De Gyldne Laurbær til outsideren

Kim Leine træder ind ad døren og bliver i det samme mødt af højlydt, overrumplende bifald. Han er tydeligvis ikke helt sikker på, hvad der foregår, men bryder alligevel ud i et stort og lettere undrende smil. Det er først, da han får overrakt blomster, at det går op for ham, at han har vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for romanen ”Profeterne i Evighedsfjorden”.

»Jeg plejer at være distanceret i nuet, så jeg vågner sikkert skrigende op klokken 3 i nat,« siger han lettere akavet og spørger, hvad der nu skal ske.

Øjeblikke inden er der helt stille i lokalet på Gyldendal. Alle er forventningsfuldt tavse. Hver gang dørene går op, lyder hastigt afbrudte hurraråb, mens journalister og redaktører skynder sig undskyldende ind i rummet.

Det hele bliver forløst, da Kim Leine endelig træder ind ad døren og lettere forfjamsket bliver mødt af den overvældende venligt velklædte varme, der er så langt fra det liv, han kender.

Kontrolleret ekstase

Det er mindre end et år siden, Kim Leine fortalte, at han følte sig som en outsider i dansk litteratur. Nu står han så langt inde i midten, som man kan komme.

»Det er surrealistisk og forstærker faktisk følelsen af at være fremmedgjort. Jeg vaklede fra vildmarken ind i dansk litteratur som eksnarkoman i dyb krise, og pludseligtt står jeg her. Mit instinkt som forfatter er at gemme mig i bøgerne. Men jeg ved, at det er sundt at blive kastet ud i virkeligheden. Jeg tillader mig at nyde det,« siger han – og tilføjer:

»Det kan jeg godt.«

Kim Leine har levet et barskt liv med misbrug af stoffer, sex og alkohol i en evig rastløs strejfen mellem Norge, Danmark og Grønland. Han blev født ind i Jehovas Vidner i Norge og flyttede som 17-årig til København, hvor han blev misbrugt af sin far. Siden arbejdede han i mange år som sygeplejer i Grønland. Han debuterede i en relativt sen alder med den selvbiografiske ”Kalak”, om hvilken han i forbindelse med udgivelsen af ”Profeterne i Evighedsfjorden” fortalte til Jyllands-Posten, at han skrev på en form for kontrolleret ekstase.

»Da jeg var kommet ud af mit misbrug, var jeg i en abstinensrus, der varede mange måneder. Min hjerne kogte bare derudad. Og det gav ”Kalak” en særlig nerve. Det er det, jeg stadig skriver på som forfatter – at komme ind i den tilstand, hvor hjernen kører på højtryk. Min hjerne er aldrig blevet helt normal igen. Jeg kalder det den kontrollerede ekstase. Man slipper en masse lort løs, alle sine dæmoner, under meget faste og trygge rammer. Det virker for mig,« sagde han dengang.

I debuten og de følgende bøger tog han af hovedstolen, som Per Højholt beskrev det at skrive om sit eget liv. Men med ”Profeterne i Evighedsfjorden” trådte han længere væk fra det personlige og ind i den historiske litteratur.

Hans egen konflikt

Romanen fortæller om præsten Morten Falck, der i 1700-tallet rejser fra Norge til København og ender i Grønland for at skabe orden. Men han er selv splittet mellem borgerligheden og sin egen indre vildskab, hvor han finder mening i Rousseaus tanker om det ufrie menneske. Hans indre konflikt driver romanen frem, og selv om Kim Leine beskriver den som en universel konflikt, er det også til dels hans egen konflikt.

»Morten Falck følger de samme georgrafiske identifikationspunkter, som jeg selv har gjort. Men jeg identificerer mig måske mere med den grønlandske karakter. Jeg er meget glad for at modtage prisen for netop denne roman. Jeg har altid gerne villet skrive en episk roman. Det er mit mest ambitiøse værk. Det føles som det rigtige tidspunkt,« siger Kim Leine.

Ifølge priskomiteen var Kim Leine en af de mest overbevisende vindere i nyere tid.

Landets boghandlere kan stemme på samtlige forfattere, der ikke har modtaget prisen før og er udkommet i 2012. Kim Leine fik halvdelen af samtlige stemmer.