Svindler tog verden ved næsen i 40 år
Kranie blev opfattet som bindeled mellem menneske og abe - nu søges bedrageren afsløret.
Hvordan en hel verden kunne lade sig så grundigt tage ved næsen i omkring 40 år, det er stadig en gåde.
Og en gåde, der er skrevet tykke bøger og lavet adskillige dokumentar-programmer om.
Uden at der til dato er givet en fuldstændig forklaring på, hvordan det kunne ske.
"Uanset set, hvem der er den ansvarlige, så er Piltdown-svindlen en stærk reminder til videnskaben om, at hvis noget synes for godt til at være sandt, så er det det måske."
Motivet til svindlen er ukendt og til dato er det ikke lykkedes - hævet over enhver tvivl - at bevise, hvem gerningsmanden var.
Men de svar kommer måske nu, når hele sagen skal kulegraves af et nyt hold britiske forskere.
Det handler om Piltdown-manden.
Kraniet, der blev kendt i december 1912 som resterne af det urmennesket, der var bindeled mellem aben og mennesket.
En opfattelse, der - trods en vis skepsis - var alment gældende helt frem til 1953, da det blev dokumenteret, at der var tale om et gevaldigt fupnummer.
Sammensat kranie
Kraniets hovedskal tilhørte et nutidsmenneske, kæben kom fra en orangutang og de tilslebne tænder var fra en chimpanse.
Da bedraget var afsløret blev kraniet anbragt i en kasse under National Museum i London, og her har det ligget lige siden. Kun afbrudt af de perioder, hvor det i årenes løb har været hentet frem til undersøgelse.
Men nu er det taget frem igen af professor Chris Stringer og hans stab med det formål omsider, at få fastslået hvem der stod bag det bemærkelsesværdige svindelnummer, der ofte omtales som det største videnskabelige svindelnummer i det 20. århundrede.
Mere om den aktuelle undersøgelse senere i denne artikel.
Fremlagt for 100 år siden
Først tilbage til den december-dag for 100 år siden, da fundet af Piltdown-manden blev præsenteret.
Det hele tog sin begyndelse den dag for 100 år siden - den 18. december 1912 - da sagføreren og amatørarkæologen Charles Dawson under et møde i Geological Sociiety i London fortalte en fantastisk og i alle måder opsigtsvækkende historie til de måbende videnskabsmænd.
Han fortalte, at en arbejder fire år tidligere i en grusgrav i Piltdown, der ligger i East Sussex i Sydengland, havde fundet nogle dele af et kranie.
Arbejderne troede, at der var tale om en kokosnød og slog det delvist i stykker, men da Dawson blev præsenteret for fundet, konstaterede han, at det var resterne af et kranie, der angiveligt stammede fra et tidligt menneske.
På British Museum
Han bragte stumperne med til den ansete leder af den geologiske afdeling på British Museum i London, Arthur Smith Woodward.
Denne deltog også i mødet den 18. december i Geological Society, og de to fortalte, hvorledes de mellem juni og september 1912 havde gennemsøgt grusgraven i Piltdown, og der havde fundet flere fragmenter af kraniet. Blandt andet underkæben.
De fremviste på mødet kraniet samt en knogle fra en mammut og nogle primitive redskaber, som de angiveligt også havde fundet i grusgraven i Piltdown.
På mødet fik Arthur Smith Woodward og Charles Dawson overbevist tilhørerne om, at de stod med resterne fra en hidtil ukendt menneskerace, der mere end noget andet, man havde fundet, repræsenterede "the missing link" mellem menneske og abe.
Hjernekassens størrelse indikerede en intelligens større end en abes, mens f.eks. underkæben stadig havde umiskendelige ligheder med en abes.
Dette understøøtrede teorien om, at det der først adskilte abet og mennesket, var hjernes størrelse.
Og de hævede, at resterne af mennesket de havde fundet, måtte være mellem en hel og en halv million år gamle.
Mange tvivlede
Allerede i de første måneder efter fremlæggelsen af det sensationelle fund var der adskillige forskere, der satte spørgsmålstegn ved autensiteten og betydningen af kraniet, der efter præsentationen i Geological Society blev omtalt som Piltdown-manden - fik tilmed et latinsk navn: Homo Piltdownensis.
Da kraniet blev præsenteret i London manglede det stort set alle tænder - noget flere forskere undrede sig over.
I august 1913 gennemførte Woodward og Dawson efter eget udsagn sammen med en ven - jesuitpræsten Pierre Teilhard de Chardin, endnu en eftersøgning i grusgraven - og man fandt angiveligt flere tænder.
I samme måned publicerede David Waterston fra King's College i London i tidsskriftet "Nature" en artikel om Piltdown-manden, der konkluderede at kraniet ikke var autentisk: Det var sat sammen af et menneskeligt kranie og en kæbe fra en abe.
