Nyt brændstof til kontroversiel teori om feteret fly-pioners gådefulde skæbne

Næppe er de seneste spekulationer om orkesterleder Glen Millers gådefulde forsvinding over den engelske kanal i december 1944 ebbet ud, før diskussionen om den suverænt mest omdiskuterede forsvinding i flyhistorien er blusset op igen.

Det handler om Amelia Earhart, der fredag den 2. juli 1937 tidligt om morgenen sammen med sin navigatør Fred Noonan forsvandt i Stillehavet under en flyvning, der - i hvert fald officielt - var et forsøg på at flyve rundt om Jorden.

Lige siden hendes Lockheed Model 10 Electra-fly forsvandt, har der været ledt efter både rester af flyet og af Earhart og Noonan.

Og der ledes stadig.

Når et fly styrter under gådefulde omstændigheder eller forsvinder sporløst, går der som regel ikke længe inden, det vælter frem med konspirationsteorier. Den ene mere fantastisk og fantasifuld end den anden. Fælles for mange af disse er, at den gode ofte kontroversielle historie ofte vejer tungere end fakta.

Disse konspirationsteorier omgærder Glenn Millers forsvinding og - ikke mindst - Amelia Earharts mere eller mindre sporløse forsvinding den tidlige juli-morgen over Stillehavet, da hun var på vej rundt om Jorden sammen med sin navigatør.

Officielt styrtede Earhart og Noonan i Stillehavet, og der er i årevis spenderet et styrtende antal millioner dollar i eftersøgning af rester fra hendes fly.

Ofte har efterforskere til medierne meddelt, at nu er gåden løst, men hidtil er der ikke leveret noget uigendriveligt bevis.

Blandt de mere ekstreme konspirationsteorier er en teori om, at Amelia Earhart faktisk både overlevede både flystyrtet og krigen og levede under en falsk identitet i USA frem til sin død i 1982.

Teorien er ikke ny - og den kendes i adskillige varianter - men det har netop vakt opsigt, at den ekstremt produktive amerikanske forfatter, musiker, sanger og skattejæger W.C. Jameson (se også hans officielle webside) den 5. januar i år udsendte endnu en bog, der understøtter teorien om, at Earhart i virkeligheden var spion for USA, blev taget til fange af japanerne, overlevede, vendte tilbage til USA og her levede i mange år med en anden kvindes identitet.

W.C. Jamesons bog er udsendt i hans populære serie ”Beyond The Grave”, der også omfatter bestsellere om Billy The Kid, John Wilkes Booth og Butch Cassidy.

Jamesons bog - ”Amelia Earhart: Beyond The Grave” - er blot den seneste af flere, der beskæftiger sig med ovennævnte teori, der også har været genstand for flere tv-dokumentarer - blandt andet på National Geographic Channel i 2006.

En noget fåmælt W.C. Jameson siger til Jyllands-Posten om sin nye bog:

»I modsætning til tidligere bøger om Earhart er mit projekt ikke blot researchet, det er undersøgt, pillet fra hinanden, analyseret og rekonstrueret. Alt sammen med det formål, at relatere sandheden til, hvad der faktisk skete og hvorfor.«

Vi vender tilbage til teorien om, at Earhart overlevede både styrtet og krigen for siden at leve under en ny identitet i USA - og dermed også Jamesons bog, der allerede ligner endnu en bestseller fra hans hånd.

Kort portræt af Amelie Earhart:

Først tilbage til begyndelsen på Amelia Earharts korte, men glorværdige karriere, som gjorde hende til en af de mest kendte og feterede amerikanere fra slutningen af 1920’erne og frem til sin død blot tre uger inden sin 40 års fødselsdag i 1937.

Amelia Mary Earhart blev den 24. juli 1897 født ind i en relativt velstående familie i Atchinson i Kansas i USA. Hendes farfar havde virket som dommer, og da Amelia kom til verden var han bankdirektør. Som sådan var han en meget indflydelsesrig person i Atchinson, hvor hendes far var advokat.

