mange. 7.000 mennesker havde stimlet sammen omkring den lille scene, bandet var blevet tildelt, og det var egentlig alt for mange. Den korte forberedelsestid gjorde kun synet af publikum endnu mere overvældende. Og endnu bedre blev det selvfølgelig, da publikum viste sig at kunne synge med på flere af numrene.

Amager, april 2016

Emil Goll og Alexander Malone kender hinanden fra folkeskolens helt små klasser. Det var dengang, man skrev sange i frikvartererne, og hvor det også krævede en audition at komme med i bandet. Instrumenterne var ikke vigtige. Det var først, da Joachim Dencker kom ind i billedet i 7. klasse. Han kunne spille alle mulige instrumenter, bl. a. trommer. Det var ret sejt, og sådan gik det til, at alle, der havde ambitioner om at komme med i et band, helst skulle spille et instrument.

De tre fandt hurtigt sammen i bandet Scarlet Pleasure. Deres største konkurrent dengang i 9. klasse var Crooked Poultry, og som Alexander Malone udtrykker det, så er de to bandnavne næsten lige skøre.

»Men nu har vores eget bandnavn fået en betydning for os. Det er som om, at det passer til musikken. Det er sådan lidt lummert,« siger han.

Scarlet Pleasure er strøget direkte fra Los Angeles til prøverne på X Factor-finalen, hvor de optrådte med et par af deltagerne, og videre til Copenhagen Records' lokaler på Amager.

»De færreste bliver opdaget på en scene i dag«

Siden 9. klasse har de været overbevist om, at de skulle være rockstjerner. Der var bare ikke så mange, der troede på det. Når de fik lov til at spille en koncert på en københavnsk klub, var det kun deres venner, der overværede den. De klædte sig ud i mavebluser, ternede slips og røde fodboldstrømper for at gøre sig bemærkede, men når folk roste dem, stoppede det som regel efter: "I har en rigtig god energi." Fortællingerne fra dengang må være sjovere nu, hvor gruppen kan se frem til at skulle spille på bl. a. Northside og Roskilde Festival i år. På Northside er Scarlet Pleasure denne gang opgraderet til en af de store scener, og på Roskilde Festival skal de dele Orange Scene med monsteridolerne fra Red Hot Chili Peppers.

Men før succes kommer slid. Det har de lært på den hårde måde. De har lært, at musikere ikke siden 90' erne er blevet opdaget af et pladeselskab ved blot at stå på en scene. De gjorde ellers, hvad de kunne, ved at forsøge at være de rigtige steder.

Som helt unge satte de sig for at opspore netop Red Hot Chili Peppers inden en koncert i Forum i København. De tre unge musikere vidste, at det amerikanske band nok havde valgt at bo på enten Hotel Phoenix eller på d'Angleterre på Kgs. Nytorv, så med demoen i hånden satte de sig for at møde idolerne. Nu skulle det være. Joachim Dencker var den af dem, der på det tidspunkt så mest moden ud. Han havde begyndende skægstubbe og var den højeste og mest maskuline af udseende. Derfor havde han - iført en fin trøje og skjorte - fået til opgave at gå helt casual ind til receptionisten på Hotel Phoenix og spørge: " Er Red Hot Chili Peppers ankommet?" Trykket lå på "er". Som en selvfølgelighed. Men beskeden var negativ, så de gik videre hen til d'Angleterre.

»Jeg tog en runde igennem restauranten. Det kunne jo være, at de sad der. Men det lykkedes ikke rigtig, så jeg gik ud til de andre, og vi forberedte os på, at det ikke skulle blive i aften. Vi øjnede en mand komme gående med en bas og spurgte ham, om bandet var derinde. Det var de, sagde han, men i et baglokale. Kort tid senere kom to store, sorte biler kørende, og ud steg guitaristen og trommeslageren i Red Hot Chili Peppers. Vi gav dem vores demo, som også havde kontaktinfo på, og de var supersøde og sagde, at de nok skulle lytte. Det har de nok aldrig gjort. Men for os betød det så meget.«

Drømmen begyndte at briste

Efter gymnasiet tog Scarlet Pleasure til New York.

