Kan du kende den lille glade pige, der som voksen blev verdens mest feterede sex-symbol?

Hun brugte det meste af sit korte liv på at jage lykken.

Men hun fandt den kun i korte perioder efter en ekstremt barsk opvækst, der var præget af konstante skift, monumentale omsorgssvigt og flere seksuelle overgreb.

Men dybt inde i hende befandt sig en styrke og en stædighed, der gjorde at hun - stik imod alle odds - nåede alt det, hun faktisk gjorde i sit korte liv.

Hun, der aldrig fandt ud af, hvem hendes far var, blev - som konsekvens af morens totalt kaotiske liv med skiftende partnere - født som Norma Jeane Mortenson, men siden dødt Norma Jeane Baker.

Siden tog hun det kunstnernavn, der kendes af alle:

Marilyn Monroe.

Efter sit store gennembrud som skuespiller i 1950’erne var hun blandt verdens mest feterede og kendte divaer - og der befinder hun sig stadig.

Da hun døde, blev legenden Monroe født, og selvom det i år er 54 år siden, at hun en sen nattetime døde i sit soveværelse i huset på 5th Helena Drive i Los Angeles-forstaden Brentwood, fylder Monroe stadig kolossalt i både medierne og i folks bevidsthed.

2016 vil ikke blive en undtagelse.

I år - den 1. juni - ville hun være fyldt 90 år, og i den anledning vil hun igen og igen dukke op i medierne over hele kloden.

Hendes popularitet - og fascinationen af både hendes livshistorie, hendes karriere og hendes pludselige død - er usvækket.

Som et kuriosum kan nævnes, at en søgning på hendes navn på Google stadig giver omkring 40 millioner hits.

Hendes karriere vil igen blive endevendt og analyseret og - ikke mindst - vil der givet blive lanceret nye konspirationsteorier om hendes pludselige og stadig i bund og grund uopklarede død, der officielt indtraf om natten til søndag den 5. august 1962.

Hendes barske opvækst og siden så glamourøse karriere er beskrevet i læssevis af biografier, artikler og dokumentarfilm. Hun optræder i kunsten, i romaner, i biograf- og tv-film og i adskillige sange. Også internettet bugner i dag af alle tænkelige informationer og spekulationer om Monroe.

Blandt de mange forfattere - også adskillige danske - der mellem år og dag har udgivet bøger om Marilyn Monroe er forretningsmanden, forfatteren og foredragsholderen Stig Ulrichsen, der har skrevet to bøger om hende: ”Marilyn Monroe: Hvem er fuldkommen?” (2011) og ”Marilyn Monroe - med et glimt i øjet!” (2012)

Om hendes eftermæle siger han til Jyllands-Posten:

»Marilyn Monroe er stadig det sexsymbol, som kvindelige skuespillere sættes op imod. Hun er beviset på, at kvinder ikke behøver at være åleslanke og have den rette højde for at være smukke og sexede. Hun er et af de første store eksempler på skuespillere og sangere, der havde det hele og burde være lykkelige, men så langt fra var det.«

Selv var Marilyn Monroe meget åben om sin svære opvækst og fortalte gerne om den.

På mange måder blev hendes skønhed og status som sexsymbol også den forbandelse, som forhindrede hende i at slippe bort fra sin kroniske usikkerhed, angst, ydmyghed og den manglende evne til - uden forbehold - at knytte sig helt tæt til andre, der prægede hele hendes karriere.

Alt sammen noget der spidsede til i de sidste kaotiske år - og især i de sidste måneder - af hendes korte, omtumlede liv, og kulminerede i en tragedie, der gjorde dybt indtryk på en hel verden, og som stadig optager mange.

Men mens beretningerne om hendes opvækst og karriere primært bygger på facts, så forholder det sig ganske anderledes med omstændighederne omkring hendes pludselige og tidlige død.

Officielt begik hun selvmord, men det har bestemt ikke holdt konspirations-teoretikerne af banen.

Om de mange mere eller mindre vidtløftige teorier om hendes død i hvilken også landets daværende præsident John Fitzgerald Kennedy og hans lillebror justitsminister Robert Francis Kennedy, er tillagt en central rolle, kan du læse meget mere om senere i denne artikel.

Først tilbage til hendes meget barske og omskiftelige opvækst og ungdom, hvor der ingen - absolut ingen - tegn var i hverken sol eller måne på, at hun en skønne dag ville ende som en af verdens mest feterede filmstjerner.

Og på mange måder stadig er det.

1. Norma Jeanes barske opvækst og tidlige karriere som fotomodel

Tidligt om morgenen tirsdag den 1. juni 1926 fødte Gladys Pearl Monroe sit tredje barn på Los Angeles County Hospital.

Det var en pige, og på fødselsattesten angav moren, der på det tidspunkt i øvrigt arbejdede som klipper for Columbia Pictures, pigens efternavn som Mortenson efter Martin Edward Mortenson, som hun var gift med i meget kort tid. Hun blev først gravid med Norma efter skilsmissen, og hvem faren er, afslørede hun aldrig.

Da den lille pige siden blev døbt, fik hun efternavnet Baker efter Gladys første mand - John Newton Baker - med hvem hun havde to børn. Da Baker forlod hende, tog ham dem med sig, og hun så dem ikke siden.

