Fortsæt til indhold
Kultur

Brandet ”Bill og Ben”

Australske Leonard Frank Meares – bedre kendt som Marshall Grover – skrev over 700 internationalt populære western-pulpbøger om den modige duo.

Henrik List

I virkeligheden hed Bill og Ben slet ikke ”Bill og Ben” (bortset fra i Skandinavien), men ”Larry & Stretch”. Præcist hvor mange bøger, den australske pulp-forfatter Leonard F. Meares (under pseudonymet Marshall Grover) skrev om denne uovervindelige duo, tør jeg ikke fastslå, men der udkom i al fald omkring 380 på dansk.

Angiveligt skrev forfatteren, der blev født i Sydney i 1921, over 700 western-knaldromaner – heriblandt ligeledes serien om ”Big Jim”, som der blev udgivet 48 stk. af på dansk – før han døde i 1993. Desværre efter nogle ulykkelige otiumsår, da hans australske forlag – mod hans vilje – omsider havde lukket ”Bill og Ben”-fabrikken.

Meares begyndte at skrive i 1950’erne, hvor han debuterede med ”Trouble”. Først i sin tiende bogudgivelse, ”Drift” (’56), introducerede han makkerparret Larry Valentine (Bill) og Stretch Armstrong (Ben), der skulle blive udgivet over hele verden.

Den danske udgiver, Winthers Forlag, var glade for bogstavrim, indtil de kørte tør for dem i 80’erne, og mange af bøgerne har derfor kække titler som ”Bill og Ben befrier byen”, ”Bill og Ben duperer detektiverne” eller ”Bill og Ben støtter spøgelserne”. Selvom disse på originalsproget blot hedder hhv. ”Double Shuffle”, ”For the Hell of It” og ”Ride Out of Paradise”.

Det tog normalt Meares et døgn at udvikle et plot, og da han var på toppen, skrev han gennemsnitlig 30 western-titler … om året … Bill og Ben-bøgerne er heller ikke ligefrem for feinschmeckere, men som triviallitteratur uden honette ambitioner er de bundsolidt skrivemaskine-håndværk. Konceptualiseret i så stram en form, at man kunne tro, de var sprøjtet ud af en computeralgoritme, programmeret til at ramme et sted mellem 125 og 140 sider, skildre en bestemt slags frontier-kulisseby (med et navn à la ”Lobo Gulch”), indeholde et vist antal heftige skuddueller og slagsmål samt rumme et fast, underholdende bipersongalleri af lilleby-arketypiske småborgere, drukkenbolte og plattenslagere.

Bistre og barske

De papirtynde beskrivelser af de to drifters afviger højst med en tomme undervejs gennem hundredevis af bind. I seriens nr. 5, ”Bill og Ben ta’r kampen op”, er Bill Valentine »seks fod og godt to tommer høj«. I bind 334, ”Bill og Ben – Oprydning i røverhulen”, er han vokset til »seks fod og tre tommer«; en »muskuløs« og »velbygget texaner, mørkhåret og køn på sin egen bistre facon, ligesom sin partner klædt i støvet cowboykluns.«

Den nævnte partner, Ben Emerson, forbliver konsekvent »hele 3 tommer højere« og er knap så intelligent som Bill. Han har »sandfarvet hår, fremstående kæbeparti og blå øjne«; er »en ranglet bønnestage med vældige kræfter«, der er lynende hurtig på aftrækkeren.

I seriens senere bind er de tidligere sydstatssoldater/freelance-kvægdrivere Bill og Ben blevet en slags reality-stjerner – folkehelte, der stalkes af journalister, så snart de ankommer til en ny, lovløs provinsflække, hvad enten det er i Wyoming, Colorado eller Arizona. Situationer, der skildres med en del lune og ironi.

Sproget er ellers spækket med klichéer i et ultramaskulint, men sært drenget-uskyldigt western-univers, hvor der sjældent tales eller snakkes, men »brummes«, »dræves«, »gryntes« og »knurres« rigtig, rigtig meget. Et univers befolket af »saddelbumser«, »revolversvingere« og »saloonstrigler«. Et univers, hvor kvinder enten er løsagtige duller, hengivne husmødre, intrigerende madammer eller sensuelle, fyrige vildkatte, som en cowboy må tæmme som en præriehoppe – for gå i seng med dem gør de to moralsk mandhaftige gentlemen naturligvis aldrig:

» – Men jeg kan sige dig kort og godt, señora, at det bliver en kold dag i helvede, før min partner og jeg tager mod ordrer fra en kvinde. ( … ) Han bar hende hen til en stol og satte sig og lagde hende over sine knæ. Ben var bange for, at hun ville begynde at skrige som en vanvittig, da Bill løftede hånden og lod den falde, så hans hårde hånd ramte hendes bagdel. ( … ) Hendes øjne skød lyn, næseborene videde sig ud. Bill kneb advarende øjnene sammen. Så faldt hun ned. Ilden i hendes øjne døde ud. Hun nikkede langsomt, gøs og følte forsigtigt med den ene hånd på sin smertende bag. – Som du vil, store hombre, sagde hun usikkert.«