Men hvor det i København kun var vennerne, der kom til koncerterne, var der med ét rungende tomt foran dem på spillestederne. De tog til fester, hvor de vidste, at de kendte musikere også var. Men det var med en tom følelse i kroppen, at de gik hele vejen igennem Manhattan med en pizzaslice i hånden. For hvad forventede de egentlig? At nogen skulle gå hen til tre ukendte danske drenge på 20 år og tilbyde en pladekontrakt?

»Vi var meget seriøse fra begyndelsen, og det har drevet os. Men det har også været det hårde. Vi havde en naiv tro, som bare ikke blev belønnet. I New York begyndte vi at miste lysten til at følge drømmen,« siger Alexander Malone.

»Ja, og alle vores venner hjemme i Danmark var kommet ind på studier. Og der stod vi - 20 og 21 år gamle - og vidste ikke, hvad vi ville. Det liv, vi forsøgte at leve, holdt bare ikke,« siger Emil Goll.

Oplevelsen i New York blev anledning til en tænkepause på en måneds tid, da de kom hjem. De så ikke hinanden i den tid. Da måneden var gået, indkvarterede de sig i et sommerhus langt oppe i Sverige for at tale om, hvad de havde oplevet i tænkepausen. Der fandt de hinanden igen. De fandt oven i købet også en fælles lyd, hvilket de ikke på samme måde havde før. Dele af " Windy" blev skabt i det sommerhus. Og Scarlet Pleasure, som vi kender bandet i dag, blev skabt i det sommerhus.

En anden grund til den genfundne optimisme var, at internettet for alvor viste sig som en platform for dem, der ville noget med musikken. Selvom de havde spillet sammen i flere år, kendte de ikke musikbranchen.

De vidste ikke, hvor stor en magt de selv stod med i hænderne. Kort tid senere blev Kid opdaget via internettet. Det samme gjorde Lukas Graham, selvom gruppen blot havde lagt en optagelse fra en øver på YouTube. Det gav Scarlet Pleasure en tro på, at de kunne klare det hele over en computer - uden brug af en manager - og stadig gå viralt.

Derfra gik det stærkt. De fik kontakt til et management, og året efter affødte det en pladekontrakt. Da " Windy" udkom, blev nummeret P3' s Uundgåelige.

»Det var et skulderklap, som vi havde brug for,« siger Joachim Dencker.

Udfordringen at forny pop

I slutningen af april udkom Scarlet Pleasures første album. Singlerne, der løbende har været sendt ud i radioen siden sidste år, har ofte været livlige og i et højt tempo. Derfor vil det umiddelbart være omkostningsfrit at putte dem i den kasse - festkassen - hvilket nok allerede er sket, siger Emil Goll.

»Det kan vi kun give os selv skylden for. Når noget fungerer, kan man måske godt komme til at satse lidt sikkert. I fremtiden vil vi gerne udfordre os selv lidt mere. Og dermed udfordre lytterne mere.«

Udfordringen for gruppen er nu at lave pop, som ikke lyder magen til det andet pop i radioen. Det kræver mod og en tro på sin musik at bruge tid på noget, der ikke er hørt magen til før, siger Emil Goll.

»Musikken skal ikke lyde ens hver gang, og det er vigtigt ikke at sidde fast i en rille. Folk vil gerne have noget nyt. Det skal ikke lyde ens hver gang. Derfor er der på vores nye album flere stille sange.«

»Og samtidig må albummet ikke blive det afgørende. Der går ikke tre år mellem udgivelserne længere. Det er en konstant bølge af singler nu, og det er fedt. Alt afhænger ikke af det her album. Det er det bedste af, hvad vi kunne gøre på det her tidspunkt. Og bliver det ikke godt modtaget, så laver vi noget bedre på et andet tidspunkt,« siger Alexander Malone og suppleres af Joachim Dencker:

»Vi har virkelig knoklet for at få den her plade klar. Nu må det bare briste eller bære. Det er et helt vildt rigtigt tidspunkt at få det ud på.«