Så hemmelige var de to børn, at Norma Jeane først blev klar over, at hun havde en søster, da hun var 12 år og først mødte denne en enkelt gang, da hun var blevet til Marilyn.

Alle odds var imod lille Norma: Moren var ude af stand til at tage sig af hende, og datteren kom meget tidligt i pleje hos Albert og Ida Bolender i Hawthorne i Californien. Moren boede i begyndelsen samme sted, men måtte flytte efter kort tid og forlod Norma Jeane.

Herefter så Gladys Monroe kun sin datter lejlighedsvist frem til 1935, da hun - ligesom sin mor - fik diagnosen paranoid og skizofren. Hun blev indlagt på Metropolitan State Hospital i Norwalk og mistede reelt kontakten til sin datter, som hun fremover kun så nogle enkelte gange.

Da hun døde i en alder af 82 år i 1984, huskede hun - der havde tilbragt sine sidste mange år på psykiatriske institutioner - stort set intet om sin berømte datter. Efter sigende end ikke, at hun døde i 1962.

Norma Jeanes dybt religiøse plejeforældre opdragede hende meget strengt, men som voksen afslørede Monroe, at hun som blot otte-årig blev udsat for flere seksuelle overgreb angiveligt begået af en lejer, der boede i familiens hus.

Hun blev i 1935 fjernet fra familien og boede i de følgende år hos skiftende plejefamilier. I en af dem blev hun igen udsat for seksuelle overgreb. Alt var kaos, og da hun - efter at have flyttet utallige gange - i 1942 igen havde kurs mod et børnehjem, giftede hun sig som blot 16-årig med naboens 21-årige søn James Dougherty.

Marilyn Monroe fortæller om sin barndom og opvækst:

Et ægteskab, der var mere eller mindre arrangeret og ikke specielt lykkeligt.

I Donald Spoto’s Marilyn Monroe-biografi fra 1971 citeres Monroe for at sige:

»Ægteskabet gjorde mig ikke ked af det, men det gjorde mig heller ikke glad. Min mand og jeg talte stort set ikke sammen. Ikke fordi vi var vrede. Vi havde bare ikke noget at sige. Jeg var ved at dø af kedsomhed.«

For på trods af sin mildt sagt problematiske opvækst, havde hun store ambitioner, og hun var stik imod alle sociale odds ganske målrettet hvad angik hendes drømme om fremtiden.

I sit sidste interview, der blev trykt i Life Magazine tre dage før hun døde i 1962 - sagde hun om dette blandt andet:

»Det var da jeg var fem år, at jeg begyndte at tænke på en karriere som skuespiller. Jeg kunne ikke lide verden omkring mig. Den var grim, men jeg elskede at optræde. Da jeg fik at vide, at det var skuespil, så sagde jeg, at det var det jeg ville lave.

For at få mig ud af huset var der nogle af mine plejefamilier, der sendte mig i biografen, og der kunne jeg sidde hele dagen og til langt ud på aftenen. Så der sad jeg - et lille barn helt alene - foran det store lærred. Og jeg elskede det. «

Men vejen var stadig lang for Norma Jean Baker.

Meget lang.

James Dougherty blev indrulleret i den amerikanske hær, og da han i 1944 blev udstationeret til en base i Stillehavet, var det reelt enden på deres ægteskab, selvom de først legalt blev skilt i 1946.

Han blev siden gift igen, og ligesom så mange andre, der på et tidspunkt havde været tæt på Monroe, profiterede han også på det ved blandt andet, at udgive hele to bøger om Monroe ”The Secret Happiness of Marilyn Monroe” og ”To Norma Jeane with Love”. Begge udkom efter hendes død.

Norma Jean, der også af og til kaldte sig for Jean Norman, fik arbejde på flyfabrikken Radioplane Munitions Factory, og det var her, at det hele vendte for hende.

Det skete den dag, fotografen David Conover opsøgte fabrikken med det formål for det amerikanske forsvarsministerium at fotografere nogle af de kvindelige arbejdere i propaganda-øjemed.

Han faldt for den dengang mørkhårede Norma Jeane og tog en stribe billeder af hende.

Ingen af dem blev brugt i kampagnen, men i 1945 droppede hun jobbet og sad model for Conover, der siden sikrede hende en fast kontrakt med billedbureauet Blue Book Model Agency, der i øvrigt havde kontorer på det Hotel Ambassador i Los Angeles, hvor Robert F. Kennedy blev myrdet torsdag den 6. juni 1968.

Ved udgangen af 1946 havde Norma Jeane prydet ikke færre end 33 magasin-forsider.

Norma Jeane hos Blue Book Model Agency:

2. Bakers forvandling til filmstjernen og sexsymbolet Marilyn Monroe

I 1946 fik Norma Jeane Baker via sit arbejde for The Blue Book Model Agency kontrakt med et mindre film-agentur, der siden skaffede hende en seks-måneders kontrakt med tidens største og mest produktive filmselskab 20th Century Fox.

Det var i den forbindelse, at hun valgte fornavnet Marilyn og sin mors ungpige-navn Monroe.

