Digterens alt andet end forsømte forår

Han er forårskåd og melder frejdigt, at han råder over en bugspytkirtel så intakt som en babys, og at levertallet imødekommer såvel medicinernes som moralisternes forventninger.

Så er det på plads og fastslået fjernt fra den indre bys dødsrute med et fristelsesniveau på højde med Rundetårn og faldgruber så dybe som hullerne til de nye S-togsstationer. Dem kender han.

F. P. Jac, der trækker vejret gennem ord, har igen sået i den sproglige blomsterhave og høstet nye skøre skud og pragtfulde sammenplantninger. Man kan hurtigt gøre op, at foråret for den skriftulydige og disciplinerede gavtyv har været alt andet end forsømt:

Først udkom digtsamlingen "På hænderne for halvfemserne" digtersammensvoren med vennen Asger Schnack, så radiospillet "Som om vi ikke var plot nok", som indbragte ham Dansk Blindesamfunds Radiopris på 15.000 rare kroner samt den tilhørende solpige-statuette, så erindringsromanen "Fortælleren blev senere sig selv" om Tøfle, hans alter ego, og endelig digtsamlingen "Det forsømte postbud", hvori Numse-Kaj, den gamle gymnastiklærer, radbrækkes poetisk, og eleverpigerne Nina, Åse og Thyra trylles frem af tågen med både tungekys og det tunge skyts. Digtsamlingen, der deles op i årstiderne januarstrygere, apriloperetter, julirockende og oktobercelloer, er med digterens egne ord »40 sandsten, der vender håndfladen op.«

Status lyder: Over 43 udgivelser med debut'en "Spontane kalenderblade" i 1976 og mange »sprogvarmende legater fra Kunstfonden.« Først fire år efter indtraf gennembruddet, som blev firsernes programerklæring og hovedværk "Misfat", og siden er ord strømmet fra F. P. Jac, hvis borgerlige navn er Flemming Palle Jacobsen. Ved siden af forfatterskabet er han fuldtidsanmelder af lyrik på Ekstra Bladet. De to funktioner kolliderer ikke, forsikrer han. Han får så meget kvalitet smidt i hovedet, at det kun gavner.

EDB -nej tak!

Og så er vårens ven ikke en EDB-nørd, skulle vi hilse og sige.

»Jeg skriver på mit gamle hakkebrædt fra otte morgen til 12 middag og atter fra 14 til 18 med aftenen fri. Det er så vanebestemt, at jeg engang inmellem keder mig selv. Og jeg skriver aldrig om. For en omskrivning er uægte. Hvis jeg skal tvinges til at benytte den nye teknik, hænger jeg mig,« truer den 42-årige F. P. Jac, der er ophavsmand til bl.a. ordene vandkandekærlig, tivoliskøn, tissekone-trængende, fantasihvepse, påbudskaktus, himmelåbner, majflomme, skipperudsigt, cognacskyer og jordbærrynker samt Det er fredag og karbadsdag.

For ikke at tale om brombassesød, der kunne passe på hans elskede kone Bodil, som i 13 år har været hans med-og modspiller. De mødtes til en jazzaften hos nu afdøde landsretssagfører Jan Schultz-Lorentzen i Allerød, og Jac flyttede straks ind hos Bodil efter et forhold til en adelig, som var »tung i en vis legemsdel og kun nummer 53 i arvefølgen.«

Tøfle fra Hvidemose

Men Tøfle fra Hvidemose (læs F. P. Jac i Hvidovre) med ulmende hormoner og en springtur fra militæret, der ender i spjældet, får flere fortsættelser.

»Jeg er i gang med bind to. En del af vennerne fra første bind er med i den næste, der efter planen udkommer i foråret år 2000. Og det bliver prosa, så det batter. 4-500 sider. Jeg påtænker at skrive 10 bind, men hvor langt kan jeg strække mig? Jeg skriver på det liv, jeg foreløbig har levet og forhåbetligt bliver ved med. Hvis jeg kender mig selv godt nok, er der stof til 21 bind! Så kan erindringerne køre som en serie hvert andet år på Borgen. Når jeg er godt oppe i halvtredserne, er vi ved bind 10. I midten af tresserne skriver vi bind 20. Jeg har faktisk alle historierne i hovedet.

Bind to har jeg skrevet inde i mig selv. Jeg skal bare sætte mig ned og nedfælde dem,« siger F. P. Jac, som har fået lyst til at skrive radiospil. I 1992 sendtes "Hvor er det dog synd for Dora", to år efter røg "Ingen spildt mælk til Børge Peddersen" gennem æteren og i år "Som om vi ikke var plot nok".

