Fortsæt til indhold
Kultur

Verdens største rockband kommer hjem

The Rolling Stones vender i aften tilbage til scenen over dem alle.

Orange Scene.

For personer, der har tilbragt en eller flere uger på Roskilde Festival, har canopyscenen ofte en særlig nostalgisk effekt. For personer, der ikke har forvildet sig ud på marken, er den blot ikonet på en af Europas største festivaler. Det er de færreste, der ikke har hørt om den orange scene.

I år er et ganske særligt år for Roskilde Festivals hovedscene. For rockbandet The Rolling Stones spiller i aften på scenen, og båndet mellem verdens største rockband og Orange Scene er historisk.

Tilbage i 1976 brugte rullestenene selv samme scene, der dog er blevet renoveret et par gange siden, til sin sommerturné. To år senere blev den købt af Roskilde Festival og har siden lagt brædder til nogle af verdens største musikstjerner.

Lederen af scenen

Elin Witschas Thomassen er Orange Mamma. Hun er øverste leder af Orange Scene. Hun er ansvarlig for alt, der har med scenen at gøre, og de 1.000 frivillige, der er tilknyttet. Det har hun været i mere end 10 år.

"I mit univers er Orange Scene kernen i festivalen. Det er her, de store stjerner spiller. Det er her, folkemassen samles og er fælles om én unik oplevelse," fortæller hun, da Jyllands-Posten møder hende onsdag aften, mindre end et døgn inden musikområdet åbner.

"I år er så ganske speciel, fordi The Rolling Stones spiller. Det bliver ikke større end det. Det er jo deres scene, så hvad kunne man ønske sig mere, end at gruppen vender tilbage? 2014 er mit sidste år som ansvarlig, og det er den perfekte afrunding."

Ikon gennem årtier

Tilbage i 1978 blev scenen købt for 10.000 pund af det firma, som havde bygget den til rullestenenes turné. Siden har den orange canopyscene været selve symbolet på festivalen, fortæller Elin Witschas Thomasssen.

"Men det er først i løbet af de sidste fire-fem år, at man er begyndt at tale om 'orange feeling' - altså den her særlige festivalånd, som er blevet knyttet til scenen og dens orange farve."

Samtidig har området foran hovedscenen fået flere stænk af orange. Skilte, boder og reklamer er orange. Sådan har det ikke altid været. Ifølge scenelederen var der tidligere mere sort og andre farver.

Ændringer i sidste øjeblik

Der er blevet lavet adskillelige ændringer på scenen i løbet af de sidste 48 timer, inden The Rolling Stones kl. 22 i aften står på sin gamle scene. To gange blev Jyllands-Postens møde med Elin Witschas Thomassen udskudt, fordi rocklegenderne ville have bygget om.

"Der er altid småændringer, når et band kommer til pladsen og endelig får set scenen, de skal optræde på. Men The Rolling Stones sendte allerede sine folk i tirsdags, hvor de besluttede, at de ville have bygget sit set-up anderledes. Vi har haft bandets folk gående i hele to dage. Det er ikke normalt," fortæller hun.

"Men nu er vi ved at være klar. Det er vi i hvert fald, når folk kommer ind torsdag eftermiddag."