På trods af kontrakten fik hun ikke en eneste filmrolle, men brugte i stedet tiden på at dygtiggøre sig som skuespiller og danser. Kontrakten blev forlænget, og i 1947 debuterede hun med ni korte replikker i dramaet ”Dangerous Years”.

Kontrakten udløb igen og denne gang ikke fornyet, hvorfor hun vendte tilbage til model-arbejdet. Ved siden af havde hun enkelte roller på teatret, inden hun i 1948 - stadig uden nogen succes - havde den bærende rolle i filmen ”Ladies of the Chorus”. Det var i den forbindelse, at hun ændrede sin frisure, blev platin-blond og dermed tog første skridt til opbygning af sit image som ”den dumme blondine”.

I 1949 arbejdede hun stadig af og til som model, og på et tidspunkt lod hun sig fotografere nøgen af Tom Kelley. Billederne blev oprindeligt brugt i en kalender, men da hun var blevet berømt og feteret stjerne dukkede de op igen og skabte voldsom diskussion, da de i 1953 blev trykt i Hugh Hefners første nummer af Playboy Magazine.

Både hun og hendes selskab fik gydt så meget olie på oprørt vande, at hun overlevede det stormløb, hun var udsat for og kunne fortsætte sin karriere. Hun forklarede, at hun manglede penge til afdrag på sin bil og derfor stillede op til en række nøgenfotos - for to timers arbejde tjente hun 50 dollar.

Her kan du læse hele historien bag de berømte nøgenbilleder

I de år var hun - ligesom i det meste af sit liv - storforbruger af mænd.

I 1950 indspillede hun hele seks film. Blandt disse også mindre roller i filmene ”The Asphalt Jungle” og ”All about Eve”, der gav hende sine første positive anmeldelser.

De første år af sin karriere plejede hun nidkært sit image som sex-symbol. Hun gik faktisk så langt som til at få foretaget enkelte kosmetiske indgreb omkring sin næse og sine kinder. De lægelige papirer omkring disse plastic-kirurgiske indgreb blev - som så meget andet relateret til Monroe - solgt på en auktion i 2013.

Hun gjorde større og større indtryk, deltog i flere og flere celebre begivenheder, blev interviewet til diverse medier og fik opbygget en betydelig fanskare.

I begyndelsen af 1950’erne var den berømte tidligere baseball-stjerne Joe DiMaggio - som hun siden blev gift med - blandt hendes utallige elskere. På listen var også skuespilleren Peter Lawford, som senere kom til at spille en ganske central rolle i omstændighederne omkring hendes død, som vi vender tilbage til.

I 1951 og 1952 medvirkede hun i en lang række film, og både anmeldere og publikum begyndte for alvor at lægge mærke til hende. Ikke mindst fordi hun i de år meget ofte spillede på det seksuelle i hele sin fremtræden og i mange af hendes rappe replikker.

Efter råd fra hendes selskab talte hun i flere interviews åbent om de famøse nøgenbilleder, der blev taget i 1949, hun klædte sig som oftest meget udfordrende og afslørede blandt andet også i et interview, at hun kun sjældent gik med trusser.

I 1953 indspillede hun filmen ”Niagra”, og det var i forbindelse med denne, at hendes makeup-artister udviklede det look med den berømte skønhedsplet, som hun huskes for i dag.

Filmen vakte opsigt og blev af mange stemplet som direkte amoralsk. ”Niagra” opfattes af mange stadig som den af hendes film, der havde flest seksuelle over- og undertoner.

Samme år indspillede hun ”Gentlemen Prefer Blondes”, der stadig prises som en af de største Monroe-klassikere, og det var i den film hun sang ”Diamonds are a girls best friend” - en sang, der siden blev en evergreen.

Mod slutningen af 1953 var hun uden sammenligning den største stjerne hos 20th Century Fox, og det betød at hun i månedsvis pressede på, for at få langt større honorarer. Det hele endte med at selskabet fik nok, og i januar 1954 smed de hende for første -men langt fra sidste - gang på porten.

Senere samme år giftede hun sig med Joe DiMaggio, men ægteskabet holdt kun i nogle få måneder.

Hendes popularitet var enorm og fik en ekstra tand, da hun under sin bryllupsrejse til Japan alene rejste til Korea og sang for de udstationerede amerikanske soldater.

Allerede i marts måtte 20th Century Fox krybe til korset og trygle deres guldfugl om at flyuve tilbage i buret - og dette til en væsentlig højere hyre end tidligere.

Senere samme år lavede hun en anden af sine mest berømte film ”The Seven Year Itch”, og det var i forbindelse med denne, at det ikoniske billede af Monroe stående med blafrende kjole på en subway-rist i New York blev taget.

Læs mere om det berømte kjolebillede

Se klip og billeder fra den berømte kjole-scene:

Efter indspilningen af ”Seven Year Itch”, der blev en massiv kassesucces, røg Monroe atter i totterne på selskabet. Hun smækkede med døren, flyttede til New York og dannede sit eget produktionsselskab kaldet Marilyn Monroe Productions.

Hendes appetit på mænd var usvækket, og selvom hun og DiMaggio lå i skilsmisseforhandlinger, var de ofte sammen, men hun indledte også affærer med blandt andre Marlon Brando og den kontroversielle forfatter Arthur Miller. Da skilsmissen fra DiMaggio var fuldbyrdet, udviklede forholdet til Arthur Miller sig til noget ganske seriøst.

