De ubærlige minutter

Sådan begynder Åsne Seierstads bog ”En af os” om historiens største angreb på Norge i fredstid. I prologen beskriver hun, hvordan Anders Behring Breivik når frem til tuen og står og ser ned på de 11 unge:

Skuddene kom med få sekunders mellemrum.

Åsne Seierstad afslutter beskrivelsen af Breiviks angreb på de 11 på Kærlighedstien med ordene:

Det er ikke noget, man har lyst til at læse, men man gør det. Det er en læsning, der gør dig kold helt ind i marven, ikke følelseskold, men kold, som om du er kommet for tæt på noget unævneligt, noget ubegribeligt, noget iskoldt og sort, som ikke kan rummes i det at være et menneske. Og det er det rystende ved bogen, som på intet tidspunkt forsøger at besvare det store hvorfor, men over 500 sider fortæller om tre ofre og om Anders Behring Breivik på en måde, man ikke har læst før. Den beskriver og lægger frem, så man selv drager sine slutninger. Og så viser den gruen, det ubegribelige i et detaljeret nærbillede, som i prologen.

Hvad havde du af overvejelser om at gå så detaljeret og episk beskrivende til værks?

»Det er sket. Disse børn har alle en dødsårsag. Forældrene ved i detaljer, nøjagtig hvilken kugle der gik ind hvor, og hvor den kom ud, hvad den forårsagede. De har set billeder, som vi ikke har set, af børnene på stien, som er taget direkte, efter at de blev fundet. Jeg er blevet kritiseret for, at bogen skæmmes af groteske detaljer. Men hvem skal skånes for de groteske detaljer? Er det læserne? Eller er det et misforstået hensyn til de efterladte, som vældig godt ved, hvad der er sket? De har alle læst deres del af bogen, og de har ikke ændret på en bloddråbe. De har mareridt over det om natten. Så forfærdeligt var det akkurat, og det skal ud. Marte, som var den eneste, der overlevede på Kærlighedsstien, har læst det og godkendt det.«

Og hvordan reagerede hun?

»Hun skrev: ”Tak, du skriver smukt om det smertelige.” For mig er det ikke smukt, men hvis hun synes, at det er en smuk beskrivelse, må det betyde, at det i virkeligheden var endnu værre, endnu mere frygteligt. Jeg er så konkret i beskrivelsen, fordi vi må undgå mytedannelser. Om nogle år husker vi ikke, hvad der skete. Men det skete. Og det skete sådan her.«

Hvorfor har du valgt at gå ind her i handlingen, når resten af bogen er en kronologisk beskrivelse af ofre og gerningsmandens liv?

»Jeg havde egentlig en anden indledning, men det fungerede ikke. Og tidligt i processen læste Karl Ove Knausgård bogen. Han sagde, at den startede skidt. Han foreslog, at jeg måtte gå ind i det mest forfærdelige. ”Hvorfor skriver vi om Breivik? Vi skriver om ham på grund af det, han gjorde. Og derfor må du gå ind i det værste, det meste forfærdelige,” sagde han. Og for mig er det stien. Det er det værste.«

Hvorfor?

»Mange havde jo gemt sig, men disse unge havde ikke gemt sig. De spillede døde med en utrolig, næsten barnlig naivitet, du ved, som når min femårige søn løber rundt og leger og siger ”du er død, han er død”. Og Breivik skød dem en for en. Jeg troede, at han var længe om det, men han brugte to og et halvt minut, fra han kom, til han havde skudt det sidste ekstra skud. De havde ikke chancen for at løbe. De holdt om hinanden og spillede døde, og han tager dem en efter en, før han tager dem en ekstra gang for at være sikker, og det fortæller meget om ham og om dem.«

Forstår du ham?

»Man kan forstå så meget, man vil, om hans opvækst og barndom, men man kommer aldrig til at forstå de handlinger. Man kan forstå hele hans udvikling, men ikke det.«

Hvem er han?

»Han er jo en af os. Eller det må man afgøre med sig selv. Min opgave er ikke at analysere ham, men at gå i dybden med hans liv og skildre det. Jeg kan lægge fakta frem, som også viser noget om, hvor hans egne forklaringer ikke holder. For eksempel siger han, at han har planlagt angrebet siden 2002, men det har han ikke, for dengang var han optaget af aktier og af at blive rig. Han begyndte tidligst i 2009 eller 2010. Der er nogen, som siger, at det er vigtigt at forstå ham, så dette ikke sker i fremtiden. Men nej, det er vigtigt at prøve at gå ind i det, men der er ingen garanti for, at det ikke skal ske igen.«

Hvordan ser du hans udvikling?

»Han har jo nærmest en genetisk disposition, et dårligt udgangspunkt, faderen er iskold og uempatisk, moderen er syg og kan ikke tage sig af ham, så forudsætningerne er dårlige, han får ingen tilknytning i de helt tidlige år, og vi ved, at det er meget afgørende for børns empatiudvikling, så han får en skidt start. Men det er der mange, der gør, og mange har haft det meget værre uden at blive massemordere. Han forsøger hele tiden at finde nye tilknytninger til nye miljøer, men han bliver afvist, fordi han er for ivrig. Han skulle hele tiden vise sig, og han overdrev, og så blev han opfattet som latterlig i miljøer, hvor man skal være cool. Men heller ikke det betyder, at han skal ende, som han gør.«

Men hvad er det så?

