Succes kan gøre ondt

Erindringsbøger udsender man normalt, når man har et langt liv bag sig. Men sangerinden Nanna sender tirsdag sine erindringer på gaden, selv om hun kun er 42 år.

Bogen er da heller ikke et tegn på, at hun er ved at indstille karrieren. Tværtimod.

Nanna har en brændende lyst til at synge og spille. Men hun føler, at hun skylder sine fans en forklaring på, hvorfor hun har været væk i så mange år.

Som kun 21-årig blev Nanna folkeeje, da hun stormede til tops med sangen "Buster", og succesen fortsatte, da hun året efter i 1985 skrev sangen om at give en hånd til Afrika.

Dermed nåede hun i et snuptag det, som adskillige unge drømmer om, når de stiller op i tv-kanalernes stjernedyster.

Men for Nanna blev det ikke en personlig succes. Det blev indledningen til en nedtur, som har ført til sceneskræk i 12 år, mistet stemme i flere måneder og psykiatrisk behandling.

»Pladesucceserne gjorde mig ikke lykkelig. Jeg var faktisk lettet, da jeg mistede min status,« siger Nanna i dag.

Det var hendes mange fans rundt i landet ikke. De kunne ikke forstå, hvad der var blevet af sangtalentet fra Københavns Nordhavn.

»Jeg har fået mange mails fra folk, som skriver, at de savner mig, og derfor vil jeg gennem bogen give dem en forklaring. Jeg græmmes over, at det har taget så lang tid at få lyst til at komme tilbage. Nu føler jeg mig stærk nok til at kunne klare det igen,« siger Nanna.

Hun er da også fyldt med energi og godt humør i disse dage, hvor hun forsøger at skabe opmærksomhed om bogen "Stjerne for altid", der udkommer samtidig med hendes 10. cd "Giv dig hen".

Vi møder hende midt i kampagnen på restaurant Thorvaldsen i København. Hun er klædt i en mørk bluse med udskæring og en trekvartlang nederlag også i mørk. Tøjet matcher fint det lyse hår, de mange fingerringe og lange ørenringe.

»Jeg sætter en ære i at være overdressed,« skriver hun i bogen.

»Det skyldes selvfølgelig forfængelighed. Men det er mere end det. Det drejer sig også om at vise respekt for publikum. Når folk kommer for at se én, skal der være noget pænt at se på. Jeg har f.eks. aldrig optrådt i cowboybukser,« siger Nanna.

Snakketøjet fungerer også. Hun fortæller indgående, hvordan hun har ændret syn på kunstnertilværelsen.

»Jeg har valgt at være åben, så andre kan lære noget. Succes er ikke kun succes. Den firkantede opfattelse vil jeg prøve at få folk ud af,« siger hun videre.

»Man gør sig ikke nogen forestilling om, hvor voldsomt det er at være berømt. Alle har en mening om dig, og det gør dig usikker. Desuden tror mange, at man kan sige alt muligt til stjerner. Ingen ved, hvad der foregår inde bagved,« siger Nanna.

Nedtur i detaljer

I bogen gennemgår hun i detaljer sin nedtur, som blev fremskyndet af fiasko med flere cd'er og efterfølgende koncerter.

Sceneskrækken kom under en optræden på det det nu nedlagte spillested "Vestergade 58" i Århus i 1988. Her måtte hun give op før næstsidste nummer, og derefter var hun væk fra scenen som solist, indtil hun 12 år senere forsøgte sig igen i Tivolis "Vise Vers Hus".

Intet bliver skjult i bogen. Hun indrømmer, at hun har taget stoffer i forløbet og ofte ligget i sengen flere dage uden at lave noget. Men åbenheden falder ikke i god jord hos alle kolleger.

»Flere synes, at det er forkert at afmystificere kunstnerbranchen. Men hvorfor skal vi være svøbt i mystik? Den køber jeg ikke.

Da jeg havde de store pladesucceser, oplevede jeg ofte en afstand mellem mig og mit publikum. Det hader jeg. Derfor fortæller jeg nu om min hverdag, når jeg er ude og optræde. Folk må gerne vide, at jeg er distræt, og at jeg ikke er anderledes end dem selv. Og bogen skulle gerne gøre afstanden endnu mindre,« siger Nanna.

Den er samtidig en slags sorg-bearbejdelse. Hun føler, at de store pladeselskaber svigtede hende, da hun begyndte at få problemer.