Hendes rådgivere advarede hende mod at involvere sig i Miller, der var blevet stemplet som kommunist og var blevet afhørt i Joseph McCarthy’s Komite for Uamerikansk Virksomhed.

Advarslerne bekymrede ikke Monroe, der mod slutningen af året vendte tilbage til 20th Century Fox. I aftalen indgik en ret til at lave en film i hendes eget selskab for hver film, hun indspillede for Fox - men den mulighed udnyttede hun aldrig.

Skønt offentligheden undrede sig voldsomt over forholdet mellem Monroe og den intellektuelle Miller, giftede de sig i juni 1956. Da Miller var jøde, konverterede Monroe i øvrigt ved den lejlighed til jødedommen.

»Hold fast i stolen og gør jer klar til en stor overraskelse. Marilyn Monroe har endelig vist sin værdi som skuespiller.«

Således skrev en begejstret Boswell Crowter i sin New York Times-anmeldelse efter premieren på ”Bus Stop” i august 1956. Med netop denne film forsøgte Marilyn Monroe at gøre op med sit image som den dumme, sexede blondine.

Stig Ulrichsen siger til Jyllands-Posten om Marilyn Monroes generelle evner som skuespiller:

»Marilyn Monroe var magisk på fotos og i film. Når du ser hende, føler du, at hun henvender sig direkte til dig. Hun rører noget i os og går direkte i hjertet på os. Hun var en eminent skuespiller, der aldrig var tilfreds med det, hun lavede. Hun kunne drive en instruktør til vanvid, når hun gang på gang sammen med sin dramalærer bad om at få taget tage scenen om igen og igen.«

Se trailer til ”Bus Stop”:

I samme måned kastede hun sig sammen med Laurence Olivier ud i optagelserne til ”The Prince and the Showgirl”. Optagelserne, der foregik i England, var kendetegnet ved adskillige konflikter mellem Monroe og den britiske skuespiller, men for intet at regne mod, hvad der fulgte i forbindelse med efterfølgende filmoptagelser.

Tilbage i USA holdt hun pause i næsten 18 måneder i hvilke hun primært fokuserede på samlivet med Miller. Hun blev i 1957 gravid men til sin store sorg aborterede hun og det samme skete i igen i foråret 1958.

Tilbage i Hollywood kastede hun sig i juli 1958 ud i klassikeren ”Some like it hot”, hvor hun spillede sammen med Jack Lemmon og Tony Curtis.

Optagelserne af filmen, der efter premieren i marts 1959 fik en stormende modtagelse, var ekstremt besværlig og præget af både Monroes stadig mere og mere udprægede primadonna-nykker og deraf følgende voldsomme stridigheder mellem især instruktør Billy Wilder og Monroe.

Se trailer til ”Some Like it Hot”:

Dog ikke mere end at Wilder efter filmen ifølge flere Monroe-biografier udtalte:

»Enhver kan huske replikker. Det kræver en virkelig stjerne at dukke op til optagelserne uden at kunne replikkerne og så præstere det, hun kan.«

For sin rolle modtog Marilyn Monroe en Golden Globe for bedste kvindelige hovedrolle.

Problemerne med Monroe fortsatte for fuld udblæsning under indspilningen af ”Let’s Make Love”, der blev en fiasko. Egentlig skulle hun have haft den kvindelige hovedrolle i en filmudgave af musicalen ”Breakfast at Tiffany’s”, men for at undgå de sædvanlige problemer med Monroe, valgte han i stedet Audrey Hepburn.

Og så er vi fremme ved ”The Misfits”, der blev den sidste film hun indspillede.

Se klip fra ”The Misfits”:

Manuskriptet var skrevet af Arthur Miller, og med filmen håbede han og Monroe, at hun en gang for alle ville slippe for det image som ”sexet dum blondine”, der blev en stadig større belastning for hende.

Men også optagelserne af ”The Misfits” i efteråret 1960 bød på voldsomme problemer, og disse blev ikke bedre af, at forholdet mellem Monroe og Miller sluttede midt i det hele. Monroe havde store helbredsproblemer, og hendes misbrug af sove- og nervemedicin antog nye højder. Så store, at optagelserne på et tidspunkt måtte afbrydes i to uger, mens hun var indlagt til afvænning.

Filmen blev ingen succes, og Monroe brugte det meste af 1961 på at tackle helbredsproblemer, som også omfattede en indlæggelse til behandling for en depression. Hun flyttede efter seks år i New York tilbage til Los Angeles, hvor hun købte en mindre ejendom opført i spansk stil i Los Angeles-forstaden Brentwood.

I marts 1962 modtog hun endnu en Golden Globe som ”World Film Favorite”, og samme måned indledte hun for 20th Century Fox optagelserne til George Cukors film ”Something’s Got to Give”, i hvilken hun i den kvindelige hovedrolle spillede over for Dean Martin.

Marilyn Monroe lagde i vanlig stil hårdt ud med at udeblive fra optagelserne i de to første uger. Angiveligt fordi hun var syg, men flere biografier anfører, at det handlede om nye problemer med hendes medicin-misbrug.