Amelia Earhart og hendes lillesøster Muriel blev meget frit opdraget, og i dag ville man betegne hende som noget af en ”drenge-pige”, der kastede sig ud i det ene halsbrækkende eventyr efter det andet.

Hun ville langt hellere skyde rotter med en riffel end lege med dukker. Hendes yndlingsfag i skolen var matematik, og hun interesserede sig levende for både elektronik og mekanik.

Først da hun var 12 år, kom hun i en egentlig skole - indtil da havde hendes mor undervist både hende og søsteren hjemme.

Der er skrevet adskillige biografier om Amelia Earhart, og der er nogenlunde enighed om, at hun for første gang oplevede et fly lette, da hun i 1908 sammen med sin far besøgte Iowa State Fair i Des Moines. Ved den lejlighed forsøgte faren at overtale hende til at prøve en flyvetur, men det var hun ikke interesseret i.

I årene der fulgte flyttede familien meget rundt, og faren opbyggede gradvist et voldsomt alkoholmisbrug, der endte med at koste ham både karriere og ægteskab. Amelia Earharts skolegang var kaotisk og præget af mildt sagt vekslende engagement og hyppige skoleskift. Faktisk gik hun - trods det faktum, at hun først indledte sin skolegang som 12-årig - på ikke mindre end seks forskellige highschools inden hun afsluttede sin grundskoling.

Et besøg hos lillesøsteren i 1917 sendte hendes omskiftelig liv i en ny retning. Søsteren havde da slået sig ned i Toronto i Canada, hvor hun studerede, og her mødte Amelia Earhart hjemvendte sårede soldater, der havde deltaget i Første Verdenskrig, som rasede i Europa.

Via Røde Kors fik hun en uddannelse som sygehjælper og blev ansat på Spadina Military Hospital i Toronto.

Her var hun i 1918, da Toronto blev ramt af den spanske syge. En epidemi, der krævede i hundredvis af dødsofre, og Earhart blev selv smittet. Der tilstødte yderligere komplikationer. Efter at have været indlagt i over to måneder, mistede hun sit job, og hun kom sig i øvrigt aldrig 100 pct. over sin sygdom.

Herefter boede hun i en periode hos lillesøsteren, der i mellemtiden var flyttet tilbage til USA. I 1919 blev hun optaget på Columbia Universitys medicinske fakultet, men droppede ud allerede året efter og flyttede til Californien, hvor hendes forældre var blevet genforenet.

Og det var her - på Long Beach - at der den 28. december 1920 - skete noget, der fik altafgørende betydning for unge Amelia Earhart:

Sammen med sin far besøgte hun en flyveplads, hvor hun fik sin første flyvetur - og dette med den senere så kendte pilot Frank Hawks ved rorpinden.

Fra den dag var hun besat af tanken om selv lære at flyve. Hun tog alle de jobs, hun kunne komme i nærheden af, for at skaffe penge til uddannelsen som pilot. Sin første flyvetime fik hun den 3. januar 1921 på Kinner Field i nærheden af Long Beach.

Som uddannet pilot kastede hun sig frygtløst ud i den ene bedrift efter den anden, og i juni 1928 var hun den første kvinde, der fløj over Atlanten. Earhart var passager på flyet, der blev fløjet af Wilmer Stultz assisteret af Louis Gordon.

Men hendes tur over Atlanten gjorde hende berømt.

Også selvom hun senere i en af sine bøger beskrev sin indsats om bord som ”ligeså nyttig som en sæk kartofler”.

Som sin mandlige kollega Charles Lindbergh, der i 1927 som den første nogensinde krydsede Atlanten i et fly, opnåede hun en celebrity-status, der kan sammenlignes med nutidens super-stjerner inden for musik og film. De kendte flokkedes omkring hende, og hun opbyggede et personligt venskab med USAs præsident Franklin Delano Roosevelt og den så populære førstedame Eleanor.

