"To plus fire" sikrede Tysklands genforening for 25 år siden

I dag er det 25 år siden, at Tyskland officielt fik en køreplan for at blive genforenet. Og det skete ved underskrivelsen af ”To plus fire”-aftalen i Moskva.

Råbene fra demonstranterne i Leipzig i det det daværende DDR var blevet hørt: ”Wir sind das Volk” (vi er folket, red.) og ”Kein Gewalt” (ingen vold). For genforeningen forblev blodløs, og det tyske folk kunne endelig se en ende på det kommunistiske regime og ind over den mur, som løb igennem landet som et ar.

Flere historikere taler om, at Anden Verdenskrig først sluttede med denne aftale. For en egentlig fredstraktat var indtil da aldrig blevet lavet. Og endelig fik Tyskland anerkendt sine grænser.

Men hvordan genforener man overhovedet et land? Skulle besættelsesmagterne alene afgøre det? Skulle tyskerne være med? Og hvad med de omkringliggende lande?

Her var de store spørgsmål særligt, hvordan et genforenet Tysklands grænser, alliancetilhørsforhold, suverænitet og hærstørrelse m.m. skulle være.

De hidsige forhandlinger

Med DDR's sammenbrud i perioden 1989 – 1990 var der endelig kommet en mulighed for at få genforenet det tyske folk i ét land.

Men da Tyskland stadig var besat af de fire stormagter USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig - var det af afgørende betydning for de to Tysklande, at de kunne opnå en aftale med de fire stormagter – deraf navnet ”To plus fire”.

Walter Andrim var en af de ansatte i den politiske afdeling på den daværende amerikanske ambassade i Bonn, Vesttyskland. Ifølge ham var det de fire besættelsesmagters ønske selv at løse problemerne i forbindelse med genforeningen – særligt var Storbritannien interesseret i en sådan fremgangsmåde.

Der blev udvekslet særdeles hårde ord om dette spørgsmål mellem bl.a. briterne og tyskerne, påstår Walter Andrim i en båndet optagelse fra 1991.

For de historiske spor skræmte både Vest- og Østtyskland, som ikke ønskede et nyt ”Jalta” eller ”Postdam”.

De to stednavne refererer til to konferencer, hvor Sovjetunionen, USA og Storbritannien bestemte Tysklands videre skæbne efter Andens Verdenskrig (Frankrig underskrev senere traktaten fra Potsdam-konferencen, selv om landet ikke deltog).

Spørgsmålet var ikke mindre kompliceret af, at både Holland, Polen og Italien et halv år forinden "To plus fire"-aftalen havde fremsat krav om at være med i forhandlingerne. Dette blev dog kategorisk afvist af både de to Tysklande og de fire sejrherrer.

De seks landes udenrigsministre forhandlede i Bonn 5. maj 1990, i Østberlin 22. juni 1990, i Paris 17. juli 1990 og endelig i Moskva 12. september 1990.

Forud for alle møder havde adskillige embedsmænd ligget vandret for overhovedet at finde et forhandlingsgrundlag, som kunne munde ud i en aftale.

Resultatet

Det korte af det meget lange er, at det genforenedeTysklands grænser endegyldigt blev godkendt af Sovjetunionen, Frankrig, USA og Storbritannien.

Men der var flere krav, som Tyskland skulle efterleve, hvis Sovjetunionen skulle indvillige i at trække sine tropper ud.

Bl.a. skulle Tyskland love, at det ikke ville gøre territoriale krav på andre områder i fremtiden, og at dets hær skulle reduceres til 370.000 mand. Tyskland skulle give også afkald på fremstilling, besiddelse og anvendelse af atomare, biologiske og kemiske våben.

Og slutteligt skulle både Øst- og Vesttyskland erklære, at der i al fremtid kun ville "udgå fred fra tysk jord".

Og sådan blev det. Aftalen kom i hus, og Sovjetunionen lovede at trække sine mere end 300.000 tropper ud af det tidligere DDR senest ved udgangen af 1994.

Gik det for stærkt?

Siden aftalen kom i hus, har mange diskuteret, om det gik for stærkt. Havde Vesttysklands daværende kansler, Helmut Kohl, for travlt?

For indtil genforeningen havde Vesttyskland om nogen udgjort Europas økonomiske lokomotiv. Og dette tabte unægtelig fart som følge af aftalen, for i det tidligere DDR lå et næsten uoverskueligt arbejde og ventede med genopbygning. Og også to valutaer skulle blive til én.

Oppositionslederen i det tyske socialdemokrati SPD, Oskar Lafontaine, plæderede for en langsom og glidende overgang.

Men i gaderne marcherede tusindvis med krav om genforening her og nu. Og de fik det, som de ville have det, for under en måned efter "To plus fire"-aftalen blev underskrevet, blev Tyskland genforenet. Det var den 3. oktober 1990.

Ved valget i december samme år blev Helmuth Kohl også genvalgt som kansler, denne gang i et forenet Tyskland, med en øget opbakning til regeringspartierne til følge.

Den sidste russiske soldat forlod Tyskland i 1994, knap tre år efter Sovjetunionens kollaps.