Her hviler sandhed om gådefuldt mord

Den ligner mange andre gravsten.

Som den står der på Liverpools Anfield-kirkegård.

Støbt i cement og belagt med mange års patina af grønt mos.

I graven hviler de jordiske rester af William Herbert Wallace og hans hustru Julia.

Ifølge gravstenens oplysninger, så er stenen rejst af manden over sin elskede hustru i januar 1931.

Selv blev han stedt til hvile i gravstedet to år senere.

Julia Wallace blev ifølge inskriptionen på gravstenen 52 år og manden 54 år.

En snavset krukke med græs foran gravstenen indikerer, at den græsbevoksede grav ikke bliver passet.

I 2001 blev det endeligt dokumenteret, at Julia Wallace ikke var 52 år, da hun døde.

Hun var 69 år.

Altså hele 17 år ældre end sin mand - hvilket var meget usædvanligt på den tid.

Ikke den eneste løgn?

Og det er muligvis ikke den eneste løgn graven – og teksten på stenen – skjuler.

Gravstedet på Anfield kan meget vel rumme en bestialsk morder og hans offer.

Og ikke det agtværdige tæt forbundne ægtepar, som den gamle gravsten ellers antyder.

Julia Wallace blev yderst brutalt myrdet i sit hjem den 20. januar 1931.

Sagen blev aldrig opklaret.

Og når en gådefuld sag forbliver uopklaret, virker den ofte som en magnet på tusinder, der søger at opklare den via research, logik og andre metoder.

Og her er Wallace-sagen ingen undtagelse.

Den rangerer i England på højde med de uopklarede mord begået i Londons luder-kvarter i slutningen af 1800-tallet af Jack The Ripper, hvis identitet aldrig er opklaret.

En pendent herhjemme er det stadig uopklarede dobbeltmord på ægteparret Jacobsen på Peter Bangsvej i København den 19. februar 1948.

Der er skrevet et tårn af mere eller mindre fantasifulde bøger om mordet på Julia Wallace, der er lavet film og dokumentarprogrammer, og adskillige af verdens største krimi-forfattere har ladet sig inspirere at den gådefulde sag.

Senest – igen – den britiske forfatter P.D. James, der for nylig i Sunday Times Magazine fik publiceret en længere artikel om Wallace-mordet, og her er konklusionen helt klar:

En frustreret William Wallace myrdede brutalt sin kone.

Dybest set en kontroversiel melding, men herom lidt senere i denne artikel.

Beskeden i skak-klubben

Først skruer vi tiden tilbage til om aftenen den 19. januar 1931, for da indtraf det første step i det, der siden skulle udvikle sig til at blive en af de mest omdiskuterede britiske drabssager i alle tider.

Efter et noget omtumlet liv, der havde budt på flere personlige nederlag end sejre, arbejdede William Wallace som sælger for forsikringsselskabet Prudential.

Man ved ikke specielt meget om samlivet mellem William Wallace og hans 17 år ældre kone, Julia, men han havde en enkelt hobby, som han gemte sig i, når lejlighed bød sig: Skak.

Den 19. januar om aftenen mødte han op i Liverpool Chess Club for at spille, og da han trådte ind ad døren, fik han af formanden for klubben - Samuel Beattie - en besked fra en R.M. Qualtrough, der havde ringet til klubben en times tid tidligere.

Qualtrough ville gerne tale med Wallace om en forsikring, og bad ham derfor indfinde sig næste aften på adressen Menlove Gardens East 25.

Beskeden undrede Wallace noget, men med udsigt til et salg af en forsikring, tog han aftenen efter – den 19. januar – en sporvogn ud til Menlove Ave.

Gaden eksisterede ikke

Han var ikke specielt godt kendt i kvarteret, men efter at have gået lidt rundt, måtte han konstatere, at der ikke findes et Menlove Ave East i Liverpool.

Efter i næsten en time forgæves at have søgt efter adressen – han spurgte blandt andet en politibetjent – vendte han irriteret tilbage til sit hjem på Wolverton Street 29 i bydelen Anfield.

Her konstaterede han – efter egen forklaring – til sin store forundring, at hoveddøren var låst indefra og han kunne ikke komme i kontakt med sin kone.

Også bagdøren var låst indefra.

Foran huset kaldte han så mange gange på sin kone, at adskillige af hans naboer hørte det.

Døren pludselig åben

En af naboerne - John Sharp Johnston - gik alene om bag huset, og vendte lidt senere tilbage med en melding om, at nu var døren altså åben.

William Wallace gik ind i huset og vendte lidt senere tilbage.

Tydeligt chokeret, forklarede flere af naboerne senere til politiet, fortalte han, at hans kone lå død og meget ilde tilredt på gulvet i deres forstue.

Politiet tog William Wallace med til afhøring på stationen.

De følgende dage tvivlede politiet mere og mere på hans forklaring. Overbeviste om, at han selv havde ringet til skakklubben angående mødet, der dermed gav ham et slags alibi. Telefonopkaldet var foretaget fra en telefonboks meget tæt på Wallace’s hjem.

Dømt til døden

Så overbeviste var politi og siden anklagemyndighed om hans skyld, at han blev stillet for et nævningeting anklaget for overlagt mord på Julia Wallace.

Retten fandt ham skyldig, og han blev dømt til døden ved hængning. Han blev udelukkende dømt på indicier, og end ikke mordvåbnet er nogensinde blevet fundet.

For første gang i britisk retshistorie blev dommen omstødt af en appeldomstol, der ikke fandt beviser på, at William Wallace havde dræbt sin kone.