Hun skrev flere bøger om flyvning, hun var en engageret fortaler for kvinders ligeret, og hun blev i 1931 gift med sin forlægger George Palmer Putnam, der opfordrede hende til selv at krydse Atlanten.

Hun bevarede sit eget efternavn, hun havde ifølge flere biografier ingen planer om at få børn, og forholdet mellem de to er oftest beskrevet som en forretningsforbindelse frem for et forhold, der byggede på kærlighed.

Sin soloflyving over Atlanten gennemførte hun i maj 1932 bag pinden i et lille rødt Lockhed Vegas-fly.

Hun lettede fra New Foundland, og det var planen, at hun 10-15 timer senere skulle lande i Paris.

Men dårligt vejr og tekniske problemer gjorde, at hun måtte lande sit lille fly på en mark i nærheden af Londonderry i Nordirland.

Amelia Earhart levede og åndede for sin flyvning, og hver eneste gang hun kastede sig ud i nye eventyr - nye rekordforsøg - tiltrak det sig enorm opmærksomhed.

Dette gjaldt i høj grad også hendes første forsøg på en flyvning rundt om Jorden i marts 1937. Denne endte brat, da hendes fly forulykkede under start på Hawaii.

To måneder senere indledte hun et nyt forsøg, og det var under etapen fra New Guinea til Stillehavsøen Howland Island, at hun og hendes navigatør forsvandt sporløst.

Budskabet om hendes forsvinding sendte chock-bølger gennem USA og udløste noget nær landesorg.

Posthumt er hun siden tildelt en meget lang række æresbevisninger, og den dag i dag opfattes - og hyldes - hun stadig som en af pionererne i kampen for kvindens ligestilling.

Lige siden Earhart og Noonan forsvandt, har der været ledt efter det forsvundne fly eller rester af samme, og adskillige gange har ekspeditionslederen meddelt, at nu har man fundet flyrester, der kaster lys over gåden om Lockheed Electra-flyets skæbne.

Ric Gillespie (TIGHAR) fortæller om sine fund i Stillehavet:

En af de mest kendte Amelia Earhart-efterforskere er Ric Gillespie, der står i spidsen for The International Group for Historical Aircraft Recovery (TIGHAR).

Han har i omkring 25 år ihærdigt ledt efter spor fra Amelia Earhart og Fred Noonans fly, og han er overbevist om, at det styrtede ned ved den ubeboede Stillehavsø Nikumaroro, der tidligere hed Gardner Island.

Her har Gillespie og hans hold blandt andet fundet knoglerester, der kan stamme fra en menneskefinger, en lommekniv, et sminkespejl og andet. Han mener desuden, at han og hans team via en særlig sonar-teknik på havbunden ud for øen har fundet rester af vinger, der kan stamme fra Earharts Lockheed Electra-fly.

På den baggrund mener TIGHAR, at Earhart og Noonan begge overlevede styrtet, men siden døde på den øde ø, hvor amerikanske soldater i 1945 angiveligt fandt adskillige rester af lejrbål.

Men der mangler stadig det uigendrivelige bevis eller ”the smoking gun”, som Ric Gillespie selv har udtrykt det.

Det betyder, at mange fortsat er skeptiske over for Ric Gillespies teorier, og mener, at Earhart og Noonan ganske enkelt mistede orienteringen, at Lockheed Electra-flyet løb tør for brændstof, styrtede i havet og forsvandt sporløst.

Men aktører i den rummelige manege, der myldrer med konspirations-teoretikere, er også dem, der stædigt støtter teorien om, at Amelia Earhart slet ikke styrtede ned, men blev tvunget til landing af japanerne, sendt i fangelejr og efter sin frigivelse fik en ny identitet og først døde i USA i 1982.

Blandt disse er nu også W.C. Jameson, der på sit visitkort blandt andet kan skrive forfatter, musiker, sangskriver og skattejæger.

Jameson hævder tilmed i sin seneste bog ”Amelia Earhart: Beyond The Grave”, at han kan dokumentere den bemærkelsesværdige konspirationsteori.