I dagene omkring den 19. maj holdt hun igen pause fra optagelserne og dukkede op i Madison Square Garden i New York for at synge sin berømte fødselsdagssang for præsident John F. Kennedy.

Marilyn Monroe synger sin berømte fødselsdagssang til JFK:

Tilbage i Hollywood nåede hun at indspille en scene i ”Something’s Got to Give”, i hvilken hun svømmede nøgen rundt i en svømmepøl.

Men så var det slut.

Efter optagelsen af scenen udeblev hun igen fra optagelserne i så mange dage, at 20th Century Fox fik nok:

Hun blev fyret på gråt papir den 7. juni, og selskabet hævede, at hun havde kostet dem 2 mio. dollar på grund af forsinkelser og andet. Som modtræk krævede Monroe 750.000 dollar i erstatning for kontraktbrud.

Instruktøren George Cukor - med hvem Monroe faktisk konstant skændtes - nægtede at fortsætte optagelserne uden Monroe, og 20th Century Fox udsendte en meddelelse i hvilken de hævede, at årsagen til, at hun blev fyret, var hendes voldsomme stofmisbrug, og at hun i øvrigt var mentalt forstyrret.

Weekenden den 28. og 29. juli tilbragte hun i vennen Frank Sinatras Cal-Neva Lodge i Lake Tahoe i Nevada og var her ud over ham også sammen med blandt andre Dean Martin, Sammy Davis Jr., Peter Lawford og dennes kone Patricia Kennedy og den berygtede og magtfulde mafia-boss Sam Giancana.

Billeder af Frank Sinatra og Marilyn Monroe:

Flere af de tilstedeværende beskrev siden Monroe som sønderknust og desperat. Dels over fyringen fra 20th Century Fox og dels over, at Robert Kennedy netop havde afbrudt sit forhold til hende. Hendes forhold til de to Kennedy-brødre kan du læse mere om herunder i tredje og sidste del af denne artikel.

Da hun ankom til Lake Tahoe, var hun angiveligt ellers i fin form, men om aftenen gik det i takt med indtagelse af stoffer og alkohol helt galt for hende. Det skulle være endt med, at en rasende Sinatra fik en af sine assistenter til at bære hende i seng. Næste formiddag sørgede Sinatra formentlig for, at hun blev sendt hjem.

Som altid i det turbulente forhold mellem Monroe og 20th Century Fox faldt gemytterne til ro, og den 1. august meddelte selskabet, at Cukor var fyret og Monroe endnu engang var taget til nåde. Tilmed ville selskabet skrive kontrakt på endnu to film, der sikrede hende en million dollar i honorar.

Den 2. august publicerede Life Magazine et meget seriøst og åbenhjertigt interview. Hvad angår medier, så havde hun i øvrigt også nogle uger inden sin død poseret for en længere serie erotiske billeder taget af fotografen Bert Stern.

Stern arbejdede for magasinet ”Vogue” med Monroe i tre dage på Hotel Bel-Air i Los Angeles, og han tog over 2.500 billeder.

Enkelte af disse blev publiceret i magasinet efter hendes død.

Se nogle af Bert Sterns berømte billeder her.

Selv udgav Stern først sin bog ”The Last Sitting” i 1982 - og siden solgte han en stribe originalbilleder for knap en million kroner.

Den 3. august slappede hun angiveligt af i sit hjem og førte flere telefon-samtaler. Blandt andet med fotografen George Barris, der adskillige gange havde fotograferet Monroe og i sommeren 1965 var i gang med et nyt Monroe-projekt der både omfattede en større billedserie til magasinet Cosmopolitan og en bog.

George Barris har oplyst, at hun i samtalen tryglede ham om at komme til Los Angeles, idet hun ville fortælle ham noget meget vigtigt.

George Barris om sin sidste samtale med Monroe:

Hvad der skete på hendes sidste dag - den 4. august - hersker der umådelig meget usikkerhed omkring.

Der eksisterer utallige beretninger og teorier om, hvad der i virkeligheden skete.

Men kun en brøkdel af, hvad der i årenes løb er bragt til torvs, kan dokumenteres som uigendrivelige fakta.

3. Monroes sidste dag, konspirations-teorierne og hendes placering i nutiden

Marilyn Monroes trofaste hushjælp Eunice Murray, som Monroe havde bedt overnatte, vågnede den 5. august 1962 kl. 03.00 om natten.

Dette med en - forklarede hun siden - udefinerlig fornemmelse af, at der var noget grueligt galt.

Der i Marilyn Monroes hus på 5th Helena Drive i den eksklusive Los Angeles-bydel Brentwood. Et hus hun købte tidligere på året i 1962, og det var i øvrigt den første ejendom, som hun selv havde købt.

Eugene Murray listede hen til døren til Marilyn Monroes soveværelse.

I sprækken under døren kunne hun se, at der var lys, hvilket undrede hende, idet Monroe altid sov i buldrende mørke.

Hun bankede på, men der blev ikke svaret, hvorfor hun tog i dørhåndtaget og konstaterede, at døren var låst.

Hun gik ud i haven og kiggede ind ad vinduet til soveværelset og fik øje på Monroe, der lå på sin seng. Sengebordet ved siden af hende var fyldt med pilleglas.

