Silkeborg Kunstmuseum: ERIK ORTVAD

Silkeborg Kunstmuseum:
ERIK ORTVAD Til 26. maj Udstillingen vil senere blive vist på Gl. Holtegård En følsom landskabsmaler med særlig interesse for det atmosfæriske. Sådan kan man karakterisere maleren Erik Ortvad i dag.

Men det har man ikke altid kunnet.

Den tidligere Cobra-maler har gennem årene været ude i flere forskellige hjørner af kunsten, hvilket man kan forvisse sig om på den retrospektive udstilling, som Silkeborg Kunstmuseum har anordnet for at markere hans 85 års dag.

Da Ortvad debuterede i 1935, var han surrealist med interesse for både den abstrakte og den psykofotografiske side af surrealismen. I 1942 begyndte han at gøre fælles sag med de danske abstrakte malere, som dyrkede et spontanistisk maleri med fabulerende brug af fabelvæsener og naturformer. Det var med dette maleri, han vandt indpas i Cobra-gruppen uden dog at få nogen rigtig fremstående placering der.

Det er karakteristisk, at det lille bind i Cobra-biblioteket, der rummer hans karakteristik af Christian Dotremont, først udkommer mange år efter gruppens opløsning. Da Cobra opløstes i 1951, var der ikke mange, der kunne forudse, at gruppen skulle blive højt værdsat og endda populær, og at dens kunstnere skulle blive forgyldte. Erik Ortvad kunne i hvert fald ikke.

Satiriske tegninger

Han kunne ikke finde fodfæste i den nye situation og gik over i en helt anden boldgade, idet han begyndte at lave satiriske tegninger under mærket "enrico". Som samfundskritisk tegner fik han stor succes, og hans tegninger blev publiceret i mange lande og udgivet i bogform. Temaet i tegningerne blev også i slutningen af 1960'erne brugt i en række malerier, inden han gik over til at fortsætte det maleri, han havde dyrket i Cobra-tiden.

På udstillingen i Silkeborg kan man følge dette forløb gennem værkerne, men det mærkes dog tydeligt bl. a. via det udgivne katalog, at det især er de sene billeder, man har lagt vægt på at præsentere. Det er så en anden sag, om de er de stærkeste inden for den store, svingende produktion.

Troels Andersen mener i kataloget, at Ortvad gennem alle omskiftelser er "forblevet en landskabets og naturens maler". Og understøtter synspunktet om en sammenhæng ved at sammenligne et lille sart kystlandskab som Ortvad malede som 11-årig med de seneste malerier og akvareller, som er vegt stemningsbeskrivende gennem deres sarte, gennemsigtige kolorit.

Erik Ortvad har bevæget sig meget, alligevel er det forunderligt, at han fra surrealismen og det spontant-abstrakte, som jo fordrer en slags sindslig spændthed, dynamik og udtryksmæssig intensitet, har bevæget sig til det afspændte, næsten udflydende.

Hvis bare Ortvad sene billeder var kraftesløse og opgivende, så kunne man forstå det, men sådan ser de trods alt ikke ud. Billederne må være, som kunstneren ønsker dem.

Og vi må konstatere, at kunstnerens ønske nu er, næsten til opløsning, at gå selvforglemmende ind i farven, lyset og stemningen.