Udgangspunktet for denne vidtgående konspirationsteori er, at Amelia Earharts forsøg på at flyve rundt om Jorden blot var et skalkeskjul for at spionere mod japanerne - hun var hyret som spion for USA af præsident Roosevelt.

En af de første gange, at dette blev mere end antydet var allerede i Hollywood-filmen ”Flight for Freedom” (1943), men siden har USAs efterretningsvæsen konkluderet og officielt meddelt, at dette er totalt grundløst.

Men det er det ikke, mener mange - og nu meddeler W.C. Jameson i sin bog, der udkom i denne uge, at han kan dokumentere påstanden om, at hun var udsendt som spion.

Det der i virkeligheden skete med Amelia Earhart, var ifølge W.C. Jameson og andre tilhængere af samme bemærkelsesværdige teori følgende:

Amelia Earhart, der som tidligere nævnt var personlige venner med præsident Roosevelt, var af det amerikanske efterretningsvæsen med præsidentens godkendelse udsendt på en hemmelig mission med det formål at fotografere japanske militære installationer i Stillehavet.

Men missionen gik galt: Enten landede Earhart og Noonan på japansk område - eller også blev de skudt ned.

Under alle omstændigheder blev de taget til fange og anbragt i en fangelejr på Marshall-øerne, der dengang var japansk område. De blev frigivet i 1945, da japanerne overgav sig.

C.W. Jameson og mange andre fastholder, at Earhart af vidner er blevet set i en en japansk fangelejr længe efter sin forsvinding.

Roosevelt vidste alt om, at Earhart og Noonan var taget til fange af japanerne men ønskede ikke, at det skulle frem i offentligheden, at han og regeringen havde brugt den berømte kvindelige pilot som spion.

Da hun efter krigen vendte tilbage til USA, blev hun efter aftale med Roosevelt omfattet af det amerikanske vidnebeskyttelsesprogram og overtog en andens identitet: Irene Craigmile Bolam.

W.C. Jameson hævder i sin nye bog, at han kan dokumentere, at Earharts to-motors Lockhead Electra-fly var udstyret med adskillige efter datidens målestok meget avancerede kameraer, så hun kunne fotografere japanske militæranlæg.

I sin bog citerer Jameson også slægtninge til militærfolk for at sige, at det blandt højtstående militærfolk var alment kendt, at Earhart var involveret i indsamling af efterretninger.

Påstanden om, at Irine Craigmile Bolam, der boede og arbejdede som bankassistent i New Jersey, i virkeligheden var identisk med Amelia Earhart, har cirkuleret i mange år og blev blandt andet igen i 1970 bragt til torvs af Joe Klaas i bogen ”Amelia Earhart Lives”.

Bogen, der byggede på en teori udviklet af major Joseph Gervais, der havde mødt Bolam og var overbevist om, at hun var Earhart, vakte voldsom opsigt - og vrede hos Bolam og hendes familie, der var godt og grundigt trætte af spekulationerne om, at Earhart skulle have erstattet deres kone og mor i 1945.

Selv benægtede Irine Bolam vedholdende, at hun var Earhart, og for at sætte en effektiv stopper for rygterne lagde hun sag an mod forlaget bag udgivelsen og krævede 1,5 mio. dollar i erstatning. Dette fik forlaget - McGraw-Hill - til at trække bogen tilbage fra markedet, og sagen, der aldrig kom for retten, blev afsluttet med et forlig mellem parterne.

Skønt der faktisk er flere sammenfald i Bolams og Earharts vennekreds og interesse for flyvning - Bolam erhvervede ligesom Earhart også flyvecertfikat - er alle senere undersøgelser endt med at konkludere, at Earhart og Bolam ikke var samme person.

Og der er til dato heller ikke fremlagt nogen dokumentation for, hvad der skete med Irine Bolam, da Earhart angiveligt skulle have overtaget hendes identitet.

