Fortsæt til indhold
Kultur

Rapperen Niarn er død - Niels overlever

Den danske rapper taler ud om livstruende sygdom og sit massive stof- og alkoholmisbrug.

"Niels overlevede på det hospital, men det gjorde Niarn ikke. Han døde."

Der var ikke rigtig noget, der var gået som jeg gerne ville have det, og min løsning havde været at sætte en flaske for munden og en rullet pengeseddel i næsen.
Niels Roos - sanger

Dette skriver den nu 35-årige Niels Roos - bedre kendt som rapperen Niarn - i et åbent brev.

"Søndag den 23. juni blev jeg indlagt på Hvidovre Hospital med betændelse i bugspytkirtlen forårsaget af af et længerevarende alkohol- og stofmisbrug", fortæller han og fortsætter:

"Jeg var i livsfare og blev flyttet til intensiv, hvor jeg tilbragte 10 dage, hvorefter jeg blev overført til gastroenheden og tilbragte yderligere 20 dage indtil jeg blev udskrevet den 24. juli."

I den måned han var indlagt, oplevede rapperen, der er født og opvokset i en forstad til Aalborg, men siden gjorde karriere i København, hvor han i nogle heftige år levede livet med 100 kilometer i timen, det at være sprut- og stoffri.

Niels Roos - hans misbrug var tæt på at koste ham livet.

"Den måned jeg var indlagt, prøvede jeg for første gang i mange år, at være 100 pct. ædru i en længere periode. Det satte mange tanker i gang,og det fik mig naturligvis til at reflektere over de sidste 3-4 år af mit liv, som havde været en lang nedadgående ond spiral.

Der var ikke rigtig noget, der var gået som jeg gerne ville have det, og min løsning havde været at sætte en flaske for munden og en rullet pengeseddel i næsen," skriver Niels Roos.

I den første tid efter sin indlæggelse gik det fint, men lettelsen over at være på vej ud af sit misbrug blev afløst af en depression og frygt for fremtiden.

Derfor valgte han at melde sig under fanerne i Anonyme Alkohollikere (AA).

Med støtte herfra kom han gennem krisen, og han vil - som han udtrykker det - ikke undvære sin ædruelighed for alt andet i verden.

"Jeg hedder Niels, jeg er alkoholiker og jeg vil aldrig nogensinde tilbage til det hul, jeg var i for bare et år siden," skriver han.

"Fuck Niarn"... Det gør han nu også selv.

Og som en direkte følge af sin helbredelse, har han besluttet at tage afsked med Niarn.

"Faktisk en slags lettelse", skriver han om sin beslutning om at fortsætte sin musikalske karriere som Niels Roos. "Som om djævlen på min skulder endelig var væk. Jeg tænkte, at jeg nok lige skulle vænne mig til mit nye liv, så ville Niarn komme frem i mig igen. Men han kom aldrig."

Meget vil i følge ham selv ændre sig fremover, men tiltaler man ham Niarn, så svarer han stadig.

Og det er der en god grund til:

"Det har jeg heddet, siden jeg var teenager, men jeg stopper med at skrive, indspille og udgive musik som Niarn.

Det definitive punktum og afskeden med sit gamle misbruger-jeg markerer han med udgivelse af et opsamlingsalbum og en kortere afstedsturne.

På mandag udsender han singlen "Ingen tårer ingen ord".

Og så håber han at komme videre med sin musikalske karriere.

"Niarn skal stå tilbage, som hvad han var: En fanden-i-voldsk gadedreng med noget på hjertet, men desværre også en livsstil, der til sidst tog livet af ham," slutter Niels Roos, der nu - skriver han - vil koncentrere sig om hans ædruelighed, nye musikprojekter og hans datter, som han netop har fået sammen med kæresten.