Dette kan være meget vel være Jesu barndomshjem
Myten kan ikke med sikkerhed bekræftes - men heller intet videnskabeligt afkræfter den.
Da den britiske professor og ekspert i bibelsk arkæologi Ken Dark fra universitetet i Reading i 2006 i Nazareth fandt det, der meget vel kan have været Jesu barndomshjem, fik det ikke megen offentlig omtale.
Men det gør det nu, hvilket både glæder og undrer den britiske forsker, der til Jyllands-Posten siger:
"Det overraskede mig, at dette arkæologiske projekt dengang ikke tiltrak sig nævneværdig medie-bevågenhed. At det er sket nu, det skyldes ganske enkelt, at tidsskriftet Biblical Archaelogy Review har publiceret en artikel, der er målrettet offentligheden frem for professionelle arkæologer, der i øvrigt til dato ikke har bestridt vores tolkning af fundene i Nazareth."
Fakta er at Ken Dark og hans team af arkæologer for ni år siden genfandt og identificerede de ruiner, som i århundreder havde været opfattet som resterne af det hus, hvor Jesus blev opfostret.
Om Jesus virkelig er vokset op her, det kan man ikke sige med sikkerhed. Kun, at det er resterne af det hus, hvor han i følge overleveringerne voksede op.
"Var dette huset, hvor Jesus voksede op?", spørger Ken Dark i artiklen i Biblical Archeology Review. "Set ud fra et arkæologisk synspunkt er det umuligt at sige. Men på den anden side, så er der der ingen god arkæologisk grund til, at det ikke skulle forholde sig således."
Det er arkæologisk og historisk godtgjort, at man flere århundreder efter Jesu død, i den byzantinske periode lod en kirke opføre ovenpå på det huset/gravkammer, som man dengang var overbevist om havde været Jesu barndomshjem. Det gjorde man for at beskytte ruinen, der selvsagt blev opfattet som et helligt sted.
Da korsridderne ankom til Det Hellige Land i det 12. århundrede reparerede man kirken, der var gået i forfald.
Indtil for nylig, da man fandt rester af et par huse fra det 1. århundrede i Nazareth, har man kun gjort meget få fund fra den periode - og slet ikke bygninger.
Nonnerne, der residerede i kirken og klosteret over ruinerne af Jesus formodede barndomshjem, fandt bygningsresterne allerede i 1880'erne.
Men først i 1936 blev ruinerne beskrevet i detaljer af jesuitterpræsten Henri Senés, men hans beskrivelse blev hurtigt glemt og overset af alle andre end nonnerne i klosteret.
Først i 2006, da Ken Dark foretog sine udgravninger i Nazareth, kom de gamle notater frem i lyset. Disse - sammenholdt med andre overleveringer og en række arkæologiske undersøgelser - førte til at den britiske arkæolog daterede ruinerne under kirken til det første århundrede.
Under udgravningen fandt man blandt andet nogle ituslåede køkkengenstande og andet, der vidnede om, at ruinerne engang havde været beboet.
Ken Dark og hans team kunne desuden konstatere, at huset havde bestået af flere rum, og man fandt ud af, at stedet på et tidspunkt var blevet forladt og i stedet brugt som begravelsesplads. To - nu tomme - grave blev fundet og den ene var anlagt på tværs af tidligere skillevægge i huset.
På dette blev kirken siden bygget. Efter at den i 1200-tallet var blevet restaureret af korsridderne brændte den ned til grunden i 1300-tallet og siden genopført.
Blandt de skriftlige vidnesbyrd, der findes omhandlende ruinerne, er et skrift lavet i år 670 af en skotsk abbed, der var på pilgrimsrejse i Det Hellige Land. Han omtaler en kirke, der i Nazareth var bygget ovenpå ruinerne af Jesus barndomshjem.