Herefter blev hun for alvor urolig og så ingen anden udvej end at tilkalde Monroes psykiater Ralph Greenson, der ankom til huset omkring klokken fire om morgenen.

Hun tog ham med ud i haven, hvor han efter et blik ind ad vinduet valgte at smadre det og kravlede ind i soveværelset.

Her kunne han konstatere, at Marilyn Monroe var død.

Hun lå på maven og hendes nøgne krop var kun delvist dækket af det hvide silkelagen, hun havde over sig.

En halv time senere alarmerede Greenson Los Angeles Police Department, og det var senere Greenson, der tog imod politiet - Murray var angiveligt i gang med at ordne vasketøj.

Liget af Monroe blev allerede samme formiddag obduceret, og man fandt rester af meget store mængder sove- og nervemedicin i hendes krop.

Dette sammenholdt med mængden af fundne pilleglas og vidneudsagn om, at hun i dagene op til den 5. august havde været svært deprimeret og modløs, gjorde at politiet allerede samme dag konkluderede to ting:

Hendes død skyldtes en overdosis af sove- og nervemedicin og hun havde efter alt at dømme valgt at tage sit eget liv.

Selvom hun formentlig døde på et tidspunkt ud på aftenen den 4. august, blev hendes dødsdag på dødsattesten anført som den 5. august 1962. Også dette skulle - ifølge nogle konspirationsteoretikere - være sket for at dække over de dramatiske begivenheder, der fandt sted i hendes hjem om aftenen den 4. august.

Det må her anføres, at ovenstående bygger på en simpel essens af adskillige beskrivelser af hendes sidste aften, men mange af kilderne - helt centralt både Eugene Murray og Ralph Greenson - har siden ændret forklaring så mange gange, at billedet af Monroens sidste aften mildt sagt er uskarpt.

Se billeder taget i timerne omkring fundet af Marilyn Monroe:

Nyheden om hendes pludselige død spredtes som en steppebrand, og både i USA og resten af verdens ryddede aviserne forsiderne.

Eunice Murray fortæller en af sine versioner om sin sidste aften med Monroe:

Eftersom Eunice Murray med sikkerhed var til stede den 4. august, måtte hun formodes at vide, hvem der besøgte Monroe, og hvad der skete om aftenen, men hun ændrede som nævnt forklaring så mange gange, at hendes udsagn såede mere forvirring, end det opklarede noget. Det samme gjaldt senere de mange forklaringer, der blev afgivet af Peter Lawford, der også spillede en aktiv rollen den skæbnesvangre aften på Helena Drive.

Onsdag den 8. august blev Marilyn Monroe stedt til hvile på Westwood Village Memorial Park Cemetery, og der gik ikke mange dage, inden medierne og andre begyndte at spekulere i de nærmere omstændigheder omkring hendes død, og de første konspirationsteorier så dagens lys.

Marilyn Monroes begravelse den 8. august 1962:

Spekulationerne omkring hendes død havde i begyndelsen af 1980’erne faktisk antaget så voldsomme dimensioner, at den offentlige anklager i Los Angeles John van de Kamp i 1982 beordrede en ny undersøgelse gennemført.

Også denne undersøgelse udelukkede, at der var tale om mord.

Konklusionen var den samme som i 1962:

Marilyn Monroe døde af en overdosis af sovemedicin, og hun havde sandsynligvis taget sit eget liv.

Men heller ikke denne konklusion standsede konspirations-teoretikerne.

For at starte i den ”milde ende” er mange overbevist om, at hendes død skyldes en tragisk ulykke, og argumenterne for dette er blandt andet, at det langt fra var første gang, at hun ved et uheld havde taget en overdosis piller.

Der er faktisk dem, der hævder, at det i virkeligheden var hendes agt at fingere et selvmordsforsøg for at tiltrække sig opmærksomhed, men at dette selviscenesatte stunt gik helt galt.

Ligesom tilfældet er med politiet i Los Angeles, er der mange, der er overbevist om, at hun bevidst begik selvmord.

Og så er der endelig den talstærke og meget vedholdende armé af konspirations-teoretikere, der er overbevist om, at Marilyn Monroe blev myrdet.

I den forbindelse er Kennedy-brødrene gang på gang blevet draget ind i sagen.

Det er en kendsgerning, at både John F. Kennedy og senere lillebroren Robert F. Kennedy havde en affære med Monroe.

Bindeleddet mellem de tre var blandt andre skuespilleren Peter Lawford, som Monroe på et tidspunkt havde en affære med. Lawford var fra 1954 til 1966 gift med Kennedy-brødrenes søster Patricia Kennedy.

Essensen af de mange teorier om Kennedy-brødrenes andel i mordet på Monroe er følgende:

Det er som nævnt et faktum, at John F. Kennedy havde en affære med den berømte diva, men hun lagde øjensynligt mere i det, end han gjorde. Og på et tidspunkt besluttede han at afbryde forbindelsen til hende for ikke at skade sin politiske karriere. Dette ramte hende hårdt, og hun havde meget svært ved at acceptere det.

