Manden bag historiens skøreste flyvetur
For 25 år siden landede en tysk teenager sit fly på Den Røde Plads i Moskva.
I 1987 chokerede en tysk teenager verden.
Den 19-årige Mathias Rust tog sidst i maj 1987 en skæbnesvanger beslutning, der gjorde ham verdensberømt.
I en koldkrigstid passerede den unge amatørpilot det sovjetiske luftforsvar og landede sit fly på Den Røde Plads i Moskva.
Hans mål var at bidrage til verdensfreden - men russerne gav ham en fængselsstraf.
Gøre noget på egen hånd
Den unge amatørpilot fik idéen, da han året før blev svært skuffet over et topmøde - mellem den amerikanske præsident Reagan og den sovjetiske generalsekretær Gorbatjov i den islandske hovedstad Reykjavik - der sluttede uden de store resultater.
Derfor besluttede den politisk engagerede Mathias Rust at gøre noget på egen hånd.
Kun 19 år gammel fløj den unge tysker egenhændigt mere end 750 kilometer gennem det sovjetiske luftforsvar i et en-motors fly for at lande midt i det daværende Sovjetunionens hovedstad Moskva.
Førte planer ud i livet
"Jeg tænkte, jeg kunne bruge flyet til at bygge en imaginær bro mellem Vest og Øst for at vise, at en masse mennesker i Europa ønskede at forbedre forbindelserne mellem vores verdener," udtaler Mathias Rust ifølge BBC.
Han drømte - ligesom mange andre idealistiske teenagere - om at gøre noget for verdensfreden i forbindelse med Den Kolde Krig.
Og til forskel fra mange andre førte den 19-årige sine planer ud i livet.
Ikke ufarligt
Den 13. maj 1987 fortalte han sine forældre, at han ville flyve rundt i Nordeuropa. Han startede i Uetersen ved Hamborg og fløj derefter til Island, Norge og Finland.
Han landede i Helsinki den 25. maj 1987, og efter en optankning i Malmi Lufthavn i Helsingfors fortsatte han sin flyvning mod Moskva.
Og det var ikke en ufarlig rejse, den unge pilot begav sig ud på.
Observeret på radar
Sovjet havde det stærkeste forsvarssystem i verden.
Den sovjetiske flyveovervågning observerede ham på sin radar og sendte to jagere i luften.
Den ene af jagerne fik øje ham, men fik ikke tilladelse til at skyde, og kort efter forsvandt Mathias Rust fra jagernes rader.
Efter fem og en halv times flyvning nåede den 19-årige den 28. maj 1987 til Den Røde Plads, som han kredsede over flere gange. Han landende endelig på en bro, standsede ved Brasilius-Katedralen og taxiede ind på Den Røde Plads, hvor han blev mødt med hurra-råb.
Idømt fængselsstraf
Men Mathias Rust landede naturligvis ikke ustraffet på Den Røde Plads.
Kort efter landingen blev han arresteret.
Retssagen begyndte den 2. september 1987 ved den Øverste Retsinstans, og to dage senere blev han dømt for ulovlig indrejse og overtrædelse af luftfartsreglerne
Han blev idømt fire år i en arbejdslejr, men det blev i stedet til en fængselsstraf på 14 måneder i det berygtede Lefortovo-fængsel.
Hvad mener du om Mathias Rusts bedrift?