Her har tiden stået stille i 105 år

På gården Bortom Åa i Fågelsjö, der ligger mellem Hälsingland og Dalarna i Sverige, føles det som om, at tiden har stået stille i 105 år. Når man går gennem hoveddøren, er det som om, at man har foretaget en tidsrejse.

Alt er intakt. Tøjet hænger der endnu. Køkkenredskaber, notesbøger, våben, aviser og briller. Alt ligger præcist som den vinterdag for 105 år siden, da det blev efterladt.

Gården har i de seneste år været museum og Fågelsjö gammelgård - som oftest kaldes Bortom Åa, er en af i alt syv gårde i området, der i juli 2012 kom på Unesco’s verdensarvsliste.

Og det er ikke en hvilken som helst historie, som ligger bag den gamle gård, men den historie vender vi tilbage til lidt senere i denne artikel.

Forladte steder

At opsøge og fotografere forladte huse er noget, der på verdensplan engagerer flere og flere, og der findes et større uofficielt netværk mellem de mest aktive fotografer.

Blandt disse hører makkerparret Jan Elhøj og Morten Kirckhoff til blandt de mest aktive inden for disciplinen, der kaldes ”Abandoned Places” - forladte steder.

Elhøj og Kirckhoff udsender i næste uge deres tredje bog med billeder taget på ofte hemmelige forladte steder i både Danmark og i udlandet.

Blandt de mange danske lokaliteter, der var med i duoens anden bog, var blandt andet Oves forladte hus i en forstad til København. Et hus, der havde stået tomt og forladt i årevis, uden at nogen havde fjernet indboet, der stod, som da huset blev forladt.

Det danske makkerpar satte for alvor system i deres fælles passion i 2008, og da de udsendte deres anden bog i 2014, havde de besøgt over 1.000 steder i 17 lande.

I et interview til Jyllands-Posten har Morten Kirckhoff tidligere udtalt:

»Vi har fotograferet mange steder i Danmark, men flest i udlandet. Af den simple grund, at der findes mange flere steder uden for Danmark. Mange flere forladte kirker, hospitaler, slotte og fabrikker.«

En af de mere kendte udenlandske fotografer med Abandoned Places som speciale er amerikaneren Daniel Marbaix, der i professionelle sammenhænge kalder sig for Odins Raven.

Han blev for alvor grebet af de specielle motiver i 2009, og har siden udgivet flere bøger med fotos af forladte steder fra hele kloden.

Om sin fremgangsmøde fortalte han i 2013 i et interview med Jyllands-Posten:

»Nogle gange besøger jeg steder, som jeg selv har fået øje på. Men jeg deltager også i diverse fora på nettet, hvor der deles informationer om forladte steder. Nogle gange mødes jeg derigennem med andre, der viser mig nye steder.«

Også internettet er med Google og Google Maps et fantastisk sted. Her kan du hurtigt og let se næsten hele verden fra alle mulige vinkler - og dette uden at du behøver at forlade dit hus.«

På spørgsmålet om, hvorvidt han arrangerer sine steder, svarede Odins Raven i interviewet med Jyllands-Posten blandt andet:

»Jeg flytter personligt aldrig rundt på tingene. Men interessen for den slags steder er stigende, så de besøges af flere og flere. Og jeg ved, at folk flytter rundt på tingene. Det sætter mig ofte i et dilemma: Skal jeg flytte tingene tilbage eller bare lade dem være? Jeg vælger det sidste.«

Men tilbage til Kristina Jonsdotter og Mårten Persson og deres forladte hjem i Sverige, der nu er museum.

Velstående par

Kristina Jonsdotter og hendes mand Mårten Persson var velstående. De ville efter sigende ikke stå tilbage for deres slægtning, som var immigreret til USA og havde fået et nyt hus. Parret havde muligheden, og derfor var løsningen enkel.

De byggede nyt, stort og prægtigt. Den ”svenske drøm” var ensbetydende med, at alt skulle være det nyeste nye. Ægteparret byggede et splinternyt hus i amerikansk stil på den anden side af gårdspladsen lige over for det gamle hus, og det nye hus blev kendt som Amerika-huset.