Men nu gentager W.C. Jameson - der har skrevet sin bog sammen med Gregory A. Feith, der tidligere har arbejdet som sikkerhedsagent for National Transportation Safety Board i USA - altså påstanden.

Han bygger den også på, at Earhart angiveligt skulle være så mærket af opholdet i japansk fangenskab og sit liv som feterede Amelia Earhart, at hun ønskede at slippe væk fra det hele under en ny identitet.

Den kvindelige pilot Linda Finch beretter om Earharts sidste flyvning:

I forbindelse med det faktum, at Irine Cragmile Bolam indtil sin død den 7. juli 1982 - ligesom hendes familie - benægtede, at hun i virkeligheden var Amelia Earhart, pointerer W.C. James i sin nye bog, at hun ikke på noget tidspunkt var villig til at lade sine fingeraftryk teste.

Der er heller aldrig foretaget en DNA-sammenligning, og desuden undrer Jameson sig over, at der på Bolams dødsattest angiveligt står anført, at hendes forældre er ukendte.

Generelt hævder Jameson, at hele den officielle udlægning af Earharts skæbne er et massivt cover-up, og i sin bog hæfter han sig ved, at omkring 113 dokumenter næsten 80 år efter hendes forsvinding, angiveligt stadig er stemplet som hemmelige og derfor ikke er offentligt tilgængelige.

Desuden, skriver Jameson i sin bog, er der generelt forsvundet et meget stort antal vigtige dokumenter og notater i Earhart-sagen.

Ifølge W.C. Jameson er den altoverskyggende årsag til, at sagens rette sammenhæng aldrig er blevet kendt, ganske enkelt den, at hele forløbet vil være for pinligt for den amerikanske regering. Selv i dag.

Irine Craigmile Bolam døde officielt i en alder af 77 år. I 1982 ville Amelie Earhart retteligen være fyldt 85 år.

Adskillige websider støtter helt eller delvist den teori, som W.C. Jameson for tre dage siden har udgivet endnu en bog om:

En af de mest udførlige kan læses her.

Ric Gillespie (TIGHAR), der har brugt millioner af dollar og et kvart århundrede i forsøget på at bevise, at Amelia Earhart og hendes navigatør omkom ved et ulykkestilfælde, har tidligere følt sig tvunget til at komme med sin holdning til den meget sejlivede teori.

Du kan læse Ric Gillespies afvisning her.

Også mange andre websider angriber teorien om, at Amelia Earhart overlevede det hele og døde i 1982 som Irine Bolam.

En af de mere dybdegående og seriøse ressourcer, der afviser teorien som det rene og skære nonsens, kan du finde her.

Udover dette vrimler nettet med sider dedikeret til Amelia Earhart og de mange teorier om hendes forsvinding.

Blandt disse også denne, der tager udgangspunkt i en dokumentarfilm om den legendatiske pilot.

Diskussionen om Amelia Earhart og Fred Noonans forsvinding tidligt om morgenen den 2. juli 1937, er næppe slut endnu.

Så langt fra.

Dokumentar om Amelia Earharts liv og skæbne (52 minutter)

Tilhængere af den ene eller den anden teori vil også fremover - i lighed med nu også W.C. Jameson - fremlægge angiveligt stensikre beviser på, hvad der skete med Amelia Earhart og Fred Noonan den juli-morgen for snart 80 år siden.

Dette i en sag, hvor det sidste uigendrivelige faktum, er referatet af den sidste kommunikation mellem marinekutteren ”Itasca” fra United States Coast Guard - der lå og ventede på flyet tæt på Howland Island - og Lockheed Electra-flyet lørdag den 2. juli 1937:

Kl. 07.42:

”Vi må være tæt på jer. Vi kan ikke se jer, men brændstoffet er ved at slippe op. Jeg kan ikke få kontakt til jer via radioen. Vi flyver i 1.000 fods højde.”

Kl. 08.43:

”Vi flyver nu nord syd”.

Og det var - i hvert fald officielt - det sidste verden hørte til - men så langt fra om - Amelia Earhart og Fred Noonan.