»Jeg er i gang med et stort stykke til Radioteatret, som instrueres af Emmet Feigenberg. Titlen er "Jeg er, som jeg er, Isabell". Handlingen ønsker jeg ikke at røbe på nuværende tidpsunkt, men stykket er markant anderledes end min hidtidige dramatiske produktion. Forleden nat lå jeg og tænkte over, at poesien er udgangspunkt for al litteratur. Det tætteste, man kommer lyrikken, er dialogen eller replikken. Når man behersker replikken, opstår prosaen som hos Tøfle og hans efterkommere.«

»Man må leve«

Den seneste digtsamling "Det forsømte postbud" er blevet betegnet som hans folkelige gennembrud.

»For mig er det ingen overraskelse, for forudsætningen er et livsgennembrud, og det tager år. Hvorfra kommer stoffet? Fra tilværelsen. Man skal samle sammen. Altså: Man må leve. Dàt har jeg gjort. Ved de 40 år har man nået en milepæl. Det er indtruffet i et forår. Herligt. Jeg har altid troet på, at jeg skulle blive en læst forfatter mere en en lille smal, kryptisk digter. Mine digtsamlinger er jo altid udsøgte.«

»Da Bodil og jeg en dag i 1990 læste avisen som altid, sagde hun: Har du aldrig spekuleret på at anvende alle de replikker, du går og fyrer af, i dramatisk form? Joh, det havde strejfet mig. Men kraftedeme, hun havde jo ret! Jeg sendte et forslag ind til Radioteatret. Normalt skriver man en synopsis på et A-4-ark. Jeg udfyldte 15, der svarer til et halvt hørespil. Min dramatiske jordemoder, Jesper Bergmann, var begejstret over, at en lyriker kunne udtrykke sig dramatisk. Vi udviklede "Hvor er det dog synd for Dora" om min kiksede drøm om at blive rockmusiker. Og i 1994 kom så mælken og Peddersen med to d'er, om jeg må bede. Det er for at undgå injurier. Jeg havde nemlig et familiemedlem, som var meget, meget tørstig.

"Som om vi ikke var plot nok" handler om mit liv med Michael Strunge fra 1977 til 1983. Og jeg mangler faktisk kun en opfordring fra et teater. Så er jeg klar med en forestilling. Strunge og jeg mødtes tilfældigt hos Poul Borum, der holdt seks forfatteraftenener i lejligheden i Havnegade i København. Digterisk gled vi langsomt fra hinanden. Michael ville være mytologisk og kosmisk. Det interesserede mig ikke mig spor. Rilke og Hölderlin og alt dàt der. Jeg ønskede at blive læst og skelede til Dan Turèll, som jeg syntes var en formidabel digter.

Borum og Turèll

Mine store skolelærer var Poul Borum. Og det er ment positivt. Han førte mig ind i digterkredsen, og han fjernede mig fra den. Han etablerede et kastesystem og gav folk karakterer, hvilket jeg ikke ville acceptere. Jeg fandt det latterligt. Under en af Borum-aftenerne mødte jeg Asger Schnack, der endte som min bedste ven, og som var redaktør på mine to første udgivelsr. Nu har vi »hængt« sammen i 20 år og er digterforbundne.

Dan Turèll var gæstelærer på Borums forfatterskole, og med ham blev jeg også livslang ven. Vi drog på sjove byture og deltog i oplæsningsarrangementer i Sverige og Norge. Han er desværre forsvundet, han døde i 1993 på Poul Borums fødselsdag 15. august. Og han kunne som far her lide de(t) gode øl og mange cigaretter. Vi gik så voldsomt til den, at vi dagen efter måtte konstatere black-outs. Vi huskede intet. Men det var intense og lærerige timer, mens de stod på. Dans folkelighed var fantastisk. Han efterlod et tomrum, som endnu ikke er fyldt ud i dansk lyrik. Han var entertainer og geni på àn gang.«

F. P. Jac erklærer tillige sin gæld til de afdøde poeter Jens August Schade og Frank Jæger.

»Schade besad livsvildskab, og i Jæger boede melankolien. Begge dele findes i mig. Det stærkt erotiske, sanselige, som Schade så mesterligt skildrede, og så den skyhed, der prægede Jæger, når han gemte sig i jorden og naturen. Jeg føler, jeg opfører mig på samme måde. Desværre har jeg hverken snakket med Schade eller Jæger. Jeg så et glimt af Schade på gaden, mens han var i live. Det er alt. Da han døde, lå en digtsamling af mig til anmeldelse på bladene, men den druknede i portrætter og nekrologer over den lyse digter. Men jeg undte ham den plads.«

På spørgsmålet om, F. P. Jac kan give et signalement af havlfemsernes digtning, siger han:

»Det eneste, halvfemserne har ventet på i dansk lyrik, er årtusindskiftet! Undtagelsen er Lars Bukdahls "Næseblod i Sofus City". Basta,« slutter ordgartneren fra Hvidemose og Allerød.