Juleaften i 1910 låste de døren i det gamle hus for sidste gang, og de efterlod alle deres personlige ejendomme i det gamle hus. Kommunen overtog senere huset, og i dag er det et museum.

Guldbroderi

Man siger, at når en historie slutter, begynder en anden.

Den svenske avis Aftonbladet har besøgt huset, som efter den tids standarder var komfortabelt indrettet.

Tøjet, som hænger sirligt i en garderobe til ham og hende, er skræddersyet. En jakke har guldbroderi, men den var ikke længere moderne, da døren blev lukket for sidste gang.

Kristina og Mårten var ottende generation på gården. Hendes far en dygtig og succesfuld våbensmed. På væggen i smedjen hænger der 13 bøsser. »Bøsserne er ladt. De er farlige at røre ved,« står der på et skilt ved siden af.

Huset, som oprindeligt blev bygget i 1600-tallet, er bygget om flere gange, og alle vegne bærer det præg af at være velindrettet. Intet er overladt til tilfældighederne, og der er tale om 1900-talsluksus, som er til at tage at føle på.

Midtpunkt

I køkkenet havde alle på gården deres egen træske. Det var heller ikke nok med en enkelt smørkærne – de fandtes i alle størrelser. Og selvfølgelig lavet i den bedste kvalitet.

Igennem årene spillede huset, som Mårten og Kristina forlod, en central rolle for området.

Når præsten kom på besøg i Fågelsjö, var det her, han boede.

Et præsteværelse, indrettet med eksklusiv tapet og kontorplads, fortæller sin egen historie. Der var langt til kirken, så når der skulle holdes kirkemøder, samledes folk i gårdens storstue. Gården var midtpunkt og hovedkontor for beboerne i området.

Også alle store møder for indbyggerne i byen blev afholdt her. I etagen oven over ligger feststuen. Her fejrede man bryllupper eller holdt begravelser. Alle ville være med på gården i Fågelsjö.

Kristina blev enke i 1941.

Hun fik ingen børn og testamenterede hele ejendommen til kommunen, da hun døde to år senere.

Siden blev den specielle gård indrettet til museum, hvor der ofte er rundvisninger.

Fredet gård

Gården er fredet og bevaret som den så ud den decemberdag for 105 år siden, og den kom som nævnt i 2012 på Unesco’s liste over verdenskulturarv.

»Hvis nogen fremmede forsøger at trænge ind, så når hele byen at komme med haglgeværer, før politiet når frem,« siger omviser Therese Skoug til Aftonbladet og tilføjer:

»Det er ikke som i storbyen, heroppe.«

Terje Plante, der er førstekonservator ved Norsk Folkemuseum, er glad for, at gården bliver brugt til museum.

»Det er jo en fantastisk samling. Det er sådan en, som alle museer er misundelig på, fordi kontekst og indhold hænger så godt sammen,« siger han til den svenske avis.

Ret specielt

Stig Roar Olsen på 23 år interesserer sig meget for hjemmets historie mellem 1850 og 1930. Han har selv indrettet sin lejlighed efter 1800-tallets indretningsstil.

Han mener ikke, at historien og billederne fra Fågelsjö virker helt troværdige med den viden, han har om forholdene i Norge i samme periode.

»Hvis folk beslutter sig for at bygge et nyt og moderne hus, og rejser fra alt, hvad de ejede før, så gør de noget ret specielt, fordi de skiller sig af med en stor del af deres identitet. Det virker mærkeligt på mig, at man bare forlader alt,« siger han til Aftonbladet.

Stig Roar Olsen mener dog, at tapetet er flot, og at det engang var kostbart. Han fortæller, at noget af interiøret er væsentligt ældre end fra 1910, og at det er med til at styrke gårdens historie.

»Når man ser på gæsteværelset, så er der ikke mere inventar eller flere brugsgenstande, end der burde være. Sovebænken var meget udbredt i hele 1800-tallet, og det samme gælder chatollet, som tingene står på. Det er ikke underligt, at det er ting, som har fået lov at blive,« vurderer han.