I 1915 meddelte Charles Dawson, at han han fundet endnu et kranie.
Stort set magen til det første.
Denne gang i grusgrav i Sheffield Park, der ikke ligger ret langt fra Piltdown.
Fundet blev af Woodward præsenteret for Geological Society, men først fem måneder efter Dawsons død i august 1916.
De påståede findested er aldrig nøjagtigt udpeget, og heller ikke det nye fund overbevise skeptikerne.
Værd at bemærke er det, at der efter Dawsons død og frem til dato, ikke er blevet gjort yderligere fund af menneskelige rester i området.
Videnskabelig fejde
Da den ansete amerikanske forsker Henry Fairfield Osborn, der var leder af American Museum of Natural History, fik mulighed for at undersøge de to kranier, da var han ikke i tvivl.
Begge var autentiske og hvad angik Piltdown-manden, fandt han at kæbe og kranie passede perfekt sammen.
I 1923 publicerede den tyske forsker Franz Weidenreich en artikel, der stemplede det hele som et falsum - og han konkluderede, at den omstridte kæbe stammede fra en orangutang. Og han mente, at de ligeså kontroversielle tænder var indsat i for relativt nyligt.
Og således fortsatte den videnskabelige fejde i årevis.
Den endgyldige undesøgelse
Lige frem til 1953, da avisen The Times publicerede en meget omfattende artikel, der leverede endgyldigt bevis på, at Piltwon-manden og kraniet angiveligt fundet i Sheiffield Park var et falsum.
Artiklen byggede på en meget grundig undersøgelse foretaget med datidens mest avancerede teknikker af et team bestående af Kenneth Page Oakley, Wilfrid Edward Le Gros Clark og Joseph Weiner, der var knyttet til Natural History Museum i London.
Undersøgelsen blev gennemført fordi Piltdown-manden var meget forskellig fra de rester af urmennesker, som var fundet andre steder på kloden efter 1912.
Efter endt undersøgelse kunne de tre forskere da også hævet over enhver tvivl konkludere, at Piltdown-mandens kranie bestod af tre dele, der slet ikke hørte sammen:
Kraniet tilhører et menneske fra middelalderen, kæben er fra en orangutang og tænderne er fra en chimpanse.
Hvad angik blandt andet fundet af primitive redskaber og stumper af et mammut-skelet konkluderede forskerne, at de var autentiske, men at de næppe var fundet i grusgaven i Piltdown.
Hvordan kunne det ske?
Siden er der blevet spekuleret meget i, hvordan det kunne lykkedes Woodward og Dawson at føre det meste af verden så effektivt bag lyset.
Det er der flere grunde til.
For det første, så passede kraniets størrelse perfekt ind i datidens teorier om den menneskelige udvikling, og for det andet, kan godtroenheden også være godt hjulpet på vej af britisk nationalisme:
England havde det fint med, at der nu var fundet rester af de første mennesker i England, idet alle tidligere fund var blevet gjort på det europæiske kontinent.
30 nævnt som iscenesætter
Hvem der udførte falskneriet, det er aldrig opklaret trods ihærdige forsøg.
Over 30 navngivne er blevet hængt ud som svindleren, men intet er til dato dokumenteret.
Naturligvis står Charles Dawson øverst på listen, og det er der flere gode grunde til - men der er også stadig mange der mener, at forfatteren Arthur Conan Doyle kan have været manden bag det berømte svindelnummer.
Den hovedmistænkte
At hovedmistanken dog stadig rettes mod manden, der angiveligt fandt Piltdown-manden, skyldes at samme Dawson allerede i de tyve år, der førte op til det påstående fund i grusgraven i Pildown, adskillige gange var blevet afsløret i svindel i forbindelse med hans ofte bemærkelsesværdige fund.
I dag opfatter mange derfor Piltdown-manden som amatørarkæologens krone på værket efter at han i flere årtier havde præsenteret det ene falsum efter det andet.
En anden teori får ud på at videnskabsmænd som Arthur Smith Woodward, brugte Dawson som redskab i deres iver efter at overbevise verden om, at det første der adskilte mennesket fra aben var udviklingen af en markant større hjerne.
Optimistisk
Om den aktuelle undersøgelse af Piltdown-manden og omstændighederne omkring i påståede fund og offentliggørelsen af disse, vil føre til opklaring af sagen, det vil vise sig, men professor Chris Stringer fra National History Museum i London er optimistisk.
I det seneste nummer af tidskriftet Nature i hvilken han gør rede for de nye undersøgelser skriver han blandt andet:
"Uanset set, hvem der er den ansvarlige, så er Piltdown-svindlen en stærk reminder til videnskaben om, at hvis noget synes for godt, til at være sandt, så er det det måske."