»Jeg har følt mig såret og virkelig ked af det mange gange. Gennem bogen forsøger jeg at vikle mig ud af mit traume, så det ikke æder mig helt op,« siger Nanna.

Et led i at komme ovenpå har også været hyppige psykolog-besøg.

»Jeg har vel gået til psykolog i 15 år - eller hundetræning, som jeg kalder det: Man sætter sig ned hos psykologen og afreagerer, når man er ked af det. Det er min erfaring, at når jeg var såret, tog det al min energi, fordi jeg bar rundt på en kuffert af skuffede følelser,« siger Nanna.

»Nu arbejder jeg igen og føler, at energien er vendt tilbage.«

Krisen har ændret meget i Nannas hverdag. Hun bor som alene-mor til datteren Freja på seks år i en lejlighed på Frederiksberg. Men økonomien er blevet stram, og derfor nøjes hun bl.a. med et slidt keyboard i stedet for et flygel.

»Det befinder jeg mig dog godt ved,« siger hun.

Skattegæld

Udover den personlige krise løb hun midt i perioden også ind i en økonomisk øretæve, da skattevæsenet i marts 1988 præsenterede hende for en regning på 1,3 mio. kr.

Det tvang hende til at forlade sin daværende lejlighed, og forældrenes sommerhus, som Nanna havde overtaget, da pengene strømmede ind, røg også med.

Hun betaler stadig af på skattegælden, selv om indtægterne er begrænsede. Siden hun overvandt sceneskrækken, har hun selv indgået alle aftaler om at optræde. Det har fortrinsvis været i klubber, men det er slet ikke nok til at leve af. Heldigvis har hun haft andre projekter, og i 2000 blev hun desuden tildelt et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Med sin nye cd med 10 hjemmelavede sange håber hun, at der vil komme lidt flere optrædener.

»Det er turnétoget, som skal ud og køre igen. Det er hovedformålet med pladen, og min lyst til at optræde er dobbelt stor som tidligere. De år, som er gået tabt under min sceneskræk, skal indhentes,« siger Nanna og afviser, at der vil komme en ny nedtur, hvis hun får dårlige anmeldelser og salgstallene skuffer.

»Det er ikke muligt. Jeg betaler selv halvdelen af omkostningerne ved cd'en, og den skal ikke sælge ret meget for at løbe rundt. Jeg er ude over at tænke i de baner. Salgstal er en pestilens,« siger Nanna.

Men helt ligeglad er hun ikke. Torsdag aften havde hun inviteret til reception i anledning af udgivelsen, og for at tiltrække opmærksomhed havde hun lovet at optræde i lyserød strutskørt og glimmer-bh, og hun er selvfølgelig spændt på modtagelsen af cd'en.

»Det er fedt stadig at kunne spille og synge, og jeg stiller fortsat store krav til mig selv. Hvis man skal præstere noget godt, er man nødt til at klemme på, ellers kommer man ingen vegne,« siger hun.

»Jeg bliver dog ikke mere lykkelig af anmeldersucces. Sådan fungerer det ikke. Det, der betyder noget, er, at man selv kan bestemme og tør være åben. Men de fleste tør ikke snakke om, hvordan de har det. Hvad er de bange for? Man kan være bange for at dø. Det kan jeg forstå, men hvorfor vil folk ikke snakke følelser?

Svaghedstegn

Jeg tror, det skyldes, at de ikke vil vise svaghedstegn. Den holdning kæmper jeg imod. Folk kommer kun ud af deres huler, når de viser deres svagheder,« siger Nanna, som ikke lægger skjul på, at hun har levet et liv i angst. Hun skjuler heller ikke, at hun er storforbruger af anti-depressive midler.

»Jeg får vel fire gange så meget som andre. Den medicin er en lykke, men jeg er ikke skånet for angst af den grund,« siger Nanna og erkender også, at hun har taget hash og lignende stoffer.

»Men jeg har aldrig været afhængig. For mig var det et led i min selvmedicinering og noget jeg tyede til for igen at komme til at leve et godt liv.«

Nanna føler, at hun trods den voldsomme nedtur altid har været en stjerne.

»Jeg er god til at overleve og god til at nyde livet. Derfor synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg er en stjerne,« siger Nanna.

Den største stjerne i hendes liv er dog Freja. Men bogtitlen "Stjerne for altid" har moderen alligevel tilegnet sig selv.

torben.jakobsen@jp.dk