Han blev derfor frifundet og agtede at genoptage sit arbejde hos Prudential, men den megen omtale af ham og sagen betød, at han i manges øjne var skyldig. Ingen ville have med ham at gøre, og syg, nedbrudt og mere isoleret end nogensinde døde han af akut nyresvigt på Clatterbridge Hospital den 25. februar 1933. Wallace led det meste af sit liv af en nyresygdom, der i 1907 betyd at han fik fjernet den ene.

Den forløbne tid havde ikke bragt sagen et skridt nærmere en opklaring.

Og den er stadig ikke – end ikke tilnærmelsesvist - opklaret, og det bliver den måske - med den amerikanske forfatter Raymond Chandlers ord - heller aldrig.

Chandler skrev i sine erindringer om mordet:

”Jeg kalder det et umuligt mord. Wallace kunne ikke have begået det – og det var der heller ikke andre der kunne.”

Den mystiske opkald

I de mange år, der er gået, siden mordet blev begået, er det dokumenteret, at det faktisk ikke var Wallace, der ringede til skakklubben aftenen før mordet.

Det var sandsynligvis en den gang 22-årige Richard Gordon Parry, der på et tidspunkt var blevet fyret fra forsikringsselskabet, efter at Wallace havde taget ham i tyveri. Nogle mener, at Parry lokkede Wallace hjemmefra, fordi han ville begå indbrud hos ham. I huset blev han overrasket af Julie Wallace og myrdede hende.

Da politiet i 1931 undersøgte hans alibi for mordnatten, virkede det vandtæt, men mange år senere – i et radioprogram i 1980 - indrømmede hans daværende kæreste – der ellers var hans alibi - at hun ikke havde været sammen med Parry på mordaftenen.

Blandt mange andre teorier er, at Julia Wallace blev myrdet af nabo-parret Johnston, der troede, at huset var tomt, hvorfor de – der havde en noget blakket baggrund – ville begå indbrud hos Wallace.

Manden – John Sharp Johnston – slog efter manges mening Julia Wallace ihjel. At bagdøren, der ellers var låst udefra, da Wallace første gang prøvede at komme ind, pludselig stod åben skyldes – mener ”Johnston-teoretikerne” – dels at Johnstons kone da stadig var inde i huset, og dels at Johnston-parret faktisk havde en ekstranøgle til Wallace’s hus.

De der mener, at Johnston var morderen hævder desuden, at han selv tilstod det, kort tid før han døde i 1960 – men dette har aldrig kunnet verificeres.

I ugerne efter mordet meldte indtil flere sig til politiet og tilstod mordet, men ingen af disse kunne være morderen.

Inspirerer forfattere

Den britiske forfatter P.D James har indgående beskæftiget sig med mordgåden og har – ligesom mange andre krimi-forfattere ladet sig inspirere af sagen i sit forfatterskab.

I en artikel ,hun for et par uger siden fik trykt i Sunday Times Magazine, er hun helt klar i spyttet omkring de dramatiske begivenheder i Liverpool den 19. og 20. januar 1931.

Ja, skriver hun, William Herbert Wallace myrdede sin kone. Og ja, det var virkelig Richard Parry, der ringede til skakklubben aftenen før og lokkede Wallace på en vildand i Menlove Ave-kvarteret. Ifølge J.D Perry som udtryk for en syg joke sat i værk for at hævne sig på Wallace, der havde fået ham fyret fra Prudential.

”Opkaldet var første led i Parrys plan om at sende en ældre svagelig herre ud i den kolde vinternat i håb om lidt kommission. Dette for at finde ud af, at det var en forgæves tur, og at en fjende opfattede ham som en nar og grinede af ham”, skriver hun blandt andet.

For usandsynligt

At ingen for alvor har beskæftiget sig med den teori, skriver forfatteren, skyldes givet det faktum, at ingen ved sin fulde fem kunne tro på, at Wallace på den måde på et sølvfad fik serveret en slags alibi for mordaftenen.

”Ingen rationel person kunne på nogen måde tro på det sammentræf, at Wallace havde besluttet at myrde sin kone på samme aften som en spøgefugl havde narret ham væk fra sit hjem og på den måde have skaffet ham et alibi,” skriver J.D. James, der føler sig overbevist om, at William Wallace havde tid nok til at begå det brutale mord og siden køre en tur til Menlove Ave og tilbage igen.

Hvad der fik den udadtil så pæne og stilige forsikringssælger til at begå så bestialsk et mord, har forfatteren ikke noget bud på.

Begået i voldsom affekt

Men, mener hun, det er sket i voldsom affekt. Og – som hun udtrykker det – William Wallace har i hvert eneste slag lagt mange, mange års dybe frustrationer over et liv, der aldrig rigtig blev det, han drømte om.

Den fulde sandhed om, hvad der i virkeligheden skete den januaraften i 1931, det ligger i dag begravet på Anfield Cemetary i Liverpool.

For – som P.D. James afslutter sin artikel i Sunday Times Magazine:

”Selvom jeg nu er overbevist om, at Wallace var skyldig, så kan man ikke sige, at sagen er opklaret.

Kun to kendte sandheden

På overfladen kan den berømte mordsag synes ret simpel, men den rummer så mange ubesvarede spørgsmål, at der kunne skrives tykke bøger om det. Hvad der i sandhed også er blevet…

Svarene de blæser måske i den vind, der på en efterårsdag puster til de gule og brune blade, der dækker græsset omkring cement-gravstenen, der bærer navnene:

Julia og William Herbert Wallace.

Et tæt forbundet ægtepar, der blev ramt af en bestialsk tragedie?

En morder og hans offer?

Hvis det sidste - som blandt andre P.D. James føler sig overbevist om - er tilfældet, er de to de eneste, der kendte sandheden om, hvad der fandt sted i nummer 29 på Wolverton Street.

Hin kolde skæbnesvangre vinteraften i 1931.