Da han i begyndelsen af sommeren 1962 havde fået nok af hendes forsøg på at kontakte ham, sendte han sin lillebror til Los Angeles for at tale et alvorsord med Marilyn Monroe, som angiveligt blandt andet havde truet med at indkalde til en pressekonference, hvor hun ville afsløre sit forhold til landets præsident.

Mødet mellem Marilyn Monroe og Robert F. Kennedy endte den sommeraften angiveligt i sengen i Peter Lawfords gæsteværelse.

De fortsatte forholdet indtil det også gik op for Robert F. Kennedy, at han måtte ud af det, inden det blev afsløret.

I den forbindelse skulle Marilyn Monroe angiveligt have truet med offentligt at afsløre sit intime forhold til begge Kennedy-brødre, og hun truede også med at afsløre de mange top-hemmelige ting, som de begge skulle have fortalt hende under deres hede møder.

Alt dette skrev Marilyn Monroe angiveligt ned i sin lille myteomspundne dagbog, der skiftevis omtales som både hendes røde og hendes sorte dagbog. Hvis den eksisterer - hvis den nogensinde er blevet fundet - er den siden blevet hemmeligstemplet, og et verificeret indhold er aldrig officielt blevet offentliggjort.

Det samme gælder en række bånd som Marilyn Monroe skulle have indtalt i sit hjem i sine sidste dage.

Der findes mange referencer til disse bånd, der angiveligt beviser, at der var alle mulige grunde til at myrde hende, men hverken selve båndene eller bekræftede udskrifter af disse,er til dato fremlagt.

Da Marilyn Monroe ikke var til sinds at lade Kennedy-brødrene i fred og fortsat truede med at afsløre sprængfarlige informationer, bad John F. Kennedy i begyndelsen af august 1962 sin bror om endnu engang at opsøge Monroe i hendes hjem i Los Angeles.

Adskillige kilder hævder, at Robert F. Kennedy sammen med et par bodyguards, Peter Lawford og psykiateren Ralph Greenson, herefter opsøgte Marilyn Monroe på hendes bopæl den 4. august om aftenen.

Det udviklede sig til både skænderi og tumult, og i forbindelse med dette skulle Greenson sammen med de to bodyguards have givet Monroe en dødelig indsprøjtning og derefter have arrangeret det hele, så det så ud som et selvmord.

Senere samme aften skulle Robert F. Kennedy angiveligt været fløjet til San Francisco i et privat jetfly.

Om han virkelig var i Los Angeles den nat eller ej bliver stadig diskuteret, og blandt de kilder, der kategorisk afviser, at han var i nærheden, er blandt andre James Hiltys digre værk ”Robert Kennedy: Brother Protector”, der udkom på Temple University Press i 2000.

I bogen mener forfatteren at kunne dokumentere, at Robert F. Kennedy den 4. og 5. august 1962 faktisk befandt sig sammen med sin familie på en ranch i det sydlige Californien, hvor han besøgte nogle nære venner.

Dette til trods for, at der angiveligt allerede i 1980’erne blev lækket hemmelige politinotater, der skulle dokumentere, at Robert F. Kennedy til politiet havde forklaret, at han faktisk var til stede i Monroes hus den skæbnesvange aften. Blandt andre i selskab med Lawford og psykiateren Greenson.

En af de første konspirations-teorier blev allerede i 1964 formuleret af den kontroversielle forfatter og kommunist-hader Frank A. Capell, der var overbevist om, at Robert F. Kennedy havde så klare kommunistiske sympatier, at Monroe blev myrdet som led i en kommunistisk sammensværgelse for at hindre hende i at afsløre Robert F. Kennedy og hans kommunistiske sympatier.

Men spekulationerne tog først for alvor fart, da forfatteren Norman Mailer i 1973 udgav sin Monroe-biografi. I denne hævder han, at det enten var FBI eller CIA, der slog hende ihjel for at hindre hende i at offentliggøre tophemmelige oplysninger, som hun havde fået af Kennedy-brødrene.

Senere blev også mafiaen beskyldt for at have udført mordet på Monroe. Enten efter ordre fra Robert F. Kennedy eller også for at hænge ham - der som justistsminister havde erklæret åben krig mod mafiaen - op på mordet. Der er også dem, der mener, at hun - blandt andet via sit venskab og forhold til Frank Sinatra - havde så tætte relationer til den amerikanske mafia, at den for at hindre hende i at afsløre dens aktiviteter, valgte at gøre hende tavs.

Nyt brænde på konspirations-teoretikernes bål blev der smidt i 2012:

Det er ingen hemmelighed, at Marilyn Monroe - i lighed med mange andre berømte amerikanere - blev fulgt tæt af FBI. Blandt andet på grund af sin nære relation til venstreorienterede Arthur Miller, var hun mistænkt for kommunistisk virksomhed. FBI fulgte Monroes gøren og laden tæt fra omkring 1955 og frem til hendes død.

Nyhedsbureauet Associated Press (AP) havde i 2012 sat sig for én gang for alle at løse gåden om Monroes død. I den forbindelse søgte man aktindsigt i FBIs arkiver men fik den besked, at de var forsvundet. AP gik videre til USAs nationalarkiv, men heller ikke her havde man Marilyn Monroe-filerne.