»Ja, det er jo svært at svare på, men noget af det uhyggelige er jo, at han søger anerkendelse. Han ville have anerkendelse for sit manifest, sin store bog; hele Utøya-aktionen kaldte han ”boglanceringen”, og det er hans formål: at blive set.«

Er han så en ensom hævner?

»Nej, han er ikke så ensom. Han har venner. Han kunne skabe social kontakt. Han havde en kreds af venner, som gerne ville ham, men så ville han dem ikke rigtig. En af hans venner bliver i retten spurgt, hvad hans forhold til Anders er, og han svarer, at ”Anders er ... eller var min bedste ven”: Han bruger præcens. Han havde alle muligheder i livet, han kunne studere, han kunne være blevet til alt muligt andet. Han er ikke et offer.«

Så samfundet har ikke ansvar for ham?

»Nej, han er sit eget ansvar, og desuden var hans fjendebillede jo indbegrebet af Norge, Socialdemokratiet og kvinder, som havde magt og i hans øjne ikke kendte deres plads. Islam kommer først med senere som et slags påskud, et modelune, der ligesom passede ind i hele hans ideologi. Og så er han elitær. Han hader den grå masse, han hader fællesskabet.«

Du har ikke interviewet ham, men korresponderet med ham. Hvordan var det?

»Det var vældig mærkeligt. Det var sent i processen, og hans brev var meget karakteristisk for ham. Han skrev, at han beundrede og respekterede mig og kaldte mig samtidig et farligt rovdyr. Han ville på ingen måde deltage i min bog, men forslog, at vi skulle skrive en bog sammen. Og jeg tænkte: Kan han da slet ikke mærke noget? At det aldrig ville ske. ”Hvilken verden lever du i?” tænkte jeg.«

Hvad følte du, da du fik brevet?

»Jeg vidste, at han ikke havde råd til frimærker, så jeg havde lagt en frankeret kuvert med min interviewforespørgsel. Og en dag hentede min søn posten, han er fire år gammel, og da jeg så det brev med min egen håndskrift i hans hånd, sagde jeg: ”Giv mig det med det samme,” og jeg lagde det væk, for jeg kunne ikke læse det, mens han var der. Det gav mig fysisk ubehag at læse det. Jeg forstod, hvorfor så mange af vennerne ikke ville snakke om ham. Den berøringsangst, de har.«

Hvorfor?

»De følte en vis skyld. De havde ikke anet noget. Tænk! De har badet og drukket, og hvad de ellers har gjort sammen, og han har holdt den pistol og skudt alle de mennesker. Han flød jo over med sine tanker og talte om det hele tiden, og ikke en af dem har spurgt: ”Hvad har du gang i?”«

Bogen følger også tre ofre. Hvorfor det?

»Jeg følte, at det var vigtigt at vise nogle af de liv, han tog. Hvad var deres politiske vækkelse? Hvorfor endte de på Utøya? For eksempel den 18-årige Simon, som blev skudt, forsøger jeg at vise som et helt menneske. Hans og de andres liv er en kontrast til Breiviks liv. Simons forhold til forældrene, deres kærlighed til deres børn, som de indretter deres liv efter, som de tager med i skoven og naturen og viser dem det, de selv er glade for, harespor, dyr. Ingen tog Breivik med i skoven, så bogen handler også om forældreskab; om hvordan vi gør med vores børn.«

Var du ikke bange for, at det var en alt for gennemarbejdet hændelse? Og at folk ville tænke, at nu kom hende Åsne og skulle vise sig?

»Jo, og derfor fandt jeg ud af, at jeg måtte hæve blikket og skrive til et udenlandsk publikum. Der var så mange censorer, som ville sige, at det har vi hørt eller læst. Jeg ville ikke skrive for dem, jeg tænkte: Glem Norge. Så jeg ville skrive for eftertiden, så børn og unge om 10 år kan læse, hvad der skete; læse et bud på den fulde historie.«

Havde du bekymringer om, hvorvidt kilderne kunne klare at medvirke?

»Det værste, der kunne ske, var, at der var en mor, som kom bagefter og sagde, at jeg havde trampet på hende og hendes barns minde, det havde jeg ikke kunnet leve med. Og derfor måtte de læse til sidste sekund. Simons forældre syntes, at det var fint, men at der var mere, end de havde ventet om Breivik, og de sagde, at havde de vidst, at der var så meget, var de ikke sikre på, at de ville have været med. Søsteren til et andet offer har lagt et billede på Facebook, hvor hun sidder og læser op af bogen på sin brors grav. Hun er sammen med ham hele tiden i tankerne, så for hende var det naturligt at gå derned og læse afsnittene om ham højt for ham. Da jeg spurgte, hvordan det var at læse om Breivik, sagde hun, at det var interessant også. At hun kunne det, var jeg vældig imponeret over. Der var en mor til et offer, som ikke er med, som var meget skeptisk i begyndelsen, men da hun havde læst bogen, sagde hun: ”Jeg kan se, at den er en kærlighedserklæring til vores børn,” og det er den bedste kompliment, jeg har fået.«