AP oplyste ved den lejlighed, at svaret begge steder lød, at filerne var sendt videre, men man oplyste ikke, hvor de befinder sig, eller om de er destruerede.

Hver eneste gang en ny teori er dukket op, har man ringet med sensationsklokken og hævdet, at nu foreligger der stensikre og helt konkrete beviser - enten håndgribelige eller også i form af øjenvidne-skildringer og diverse dokumenter.

Men ingen af disse har dog til dato holdt vand.

Så sent som i 2014 udgav Jay Margolis og Richard Buskin bogen ”The Murder of Marilyn Monroe: Case Closed”, og i denne mener forfatterne at kunne dokumentere, at Robert F. Kennedy planlagde mordet på Monroe, der blev udført af Peter Lawford og hendes psykiater Ralph Greenson. Ifølge bogen blev Monroe myrdet med en dødelig indsprøjtning i hjertet.

Formålet skulle være en gang for alle at lukke munden på Marilyn Monroe, der var blevet en for stor belastning for Kennedy-klanen.

I 2015 bragte Channel 5 en dokumentar, der syntes at cementere den holdning, at hun tog sit eget liv.

I programmet endevendes og analyseres obduktionsrapporten endnu engang, og man hæfter sig ved, at hun i dagene op til sin død havde være dybt ulykkelig og deprimeret af mindst to grunde: Der var store problemer med 20th Century Fox, og begge Kennedy-brødre afviste hende.

Der er som tidligere nævnt skrevet i læssevis af bøger og lavet utallige dokumentar-programmer om omstændighederne omkring Marilyn Monroes død.

Et af dokumentar-progammerne kan du se her (48 minutter):

Endnu en dokumentar, der behandler diverse mordteorier:

Er du interesseret i flere dokumentar-programmer om Marilyn Monroes død og omstændighederne omkring denne, da bugner YouTube af indslag.

I øvrigt findes på samme platform også ”The Marilyn Monroe Video Archives”.

Videoerne på denne side, der blev åbnet i 2010, er til dato tilsammen afspillet omkring 14 millioner gange.

Spekulationerne omkring Marilyn Monroes død er langt fra slut endnu.

Der vil komme flere bøger og dokumentarer, og på trods af sagens fakta er det efterhånden kun fantasien, der sætter grænser i disse konspirationsteorier. Teorier, der har det til fælles med alle andre konspirationsteorier:

Det kan være sandt, men det kan også være det rene opspind.

Så vidtløftige er nogle af teorierne, at man kan tænke tanken:

Hvornår kommer bogen mon, der hævder, at Marilyn Monroe faktisk blev myrdet af rumvæsner fra en fjern planet ?

Fælles for samtlige konspirationsteorier er, at der stadig mangler et uigendriveligt bevis på, at Marilyn Monroe virkelig blev myrdet.

Om omstændighederne omkring hendes død, siger forfatteren Stig Ulrichsen til Jyllands-Posten:

»Marilyn Monroe døde af en overdosis sovepiller. Hun havde jo i lang tid haft store problemer med piller og alkohol. Det store spørgsmål i historien er, hvorfor man stiller et glas med sovepiller ind ved sengen hos en person med så store psykiske problemer? Hendes husholderske og ”sygeplejerske” Eunice Murray overnattede i huset, fordi Monroe var ”ude af balance”, og hun kunne have klaret doseringen.«

I den forbindelse kan i parentes nævnes, at der også er dem, der påstår, at det var Eunice Murray, der enten bevidst eller ved en fejl gav Monroe for meget medicin.

I virkeligheden ved ingen, hvad der er op og ned i de mange konspirationsteorier. Hvad der skete i huset i Brentwood den 4. og 5. august er med årene mere eller mindre blevet en trossag.

Uanset hvad der skete, da mistede verden en af de største og mest feterede stjerner, som Hollywood endnu har fostret.

En stjerne, der stadig genererer millioner og atter millioner af dollar.

Der findes snart sagt ikke den Monroe-ejendel, det notat eller det billede, der ikke har været omsat til dollar. Alt, hvad hun på et eller andet tidspunkt i sit liv har været blot i nærheden af, kan omsættes til dollar.

Og der dukker stadig både personlige ejendele, breve, papirlapper, fotos og meget andet op på alverdens auktioner, hvor tingene stadig handles til astronomiske beløb:

Og så videre.. og så videre....

Marilyn Monroe dukker op igen og igen.

Ofte på de mest uventede steder, som da to studenter for nogle uger siden lavede et gigantisk Monroe-portræt i sneen foran deres universitet i Changchun i Kina.

Musikalsk står Elton John for den ultimative Monroe-hyldest.

Den indsang han med titlen ”Candle in the Wind” i 1973. Den blev et kolossalt hit og nåede nye højder, da han i 1997 skrev sin sang lettere om og til prinsesse Dianas begravelse sang og dedikerede den til hende.

Selv fraset den enorme omtale Marilyn Monroe, hendes liv og dramatiske død stadig får, står også hendes kunstneriske arv stadig lysende klar.

Den prises stadig i høje toner, og det vil den givet blive igen i 2016, hvor hun den 1. juni ville være fyldt 90 år.

Se udvalgte højdepunkter fra Monroes filmkarriere: